Skip to main content

Tid til servicetjek af sundhedsvæsenets styring

Erik Kristensen, medlem af LF's bestyrelse, formand for FAS

12. mar. 2010
3 min.

Vi oplever i disse uger et sammenbrud i forsøget på at få modstridende økonomiske styringsmekanismer i sundhedsvæsenet til at fungere sammen. Desværre er det patienterne og personalet på sygehusene, der betaler prisen. Omfattende nedskæringer og fyringer i flere regioner svækker den behandling og service, som sygehusene kan tilbyde patienterne. Med store forskelle fra region til region, fra hospital til hospital, og det burde man kunne lære af. Et eftersyn af styringsregimerne både på nationalt plan og regionalt plan er påkrævet.

Sygehusene har i de seneste år været udsat for en regn af nye krav. Vi har fået nye takstsystemer, aktivitetspuljer, kommunal medfinansiering, behandlingsgarantier, frit valg, kræftpakker m.m. Det har givet patienterne flere rettigheder, og vi er heldigvis kommet væk fra den rigide rammestyring, hvor sygehusene hvert år måtte lukke operationsstuer, når året gik på hæld. I stedet har vi fået en model, hvor rammestyring kombineres med markedsstyring med garantier, frie valg og faste takster.

Et af problemerne i den model er, at det er et-månedsgarantien, der vinder. De offentlige hospitaler kommer til at stå tilbage som taberne, når de skal behandle flere patienter på kortere tid, samtidig med at pengekassen er begrænset. Derfor undgår vi ikke at diskutere prioritering i det danske sundhedsvæsen. Det er ikke et valg mellem det private og det offentlige. Vi har brug for begge dele. Men den nuværende behandlingsgaranti bør erstattes af en differentieret garanti, som sikrer hurtig behandling til de patienter, der har mest behov for det. Samtidig bør regionerne sende flere behandlinger i udbud for at undgå brug af privathospitaler som hovsa-løsning.

I et skattefinansieret sygehusvæsen er det nødvendigt at styre udgifterne. Det forpligter politikerne til at være realistiske i deres løfter. Vismændene har for nylig påvist, at man ikke både kan opfylde befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet og fastholde skattestoppet. Se blot produktionen i sundhedsvæsenet, som sidste år steg med over fem procent, mens der i økonomiaftalen mellem regering og regioner var aftalt en aktivitetsstigning på tre en halv procent. Intet tyder på, at den udvikling vil ændre sig, så der er brug for at se på den samlede finansiering af sundhedsvæsenet, f.eks. i form af en sundhedsskat som foreslået af vismændene.

Det friholder dog ikke regionerne fra at planlægge produktionen efter de rammer, der er udstukket. Regionerne bliver nødt til at lære af hinanden og foretage et eftersyn af deres økonomistyring og personalepolitik. I Region Syddanmark kan man tilsyneladende få det til at hænge sammen og give folk garanti for beskæftigelse, men ikke i Region Hovedstaden, hvor den politiske ledelse er påfaldende tavs. Noget af det mest nedslående er netop politikernes optræden. Regionerne og sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har haft travlt med at nedtone sygehusenes problemer, samtidig med at man sender fyresedler til medarbejderne.

At den adfærd er uholdbar, er åbenbart ved at gå op for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I hvert fald kalder han pludseligt fyringerne for »dårligt tilrettelagt arbejde« og truer med at tage sygehusene fra regionerne. Det ændrer dog ikke ved, at den politiske håndtering af sygehusenes økonomi udgør et ledelsessvigt. Der er brug for at få afdækket årsagerne til budgetproblemerne og handle derefter.