Skip to main content

Tillidsvalgte på AUH står sammen: ”Sæt besparelser i bero og annuller fyringer”

Fælles udtalelse til hospitalsledelse, koncernledelse og regionsråd beskriver et i forvejen presset arbejdsmiljø, hvor vagtplaner ikke hænger sammen. Derfor opfordres der til, at man nu afventer økonomiforhandlingerne mellem regeringen og regionerne.
Ansatte på AUH dannede kæde rundt om sygehuset i Skejby i slutningen af maj 2019, og sammenholdet er kun blevet styrket. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Ansatte på AUH dannede kæde rundt om sygehuset i Skejby i slutningen af maj 2019, og sammenholdet er kun blevet styrket. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

18. jun. 2019
6 min.

Når den kommende regering og Danske Regioner senere på året skal mødes til økonomiforhandlinger, vil forholdene på Aarhus Universitetshospital blive drøftet, og flere landspolitikere har allerede betegnet det som en bunden opgave at finde en løsning.

Derfor opfordrer de tillidsvalgte fra omkring 20 faggrupper på AUH nu til, at besparelserne sættes i bero og at de bebudede afskedigelser annulleres. Tillidsrepræsentanterne skriver, at medarbejderne dagligt mærker konsekvenserne af de effektiviseringer, der allerede er gennemført. Derfor betragter de det som helt urealistisk at spare 425 millioner kroner over fire år.

I udtalelsen, der er stilet til ledelse og regionsråd, skriver de tillidsvalgte, at det driftsmæssigt i forvejen er svært at få vagtplanerne til at hænge sammen.

Vi står naturligvis helt inde for indholdet i skrivelsen Sven Felsby, tillidsrepræsentant for Overlægerne

"På flere afdelinger arbejdes der dagligt over i både 12 og 16 timers vagter. Det er meget få medarbejdere, der kan få tre ugers sammenhængende hovedferie. Hvis der så derudover kommer en langtidssygemelding, vælter vagtplanerne som et korthus, og så kører arbejdsmiljøets dødsspiral med yderligere pressede arbejdsvilkår, flere sygemeldinger, frivilligt samt pålagte ekstravagter, usikkerhed om fridage osv.", hedder det i skrivelsen fra de tillidsvalgte.

Udtalelsen er lagt ud på den nu åbne facebookgruppe Sundhedsvæsenet – sammen er vi stærkest. Herefter fremgår det, at fællestillidsrepræsentant for yngre læger, Gitte Anna Madsen, er blandt underskriverne. Derimod er speciallægerne ikke repræsenteret på den lange liste af underskrivere, men det skulle de have været, siger tillidsrepræsentant for overlægerne, Sven Felsby:

"Ja, det er en svipser. Jeg havde bedt om det, men faldt ud i processen. Vi står naturligvis helt inde for indholdet i skrivelsen".

Også de lokale MED-udvalg har udtrykt stor bekymring for arbejdsmiljø, faglig udvikling og forskning, rekruttering og fastholdelse af kollegaer, som der netop er stor brug for i forbindelse med sammenflytningen til én matrikel.

Læs også:

Aarhus slog ring om sit hospital: Overlægerådet har "en god fornemmelse"

Overlægerådet i Aarhus: Skal vi ofres på det politiske alter?

Overlæger i Aarhus: Vores status som universitetshospital er i fare

”Det her er jo en kæmpe udfordring for alle de nye supersygehuse”

Ledende overlæge om prikkerunde: ”Det er den sværeste arbejdsdag, jeg har haft”

Faktaboks

Fakta