Skip to main content

Tilliden til sundhedsvæsenet halter

Næsten halvdelen af danskerne har ikke tillid til, at sundhedspersonalet har styr på patienternes forløb.

15. jul. 2014
1 min.

Ifølge en ny meningsmåling fra Dansk Erhverv svarer kun 37 pct. af danskerne ja til, at personalet på de danske sygehuse har godt overblik over patienters vej gennem sundhedssystemet, mens 48 pct. siger nej, skriver jyllands-posten.dk.

»Undersøgelsen viser jo, at mange patienter ikke føler, at udredningen og behandlingsforløbet hænger sammen. Og det er selvfølgelig ikke godt nok,« siger sundhedspolitisk chef Anette Damgaard fra Dansk Erhverv til avisen.

Spørger man derimod Jakob Kjellberg, der er sundhedsprofessor ved KORA, kommunernes og regionernes forskningsenhed, er undersøgelsens resultater ikke synderligt alarmerende. For det er slet ikke meningen, at al personalet i sundhedssystemet skal have det store overblik over den enkelte patients videre forløb.

»Det ville være umuligt at opnå, for det er nogle enormt komplicerede forløb, der foregår mellem både afdelingerne og hospitalerne. Og spørgsmålet er jo: Er det overhovedet formålstjenligt, at alle i personalet har styr på hele billedet, hvis bare én er ansvarlig for at være tovholder på det? Svaret er selvfølgelig nej,« siger Jakob Kjellberg, der dog anerkender, at der stadig er »store informationsbrister« afdelingerne og hospitalerne imellem.