Skip to main content

Topchefer forlader Sundhedsstyrelsen

Både Sundhedsstyrelsens chef for Tilsyn og Patientsikkerhed, Anne Mette Dons, og styrelsens direktør Vagn Nielsen forlader deres job. Ny plan skal ændre styrelsens tilsyn til mere "proaktivt".

Anders Heissel, ah@dadl.dk

15. sep. 2014
2 min.

De to topchefer i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons, chef for Tilsyn og Patientsikkerhed, og styrelsens direktør, Vagn Nielsen, forlader begge deres stillinger, skriver Dagens Medicin.

Der sker samtidig med, at en omfattende handlingsplan i Sundhedsstyrelsen omkring tilsynet med sundhedspersoner bliver lagt frem mandag.

Anne Mette Dons har siden 2005 været chef for Tilsyn og Patientsikkerhed, der det seneste har været udsat for kritik – blandt andet i forbindelse med manglende tilsyn med en nordjysk psykiater, der igennem flere år fejlbehandlede og fejlmedicinerede patienter, uden at Sundhedsstyrelsen greb ind på trods af flere henvendelser fra andre læger.

Sundhedsstyrelsen erkendte efterfølgende at have svigtet i sagen, og daværende sundhedsminister Astrid Krag til bede europæiske EPSO kulegrave styrelsen.

Kritik af tilsynsrollen

EPSO afleverede i juni 2014 sin rapport, der indeholdte kritik af Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner, der ifølge den europæiske organisation kunne forbedre på 57 områder.

Anne Mette Dons er speciallæge i samfundsmedicin.

Også Sundhedsstyrelsens direktør Vagn Nielsen forlader jobbet, efter at han siden marts 2012 kom fra afdelingschef i Sundhedsministeriet og dannede øverste ledelse med Else Smith i forbindelse med, at Lægemiddelstyrelsen blev nedlagt og fusioneret ind i Sundhedsstyrelsen.

Vagn Nielsen arbejdede 27 år i Sundhedsministeriet.

Mere proaktivt tilsyn

Den nye handlingsplan skal radikalt ændre tilgangen til tilsyn fra det nuværende tilsyn med sundhedspersoner fra faste tilsynsområder til et mere risikobaseret proaktivt tilsyn. Sundhedsstyrelsen lægger med handlingsplanen op til, at det fremover årligt bliver vurderet, hvor der er størst risiko for patientsikkerheden, og derefter fastlægger temaer for det kommende års tilsyn.

"Det er en ambitiøs plan, som vil skabe en ny tilsynsorganisation med kortere kommandoveje og større fokus på de områder i sundhedsvæsenet, hvor vi kan se, at der er problemer med patientsikkerheden. Vi skal systematisk bruge de sundhedsdata, indberetninger og patientklager, der er, og vi skal udvikle en arbejdsform, hvor vi inddrager vores samarbejdspartnere og gør brug af deres viden om patientsikkerhed,” siger Sundhedsstyrelsens administrerende direktør Else Smith i en pressemeddelelse.

Læs Sundhedsstyrerelsens handlingsplan her: