Skip to main content

Tidligere sundhedsminister kan bane vej for afskaffelse af omstridt krav

Tidligere sundhedsminister Sophie Løhde skal som innovationsminister stå i spidsen for det arbejde, der kan fjerne produktivitetskravet. Det kan blive en syltekrukke, siger lægeformand.

Sophie Løhde er innovationsminister. Foto: Nadia Fryd
Sophie Løhde er innovationsminister. Foto: Nadia Fryd

Anders Heissel, ah@dadl.dk

7. jun. 2017
4 min.

Med øjnene rettet mod foråret næste år som deadline skal den tidligere sundhedsminister Sophie Løhde som innovationsminister stå i spidsen for det arbejde, der kan afskaffe produktivitetskravet.

Som et af de absolut hedeste ønsker gik Danske Regioner – med støtte fra læger og andre ansatte i sundhedsvæsnet - ind til økonomiforhandlingerne for at få afskaffet kravet, men med aftalen tirsdag aften stod det klart, at kravet består. Dog blev Danske Regioner enige med regeringen om en ”styringsgennemgang”.

”Det tilstræbes, at styringsgennemgangen gennemføres i 2017 med henblik på afrapportering og drøftelse i foråret 2018,” står der i aftalen mellem regionerne og regeringen.

Gennemgangen skal foregå i Innovationsministeriet og skal ifølge aftalen belyse, ”hvad der virker og ikke virker i den nuværende styring, og komme med forslag til en bedre styring fremadrettet.” Og alternativet skal både understøtte ”kvalitet, sammenhæng og værdi for patienterne” og ikke mindst sikre ”omkostningseffektiv drift” og gøre det muligt at ”levere en bedre og billigere behandling til borgerne.”

Ifølge Finansministeriet skal arbejdsgruppen bestå af ministeriet selv - herunder innovationsministeren, som formelt ligger under Finansministeriet - Økonomi- og indenrigsministeriet, Sundhedsministeriet og Danske Regioner. Men Lægeforeningen er skuffede over, at produktivitetskravet fortsætter og erstattes af et analysearbejde, siger foreningens formand, Andreas Rudkjøbing.

”Fra de mange medarbejdere på sygehusene og fra regionerne har lydt en dybfølt og enig opfordring til regeringen om at droppe produktivitetskravet nu. Det har den ikke taget alvorligt, og det vil desværre få konsekvenser for patienterne. I stedet er der indgået aftale om at oprette en arbejdsgruppe, som mere overordnet skal se på styringen af sygehusene. Jeg frygter, at det er en syltekrukke”, siger Andreas Rudkjøbing.

Jeg vil også tage rundt til landets fem regioner sammen med sundhedsministeren for at lytte til blandt andre læger. Sofie Løhde (V), innovationsminister

Ingen syltekrukke

Men lægerne skal ikke være bekymrede, forsikrer Sofie Løhde.

”Man kender mig dårligt, hvis man tror, at jeg vil stille mig tilfreds med en syltekrukke. Jeg ønsker, at vi har en styring og finansiering af sundhedsområdet, der giver patienterne en behandling af høj kvalitet og sikrer, at vi får mest mulig sundhed for pengene. Og derfor går vi nu i gang med at se på, hvordan vi kan udvikle styringen. Vi går grundigt til værks, og derfor vil det også tage lidt tid at færdiggøre styringsgennemgangen. Men vi skal nok nå i mål, og jeg ser frem til at komme i gang,” skriver ministeren i en mail til Ugeskriftet.dk.

Og hun understreger samtidig, at kritikerne af produktivitetskravet kan regne med et besøg af både hende selv og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

”De faglige organisationer vil blive inddraget i arbejdet. Jeg vil også tage rundt til landets fem regioner sammen med sundhedsministeren for at lytte til blandt andre læger, sygeplejersker, patienter, ledere, lokalpolitikere og andre med kontakt til vores sundhedsvæsen for at høre, hvad de synes, der i dag virker og ikke virker,” forklarer innovationsministeren.

Præcis denne analyse, som nu sættes i gang, var i øvrigt også den udgang, der kom af diskussionen om samme emne, da Enhedslisten i maj i Folketinget foreslog at afskaffe kravet allerede i år. Men partiet fik ikke flertal for ønsket, fordi både regeringen og Socialdemokratiet gik i mod – men med lovning på en analyse, der altså nu bliver en realitet som følge af økonomiaftalen.

En halv milliard mere til sundhedsvæsnet

Aftalen betød også, at driften af sundhedsvæsnet bliver løftet med 500 mio. kroner i forhold til i år. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S) mener, at aftalen vil skabe ”bedre forhold for patienterne”, men Lægeforeningen betegner aftalen som en ”mager aftale”.

"Sundhedsvæsenet er i de kommende år presset af flere ældre, flere patienter med kroniske sygdomme og nye dyre behandlinger. Stigningen på 0,5 procent forslår langtfra over for disse udfordringer. Konsekvensen af aftalen vil derfor være et meget højt produktivitetskrav. Der vil komme besparelser og nedskæringer, og medarbejderne vil skulle løbe endnu hurtigere end i dag. Det bliver en svær tid, og man kan kun håbe, at finanslovsaftalen til november vil afhjælpe situationen", siger Andreas Rudkjøbing.