Skip to main content

THI JERES ER RIGET OG MAGTEN OG ÆREN...

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. sep. 2012
7 min.

Hver gang, der er valg til et eller andet forum, dyster læger med politikere i maven om at få lov til at betræde indflydelsens gangstier og måske ligefrem magtens korridorer. Men også tage plads i mediernes spotlys og på øretævernes holdepladser.

Den slags skal man have lyst og overskud til, men for mange gælder det, at når de først har prøvet tillidsarbejdet på kollegernes vegne, så får de smag for det og er ikke til at drive væk fra det igen.

Det kan Jens Frandsen tale med om. Han er lungemedicinsk overlæge på Regionshospitalet Randers og har været TR - tillidsrepræsentant - i over ti år. Han var fagpolitisk aktiv allerede som studerende og siden i Yngre Læger. I dag er han medlem af repræsentantskaberne i både Overlægeforeningen, FAS og Lægeforeningen. Han er også formand for det lungemedicinske specialeråd i Region Midtjylland og Overlægeforeningens repræsentant i Lægeforeningen Midtjyllands Koordinationsudvalg. For slet ikke at tale om, at han er fællestillidsrepræsentant - eller talsmand, som Overlægeforeningen foretrækker at kalde det - for samtlige overlæger i hele regionen.

Det sidste kan for øvrigt give anledning til en vis kasketjongleren.

»Det er sket, at jeg f.eks. har været bisidder ved en samtale, hvor jeg jo skal støtte den pågældende overlæge, og hvor modparten - repræsentanten for ledelsen - er en anden overlæge, som jeg måske har hjulpet med noget helt andet nogle uger tidligere«, siger Jens Frandsen.

Det kræver en vis balanceevne og dipolomatisk sans. Men hans største drivkraft er rollen som mægler.

»En del af det, jeg laver, er naturligvis at sikre overlægerne de bedste lønaftaler. Men jeg vil jo mene, at det vigtigste faktisk er at hjælpe til at skabe så gode arbejdsforhold som muligt. Det skal være sjovt at gå på arbejde«, siger han.

Så Jens Frandsen kan blive rigtig glad, hvis det lykkes at få vendt en potentielt ulykkelig situation ved at få ryddet misforståelser af vejen, formidle forståelse for hinandens synspunkter og allerhelst få lavet en aftale.

Succes tæller

»YES!!«-oplevelser er tydeligvis noget, der ansporer de fagligt aktive læger. Nogle gange kan de være selve indgangen til et dybere engagement.

Den 7. april 2010 gav en fæl historie fra Politiken larm i stort set samtlige medier: »Fejlfyldte eksaminer lammer lægestudiet«, lød det, og historien kørte videre i andre medier.

Stud. med. Julie Vinkel voksede lige et par centimeter. Kort tid efter blev hun inviteret af et Folketingsudvalg til at berette om sagen.

Hun er en af de studerende, der dengang var med til at få det emne sat på dagsordenen. Siden blev systemet lavet om, så eksamenssæt nu skal gennemgås af flere mennesker end tidligere, før de slippes løs på de studerende. De fejlfyldte eksaminer blev hendes første »sag« og startskuddet til en fagpolitisk løbebane ved siden af den lægelige.

»Hvis man ikke havde en fornemmelse af, at man kunne påvirke ting, så ville man hurtigt miste engagementet«, siger hun.

I dag er Julie Vinkel i gang med anden del af sin kliniske basisuddannelse (KBU) og skal snart i gang med at søge introstilling. Hun er medlem af Gruppen af Yngste Læger (GYL), som er en underafdeling af Yngre Læger. Her repræsenterer hun sin årgang på Københavns Universitets medicinstudie. Hun blev allerede under første del af KBU valgt som tillidsrepræsentant, og hun er med i Lægeforeningens repræsentantskab, valgt for Yngre Læger.

Ud over de faglige problematikker peger Julie Vinkel også på, at der kan være nogle nærmest sociale aspekter af fagpolitisk arbejde.

»Der er også en kontinuitet i det. Vi pendler jo rundt fra region til region og fra speciale til speciale. Så er der en forankring i det politiske. En kontinuitet. Det er ofte de samme mennesker, man møder i de forskellige sammenhænge«.

Står det til hende selv, bliver den forankring en fast bestanddel i de kommende år. I dag kunne hun slet ikke forestille sig ikke at være fagligt aktiv.

»Jeg stiller op igen«

Der er et vist element af »Tordenskjolds soldater« over fagligt arbejde. Det er tit de samme ansigter, der går igen, ikke blot på forskellige poster, men år efter år. Det er, som om det er vanedannende.

»Jo mere man ved, jo flere steder kan man fylde en plads ud«, siger praktiserende læge i Horsens, Mette Korr.

Hun blev opfordret til at stille op til PLO-Midtjylland - det, der tidligere hed praksisudvalget - for to år siden, og blev valgt ind. Her er hun medlem af vagtudvalget, og derudover er hun gynækologisk praksiskonsulent. Og så sidder hun i PLO's repræsentantskab.

Også hun var med i studenterpolitik, da hun studerede medicin i Aarhus, så interessen for fagligt arbejde er ikke ny. Hun har altid syntes, det var vigtigt både at holde sig orienteret om udviklingen inden for almen praksis og at påvirke.

I dag er det behov større end nogensinde. For almen praksis befinder sig i et krydspres af stigende krav alle vegne fra - fra patienter, sygehuse og ikke mindst regionerne.

»Noget, der har overrasket mig gevaldigt, er, at man ikke tiltror os ret gode motiver. Respekten for vores arbejde. At man tror på, at vi gør et godt stykke arbejde og ikke bare vil have snabelen nede i de offentlige kasser«, siger hun.

Hun ville f.eks. ønske, at embedsmændene fra regionerne ville komme ud og tilbringe bare en enkelt dag i almen praksis, så de kunne se, hvordan virkeligheden er.

For hende er det mærkesagen - at værne om almen praksis, som vi kender den. Hun stiller også op, når der her til efteråret er valg igen.

»Jeg synes, at jeg nu er ved at komme ind i det, så jeg vil gerne tage en periode mere. Men samtidig skal jeg passe på, at det ikke bliver for stresset og bliver for stort. Men det er også opladning. Det med at vide, hvad der sker og specielt møderne med kollegerne. Det er dejligt at vide, hvad de prøver at få gjort«, siger hun.

Når mediekværnen kvaser

En af de mest synlige kolleger, som Mette Korr har, er Henrik Dibbern. Hans rolle viser med al ønskelig tydelighed, at visse former for fagligt arbejde kræver ro i sjælen, is i maven og stål i næven.

Som formand for PLO er det ham, der går på de offentlige barrikader, når noget skal forklares, forsvares, eller for den sags skyld angribes. Valpladsen nu om stunder er ofte medierne.

»Først og fremmest forsøger jeg altid at forklare de journalister, der henvender sig, hvad det er for nogle betingelser, vi har. Vi har et væld af forskellige arbejdsopgaver og er omgivet af specialister, der ved mere om en masse ting, end vi gør, og derfor har nemt ved at pege fingre«, siger han.

Bliver du aldrig hidsig?

»Jeg forsøger at forholde mig professionelt og ikke blive hidsig. Men det kan måske godt være, at jeg virker sådan, selv om jeg ikke synes det selv. Jeg synes, mediearbejdet bare er et vilkår. Til gengæld er det også med til at give os en relativt fremtrædende plads i medierne«.

Medieplads er i et moderne demokrati ikke det eneste param eter for magt og indflydelse, men den er vigtig. Det styrker også at være talstærk. Endnu mere effektiv bliver man ved at stå sammen. Også når man egentlig er uenige. Og rigtig heftigt bliver det, når der er solid faglig ballast bag det, man siger.

Det er måske det, lægerne har indset. For i modsætning til rigtig mange faglige organisationer, der sygner hen i disse år, bakker lægerne deres organisationer op. Nærmest i nordkoreansk eller gammeløsteuropæisk målestok, uden sammenligning i øvrigt.

Tag nu blot Lægeforeningen - de forskellige forhandlingsberettigede foreningers overligger. Som der står på Lægeforeningens hjemmeside: »Næsten alle læger i Danmark er medlem af Lægeforeningen. Den 1. januar 2012 var der 26.235 medlemmer i Lægeforeningen. Det svarer til en organisationsprocent på 97«.

Sådan et udgangspunkt er med til at gøre det faglige arbejde attraktivt. GYL - Gruppen af Yngste Læger - melder f.eks. om stigende interesse. I sommeren 2011 var der 13, som stillede op til valg. I vinteren 2011 var der 16 og i sommer hele 28.

Jagten på magten og æren skulle være sikret om ikke i al evighed så dog i en rum tid fremover.