Teateranmeldelse - Selvmordets anatomi

Selvmordet er et af de eksistentielle problemer, der til alle tider har optaget mennesker. I denne fascinerende forestilling af den unge engelske dramatiker Alice Birch undersøges selvmordet som et komplekst fænomen. I titlen ligger dels en dissektion af selvmordet som fænomen, dets årsag og betydning. Er det nedarvet skæbne? Er det psykisk sygdom? Men selvmordet forstås også som en indlejring i den organiske krop med en længsel mod udslettelse og død? Endelig stilles spørgsmålet, om man kan bryde ud af det spor, der er sat i en, når en i familien tager sit eget liv?

Når der screenes for selvmordsrisiko i sundhedsvæsenet, spørges der altid til, om der er nogen i slægten, der har taget deres liv. For vi ved statistisk, at selvmordsrisikoen øges, hvis det er tilfældet. I psykologien kaldes det »transgenerational transmission«, dvs. at handlemønstre og mere eller mindre ubevidste forestillinger overføres fra den ene generation til den anden. Vi ved, at en nær slægtnings selvmord vil præge de efterladtes tanke- og følelsesliv for altid, fordi selvmordet så ophører med at være en fjern og abstrakt mulighed. Gennem overskridelsen af tabuet om hvem der behersker døden, bliver det en konkret, realistisk og legitim mulighed for de efterladte

Teaterstykket har tre kvindelige hovedpersoner. Carol er stammoderen. Hun bærer længslen efter døden i sig og har fra sin tidlige ungdom forsøgt at tage sit liv mange gange. At hun ubesværet kan diagnosticeres som depressiv, er kun en biting i forståelsen af stykket. Det at få barn er for hende en måde at fylde et tomrum ud, men kun så længe barnet har brug for hende. Anna er Carols datter. Hun er kaotisk, rodløs og tidvis misbruger. Hun er skildret som en, der har en borderline-personlighedsforstyrrelse. Moderen svigter hende, da hun er teenager. Modsat moderen er det at få et barn for Annas vedkommende den udløsende grund til, at hun kan forlade sit liv. Hendes datter Bonnie ser vi som læge og teknokrat, der holder afstand til mennesker og følelser. Hun lever alene med en lesbisk seksualitet som et middel til at afværge sin oplevede skæbne, samtidig med at hun drages mod det hus, der var bedsteforældrenes, og hvor en række af dramaerne fandt sted.

Omkring de tre hovedpersoner kredser ægtefæller, kærester og venner. De spejler desperation, afmagt og den uløselige stærke binding til den, der er lykkedes med at tage sit eget liv. Stykkets slutning rummer måske et håb.

Scenografien er bygget op med tre døre under henholdsvis årstallene 1973, 2003 og 2033. De tre hovedpersoner er hele tiden på scenen. I perioder fortælles de tre historier simultant, så tilskueren i en kakafoni af stemmer mister fokus og orientering. I starten føles det frustrerende og forvirrende, men efterhånden flyder man bare med og må opgive at kunne få »hold« på alt, hvad der sker.

Stykket er meget velspillet, indimellem svært tilgængeligt, men det bliver siddende i en længe efter, at forestillingen er slut. Det kan varmt anbefales til Ugeskriftets læsere.