Skip to main content

Teknologi baner vej til »mirakelbehandlinger«

FOKUS: ”Mirakelbehandlinger”, hvor menneskets hjerne og nerver arbejder sammen med teknologi, gør det i dag muligt at reparere ødelagte funktioner. Interaktionen med teknologi kan få betydning for den måde, lægen i fremtiden skal gribe patientforløbet an, mener overlæge.

Læger fra hele verden var i april samlet på Regionshospitalet Viborg for live at overvære Marc Possovers banebrydende operation på en ung kvinde med rygmarvsskade. Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Hospitalsenhed Midt.
Læger fra hele verden var i april samlet på Regionshospitalet Viborg for live at overvære Marc Possovers banebrydende operation på en ung kvinde med rygmarvsskade. Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Hospitalsenhed Midt.

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

29. maj 2017
10 min.

Faktaboks

Fakta

Kirurger og gynækologer – læger fra hele verden var valfartet til Regionshospitalet Viborg, da den schweiziske professor Marc Possover i april i år indopererede en pacemaker i bækkenet på en ung kvinde med rygmarvsskade. I DR-nyhederne kunne hele Danmark se med efter operationen, da Marc Possover med et tryk på en fjernbetjening koblet til pacemakeren fik patientens ben til at bevæge sig. De omkring 30 læger, der fulgte med live fra en skærm i et nærliggende lokale, brød ud i klapsalver, da de så resultatet. Nogle klemte næsten en lille tåre.

Det fortæller overlæge og forskningsleder Helge Kasch fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade under Regionshospitalet Viborg, der beskriver operationen som banebrydende. Det er nemlig første gang, at man er gået direkte ind og har påvirket de motoriske nerver elektronisk.

”Når man selv har haft flere patienter, der aldrig vil komme til at bevæge benet igen, var det vildt at se patientens krop respondere på stimulationen. Det er et udtryk for, at det er muligt at genskabe beskadigede funktioner i kroppen", siger Helge Kasch.

Kan opbygge egenkontrol

Den indopererede pacemaker stimulerer de motoriske nervebaner, så patienten bliver i stand til at bevæge benet. I Schweiz har ca. 25 mennesker med rygmarvsskade fået operationen. Nogle er kommet op at stå igen, nogle har mindsket deres smerter, og andre har efter et års genoptræning været i stand til ved hjælp fra skinner og en krykkestok at gå flere hundrede meter.

Helge Kasch er hovedvejleder på et ph.d.-projekt, der bliver det første randomiserede kontrollerede studie på Marc Possovers operation. Tyve danske patienter med rygmarvsskade bliver tilbudt operationen, hvorefter forskere og læger fra Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital følger virkningerne for at få en bedre forståelse af, hvordan menneskets hjerne og øvrige nervevæv kan arbejde sammen med teknologi. Marc Possover er selv med hele vejen og oplærer et dansk operationsteam, der fremover skal ledes af professor Axel Forman fra Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Helge Kasch fortæller, at det ud fra de første operationer i Schweiz tyder på, at patienterne over tid vil kunne opbygge egenkontrol over deres ben. Det har vist sig ved, at Marc Possovers patienter også har oplevet forbedrede funktioner, når strømmen til pacemakeren er slukket.

”Det handler helt basalt om at genskabe hjernens signalveje til de lammede muskler og hjælpe hjernen til at genvinde kontrollen over kroppens funktioner. Og det er her, det er ret spændende videnskabeligt set. For kan man få hjernen med i det her? Kan man få en form for brain-computer-interface?”, siger Helge Kasch, der tidligere har arbejdet med elektroder til at smertebehandle mennesker med kronisk migræne.

Startede i 1960’erne

Der er efterhånden et hav af projekter, der bruger den hårde teknologi til at hjælpe kroppens funktioner i gang igen. Det fortæller professor Ole Kæseler Andersen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI) ved Aalborg Universitet.

”Udviklingen er sket ved et langt, sejt træk. Allerede tilbage i 60’erne har man brugt ekstern elektrisk stimulation til gangfunktion. Specielt USA, der bruger elektrisk stimulation især ved rygmarvsskadede veteraner, er langt fremme i skoene på området. Men vi er også rigtig godt med i Danmark. På Aalborg Universitet har vi beskæftiget os med området i 30 år”, siger Ole Kæseler Andersen.

SMI er en af de førende institutioner på området i Danmark. Inden for invasive systemer har SMI blandt andet udviklet en elektrisk dropfodsstimulator, der er solgt til det tyske hjælpemiddelsfirma Ottobock, og desuden leder centeret et internationalt projekt om at udvikle teknologiske løsninger med elektrisk stimulation til behandling af fantomsmerter.

Ole Kæseler Andersen arbejder selv med elektrisk stimulation til neurorehabilitering af patienter efter slagtilfælde. Her bliver der sat elektroder på huden, der stimulerer de sensoriske nerver for på den måde at hjælpe kroppen til at genlære svingfasen under gang. Ole Kæseler Andersen forklarer, hvordan elektrisk stimulation kan hjælpe musklerne til bevægelse.

”Nerverne kommunikerer ved hjælp af impulser. Hver gang en muskel skal bevæge sig, bliver der sendt 10.000 impulser ud. Jo flere impulser, jo mere bevægelse. Musklen kan ikke kende forskel på, om det sker kunstigt eller gennem aktivering via rygmarven, så ved at stimulere nerven med elektriske impulser kan man snyde musklen i gang”, siger Ole Kæseler Andersen.

Robotarm som hjælpemiddel

Det er i dag også muligt at aflæse hjernens signaler og få dem til at styre robotteknologi. Læge og lektor Jakob Blicher, Aarhus Universitetshospital, har i år indledt et fireårigt forskningsprojekt med patienter med amyotrofisk lateral sklerose (ALS), der gradvist mister evnen til at bevæge sig og pleje sig selv. En hjelm med elektroder skal opfange hjernens egne intentioner om at bevæge armen og sende signalerne videre til en robotarm koblet til kørestolen, som så udfører opgaven.

”Formålet er at gøre ALS-patienterne mere selvhjulpne, så de ved hjælp af robotarmen kan løfte et glas eller en gaffel op til munden. Det er med til at give større livskvalitet, og samtidig hjælper det patienter til at få mere at spise, hvilket også har indvirkning på sygdommens fremadskriden”, siger Jakob Blicher, der har arbejdet en del med patienter med ALS og er færdiguddannet speciallæge i neurologi til sommer.

Robotarmen og hjelmen med elektroder har allerede vist sig at virke på raske mennesker og skal nu tilpasses og udvikles i samarbejde med de deltagende patienter med ALS. Jakob Blicher tror på, at projektet vil lykkes, og ser en fremtid i at få hjerne og teknologi til at arbejde sammen.

”Der er mange muligheder i det her. Man kunne forestille sig, at man også ville kunne bruge det til at bygge proteser til amputerede patienter, der kan styres af hjernesignalet direkte. Nu vil vi først vise det med ALS-patienter, og så vil det kunne føre andre anvendelsesmuligheder med sig”, siger Jakob Blicher.

Vi er på vej, og vi skal bare fortsætte. Når vi begynder at få kombinationen af brain-computer-interfaces, og når mulighederne ved robotter til rehabilitering bliver udviklet, så tror jeg på, at vi kommer længere og får folk hurtigere tilbage med brugbar førlighed. Professor Ole Kæseler Andersen, Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet

100 projekter før ét lykkes

Lektor John Hansen fra Institut for Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet har tidligere arbejdet med elektrisk stimulation til behandling af urininkontinens hos rygmarvsskadede. Han mener, at det er godt, at der bliver forsket i nye teknologier til behandling af funktionsnedsættelser, men ser også mange af projekterne som værende langtfra kommercielt gangbare.

”Som ingeniør er jeg selvfølgelig fascineret af koblingen mellem krop og teknologi. Men der er en overvejende del af projekterne, der når at skabe overskrifter i avisen, og så hører vi aldrig om dem igen – lige indtil andre forskere har glemt, at det har været prøvet før, og så opfinder de det igen. For eksempel har man siden midt-90'erne arbejdet med princippet med en robotarm, der styres ved hjælp af hjernens signaler. Men fordi teknologien med at måle oven på huden er så træg og relativ upraktisk til hverdagsbrug, er det endnu ikke blevet til mere”, siger John Hansen, der mener, at det er vigtigt, at forskere og medier tydeliggør, når løsningen ikke er lige om hjørnet og fortsat er i den eksperimentelle fase.

Det er Ole Kæseler Andersen enig i. Men han ser en fornuftig forklaring på, at mange forskningsprojekter ikke når videre end de kliniske forsøg.

”Der skal altid ti eller 100 forskningsprojekter til, før et af dem bliver tilgængeligt på markedet. Men udfordringen er også at få et produkt fra idé til marked. Det har vi især en udfordring med inden for MedTech-industrien på grund af de regulatoriske krav, der selvfølgeligt er nødvendige at have, men som betyder, at det kræver stor kapital at gøre et produkt kommercielt tilgængeligt”, siger Ole Kæseler Andersen. Men han er ikke i tvivl om, at der er potentiale i at bruge teknologi til at afhjælpe funktionstab.

”Vi er på vej, og vi skal bare fortsætte. Når vi begynder at få kombinationen af brain-computer-interfaces, og når mulighederne ved robotter til rehabilitering bliver udviklet, så tror jeg på, at vi ved hjælp af teknologien kommer længere og får folk hurtigere tilbage med en brugbar førlighed”, siger han.

På Vestdansk Center for Rygmarvsskade er Marc Possovers operation kun første skridt til at integrere teknologi ved behandling og rehabilitering af patienterne. Helge Kasch er som ny forskningschef ansat til at føre forskningen på området fremad, og han mener, at det kan lukke op for mange muligheder for både patienter og læger.

”Det kan få betydning for den måde, vi i fremtiden skal gribe patientforløbet an på. Det kan være, at vi allerede på skadetidspunktet skal tænke teknologien ind, for at vi bedre kan komme i gang med genoptræning eller kan forebygge udvikling af smerter og spasticitet. Og jeg ser et stort potentiale for at genskabe funktionerne ved mange forskellige sygdomme og skader, hvor hjernen har mistet kontrollen”, siger Helge Kasch.