Skip to main content

Til fals for en lækker middag?

Hør den nye podcast fra Ugeskriftet, som denne gang handler om lægers samarbejde med medicinalindustrien. To læger fortæller om deres erfaringer med det og svarer på, om de er købt.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

14. nov. 2016
2 min.

”Min faglige ære blev beklikket og det kunne jeg ikke have siddende på mig. Derfor afsluttede jeg alt samarbejde med industrien”. ”Skulle jeg holde op med at samarbejde med cremen af cremen?”.

Sådan lyder det fra to læger i Ugeskriftets nye podcast, der handler om læger, som bijobber i medicinalindustrien. Det er en kendsgerning, at mange læger er på industriens lønningslister og lige så sandt er det, at det er det samme som at udsætte sig for en mistanke om at være købt. I denne podcast kan du høre interviews med to læger, der fortæller om at bijobbe for industrien. Hvorfor gør man det? Og hvad med mistanken om interessekonflikter?

Den ene – professor, psykiater Poul Videbech - blev hængt ud i pressen for sit samarbejde, og selv om han mente, det var uberettiget, stoppede han, fordi han fandt det uforeneligt med rollen som deltager i den offentlige debat. Den anden – professor, lungemediciner Vibeke Backer – er en gang blevet hængt ud i pressen, men det får hende ikke til at stoppe samarbejdet – med ti firmaer. Hvis hun er købt, er hun købt af ti firmaer, siger hun.

Klik her for at høre Ugeskriftets Podcast

Læs også: Regionerne: Lægers bijobberi er en nødvendighed