Skip to main content

Talentminister vil fremme kvindelige forskere

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) er blevet enig med universiteterne om at fremme kvinders forskningskarrierer bl.a. ved at etablere et såkaldt talentbarometer.

Illustration: Datagraf.
Illustration: Datagraf.
11. okt. 2016
2 min.

Universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter, skal sammen med Uddannelses- og Forskningsministeriet i gang med at udarbejde et nationalt talentbarometer, som vil blive opdateret en gang om året.

Hensigten er at udnytte "det fulde potentiale i dansk forskning", som det formuleres i en fælles hensigtserklæring fra universiteterne og ministeriet, som er offentliggjort i dag. Underforstået: Kvinderne skal fremmes.

Ud over talentbarometeret vil der blive afholdt et årligt dialogmøde mellem parterne "for at gøre status over, hvordan det går med udviklingen i retning af en bedre talentudnyttelse i dansk forskning", som der står i hensigtserklæringen.

Baggrunden er, at kvinder - fortsat - ikke er lige så hyppigt repræsenteret især i de øverste lag af forskerverdenen som mænd.

"I Danmark tager flere kvinder end mænd en lang videregående uddannelse, og næsten lige så mange kvinder som mænd tager en ph.d.-uddannelse. Alligevel udgør andelen af kvindelige forskere kun cirka en tredjedel af den samlede forskerstab, og andelen af kvindelige professorer i Danmark er knap 20 procent", står der.

Og konklusionen:

"Herved er der en risiko for, at vi ikke udnytter det fulde potentiale i dansk forskning. Det styrker forskningens kvalitet og relevans, når de største talenter – uanset køn – deltager og bidrager med kompetencer, kreativitet og erfaringer".

Derfor vil ministeren have sat turbo på de bestræbelser på at fremme kvinder i forskningen, som adskillige universiteter selv har sat i gang.

I erklæringen forpligter universiteterne sig således til bl.a. at arbejde for at "fremme, at de dygtigste forskertalenter får en forskerkarriere" og "sikre konkurrence på lige vilkår i forbindelse med rekruttering og besættelse af forskerstillinger".

Læs også: Lynindsats skal booste ligestilling i forskning

Læs også: YDUN-pengene mobiliserede de kvindelige forskere

Læs også: Københavns Universitet dropper økonomiske kvinde-incitamenter

Læs også: De 6: Hvorfor bliver kvinder ikke professorer?