ET DØGN MED - Efter adskillige år i hospitals- og distriktspsykiatrien købte speciallæge i psykiatri Tove Mathiesen sidste år et deltids-ydernummer og er nu praktiserende psykiater – OG Jyllands eneste praktiserende psykoanalytiker – i Rønde.
5.45 Jeg står op, så jeg kan nå at køre den halve time til min praksis i Rønde, hvor jeg har en analysand klokken 7, der kommer fire gange om ugen. På vejen ringer P1 Morgen, fordi jeg sidder i bestyrelsen for Dansk Psykiatrisk Selskab, og de ikke kan få fat i formanden. I en bog udtaler 27 amerikanske psykiatere, at Trump er mentalt uegnet som præsident, og de vil gerne høre, hvad jeg mener om den sag. Vi aftaler, at de ringer lidt senere.
7.45 Min patient er kommet fire gange om ugen i tre år: Tre kvarter på briksen hver gang. For tiden er hans forhold til faderen under bedring. Han er blevet bedre til at tale om sine problemer, og faderen begynder at interessere sig for, hvad der sker med hans søn. Han er netop ude af døren, da journalisten ringer. Jeg forklarer, at det er uetisk at diagnosticere en person uden en fortrolig samtale.
8.00 I telefontiden ringer en ny patient for at få en tid. Hun kender mig fra distriktspsykiatrien og har bedt sin læge om at blive henvist. Den ældre kvinde har depressioner og er på vej ned, så hun får tid allerede i næste uge, så jeg kan nå at gribe hende, mens problemerne er friske.
8.30 En kvinde ringer afbud, da hun har det godt og er ude af sit misbrug – og heller ikke ønsker at få medicin. Vi aftaler at afslutte hende, hvis jeg ikke hører fra hende i løbet af de næste tre måneder.
9.00 En arbejdsmand, der kommer fast hver uge. Han fortæller ikke til nogen, at han går til psykiater. ’Det var noget andet, hvis jeg gik til psykolog’, siger han. Hans kæreste sendte ham, men svigtede så. Nu har han talt med hende – og ’det kan være’, at hun vil komme tilbage. ADHD-medicinering gør, at han kan samle tankerne om at bearbejde sit problematiske forhold bedre, end han ellers har kunnet. Og at han heller ikke drikker så meget.
10.00 En kvinde, der kom hertil som lille fra et land med borgerkrig. Hun er dansk gift, har børn og er kommet siden foråret. Hun har haft tilbagevendende depressioner og har svært ved at fastholde et job. Og lige som sin bror får hun medicin for en ADHD-forstyrrelse. Det har hjulpet, så hun bedre kan koncentrere sig om sit arbejde og måske beholde det.
10.30 På mandag skal jeg akkrediteres, så jeg skal have standarderne lagt ind på DAK-E. Det roder jeg med i nogle timer. Strømkablet til min bærbare er knækket. Jeg må rode videre i morgen. Der er også lige tid til at lave et ”årshjul” med min sygeplejerske, der kommer 16 timer om ugen.
13.00 Der kommer en yngre kvinde med en meget belastet opvækst. Hun har også ADHD og depressioner og et nyt forhold med både hans og hendes børn. Hun har det dårligt, fordi det er snart jul, og hun skal ikke have sine børn. Det kan hun slet ikke overskue at komme igennem. Hun er uden arbejde, og nu rumsterer kommunen med at sende hende i praktik, men hun er bange for mennesker, hun ikke kender osv.
15.00 Efter et afbud og lidt mere roden med PC kommer en midaldrende mand, som jeg har kendt i flere år i distriktspsykiatrien. Han har en periodevis psykotisk sindslidelse med selvskadende adfærd men er nu i gang med et studium og siger, at han er blevet bedre til at koncentrere sig. Sidste efterår blev han indlagt, da jeg stoppede i distriktspsykiatrien, og han havde svært ved at klare skiftet.
18.00 Efter endnu et afbud fra en fast analysand, skal jeg via Zoom – en slags krypteret Skype – have kollega i Indien i terapi. Kan det virkelig lade sig gøre? Vi har aftalt, at det skal koste det samme, som hendes eget honorar i Indien – ca. 150 kr. pr. terapi-session.
18.45 Jeg kører hjem og laver aftensmad. Jeg ser Aftenshowet – der er ikke mange kanaler at vælge mellem herude. Så læser jeg avisen og går tidligt i seng.
