Topmøde for de mest deprimerede

”Velkommen til en sort komedie” skriver teateret Republique i København, der aktuelt viser forestillingen ”topmøde for de mest deprimerede”. Meget komik er der jo ellers ikke over depressionssygdommen, hvis essens den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm formidler med sin 90 minutter lange enakter. Men det er en hyppig sygdom, der udgør en omfattende del af den samlede sygdomsbelastning og som mange dermed har bitter erfaring med.

Således også Staffan Valdemar Holm, der for nogle år siden, da han var chef for Düsseldorfer Schauspielhaus, selv blev deprimeret i tilslutning til en række personlige og arbejdsrelaterede belastninger.

Helende klassikere

Han oplevede ikke, at traditionel behandling sagde ham så meget – men til gengæld fandt han at ”visse klassiske tekster havde helende virkning”. Tekster, der har beskrevet tilstanden ”før diagnosen fandtes” og som formidler håbløshed, fortvivlelse og selvhad.

Forestillingen bygger således på tekster fra blandt andet biblen, Goethe, Dante, Shakespeare, Strindberg og Ibsen, og de formidles af seks meget forskellige (men alle meget dejlige) skuespillere, der sammen repræsenterer det køns- og aldersspektrum, der kan rammes af sygdommen: Preben Kristensen, Birthe Neumann, Laus Høybye, Mette K. Madsen, Olaf Johannessen og Bebiane Kreutzmann.

Kaleidoskoisk, rådvild, mørk, hudløs, irriterende, selvopslugt og absurd er forestillingen. Til tider komisk. En egentlig handling skal man ikke sætte næsten op efter. Men snarere stemninger, sindstilstande og følelser, formidlet i tekster, sort/hvid/grå scenografi og skift mellem ensom ageren og søgende og usikker interaktion mellem skuespillerne. Samt i stærkt fremførte sange som ”Så bittert var mit hjerte”, ”Dancing On My Own” og portugisisk fado.

Koks i kulissen

Til en start vil de slet ikke være med skuespillerne. Tilskuerne sidder foran en tom scene, og kan fra kulissen høre dem afvise at deltage: ”jeg går ikke derind”, ”jeg vil ikke”, ”jeg gør det ikke”. Det gør de nu alligevel til sidst, når de en af gangen snubler og tumler ind på scenen, sort- og hvidklædte, forskræmte, rådvilde, usikre og forpinte. Deprimerede.

Selvmordstruet bliver man næsten undervejs, når de dystre, håbløse, selvforringende tekster ruller hen over en. Indimellem bryder man alligevel ud i et forsigtigt fnis, når melankolien kammer over i absurditet på scenen - når Neumann karter rundt med en hula-hop ring, når krampegråd ikke kan skelnes fra latter og når der tilbagevendende kommer et ”hey-ho” tema fra Snehvide og de syv dværge.

Man skal ikke gå til Republique med en forventning om en glad teateraften med letfordøjelig underholdning. Snarere bør man indstille sig på en elitær oplevelse med højt lix-tal. Det vil sikkert være en fordel at være belæst – et vist element af genkendelse kan nok være hjælpsomt. For let tilgængelige er de ikke, teksterne med den helende effekt.

Instruktør: Staffan Valdemar Holm

Spillested: Republique, Store Scene. 16. april – 21. maj. (link)