Skip to main content

Teateranmeldelse - En lille smule ubehag

Foto: Morten Fauerby // Montgomery
Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Johannes Hviid, Speciallæge i almen medicin

1. apr. 2019
3 min.

Selve titlen på skuespillet, som i øjeblikket spilles på Svalegangen i Aarhus, er vel ikke det, man som læge, straks køber billet til. Men stykket er faktisk rystende relevant. Det er skrevet af den amerikanske dramatiker Jeff Metcalf og er en overordentlig humoristisk og barsk beskrivelse af hans eget forløb med prostatacancer. Det spilles fremragende af én skuespiller, Holger Østergaard, selv om der er mere end ti »aktører« i spillet. Holger Østergaard klarer dem alle!

At det drejer sig om prostatacancer præger i høj grad stykket. Det er jo den hyppigste form for cancer hos mænd, og mænds reaktion på det at få cancer er et gennemgående tema i hele stykket. Det starter med, hvor svært det er at få sagt noget om det til familie og venner, om alle de undskyldninger, mænd kan finde på. Angsten får også et meget humoristisk udtryk, publikum skriger af grin.

Stykket følger faktisk Frank, som patienten hedder, gennem hele forløbet fra første besøg hos den praktiserende læge til slutningen af stråleterapien. Det betyder, at vi får præsenteret kommunikationen med mange forskellige læger og andre i behandlingssystemet.

Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Dette, synes jeg, er noget at det mest interessante i stykket. Vi får præsenteret mange forskellige måder at kommunikere på. Den alvorlige læge, som er grundig, men vanskelig at slå et smil af. Vi præsenteres for, hvad Frank kan have af associationer i forbindelse med alle de spørgsmål, som stilles ved en anamneseoptagelse. Også »den gode læge« optræder i stykket.

Det går dog helt galt, da Frank møder den første onkolog, som dels ikke har læst ordentlig i journalen, og dels indleder med: »Ja, du har 30% chance for at overleve!«. Dette fører til en heftig konfrontation, og det gamle spørgsmål, om man vil vælge en dygtig læge eller en læge, der er god til at kommunikere, får luft under vingerne. Spørgsmålet er jo absurd, da der ikke er nogen modsætning. Her bliver stykket meget alvorligt og særdeles relevant.

De morsomste passager i stykket er dog nok de dialoger, som Frank fører med sin lukkemuskel, med døden ( i et par drømme) og med sin penis! At analmuskulaturen bestemt ikke vil medvirke til den prostatabiopsi, som skal udføres, verbaliseres meget humoristisk. Der er flere drømme med i stykket, og dialogen med døden er jo relevant i alle cancerforløb. Dialogen, som Frank fører med sin penis, afslører alt, hvad man som mand kan have af bekymringer i forbindelse med en behandling af prostatacancer. Denne dialog er nok det allermorsomste i hele stykket og samtidig det måske mest alvorlige. Er jeg invalideret i resten af mit liv?

Stykket kan varmt anbefales til læger, men sandelig også til andre, måske især mænd. Det lægger i høj grad op til mere åbenhed om cancer og lukker også humoren ind.

»En lille smule ubehag« spiller på Svalegangen til og med 13. april, men der er planer om en turné, så se den evt. dér. Anbefales varmt.

Faktaboks

Fakta