Skip to main content

Trods "gult kort": Svin får igen mere antibiotika

Selv om der i flere år har været voksende bekymring over det stigende antibiotikaforbrug, fortsætter det med at stige. Tiltag over for svineindustrien hjalp kun kortvarigt.

Svineproduktionen tegner sig for 78 pct. af antibiotikaforbruget i Danmark.
Svineproduktionen tegner sig for 78 pct. af antibiotikaforbruget i Danmark.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

1. okt. 2014
3 min.

Selv om der i flere år har været voksende bekymring over det stigende antibiotikaforbrug, fortsætter det med at stige. Tiltag over for svineindustrien hjalp kun kortvarigt.

Både dyr og mennesker fik i 2013 ordineret mere antibiotika end nogen sinde før, fremgår det af den årlige Danmap-rapport (LINK). Rapporten har siden 1995 beskrevet det årlige forbrug af antibiotika og forekomsten af antibiotikaresistens hos dyr og mennesker i Danmark.

I 2013 ordinerede lægerne 1,2 pct. mere antibiotika til deres patienter, end i 2012. Og siden 2004 er forbruget steget med hele 20 pct.

Det er dog landbruget, der – trods forsøg på regulering – tegner sig for den største stigning – og langt det største forbrug. I 2013 brugte danske landmænd 5 pct. mere antibiotika end i 2012.

Forbruget var ellers faldet med hele 12 pct., efter at man i 2010 indførte en ”gult kort-ordning”. Den har til formål at reducere forbruget specifikt i de svinebesætninger, som har det højeste forbrug pr. svin. Men efter et par år med fald, er forbruget altså på vej tilbage mod fordums højder.

En svineproducent, som får et gult kort, får ni måneder til at sænke antibiotikaforbruget. Sker det ikke, kan Fødevarestyrelsen bl.a. kræve, at han selv betaler for besøg af en uvildig dyrlæge, der skal rådgive om behandling og management i besætningen.

Ordningen fik forbruget af antibiotika til at dykke fra 103 ton i 2009 til 81 ton i 2011. Men siden er det altså steget igen – til 90,6 ton i 2013.

Gult kort var et flop

Den alarmerende rapport kommer, netop som mediebilledet er præget af rapporter om multiresistente MRSA CC398-bakterier, der især fra landets svinefabrikker breder sig ukontrolleret og nu findes i en stor del af det svinekød, der ligger i supermarkedernes kølediske.

Og ifølge seniorforsker Yvonne Agersø, DTU Fødevarer, begyndte stigningen ikke i 2013. Den indfandt sig allerede fra 2011 til 2012.

”Stigningen i 2013 er sket i alle aldersgrupper, og der tale om bredspektrede stoffer, der bruges til massemedicinering, først og fremmest tetracykliner og pleuromutuliner”, siger Yvonne Agersø.

- Forbruget er altså på vej tilbage til samme niveau som før. Har producenterne opdaget, at et glt kort alligevel ikke har særligt alvorlige konsekvenser?

”Jeg synes, man skal være mere ambitiøse i forhold til at reducere antibiotikaforbruget. Og det gælder både politikerne, myndighederne og erhvervet selv. Og tilsyneladende har de tiltag, der har været sat i gang indtil nu, i hvert fald ikke været nok til at holde status quo eller knække kurven afgørende”.

”Det ser ud til, at der skal mere til”, siger Yvonne Agersø.

DANMAP (Danish Antimicrobial Resistance Monitoring and Research Program) har siden 1995 beskrevet det årlige forbrug af antibiotika og forekomsten af antibiotikaresistens hos dyr og mennesker i Danmark.

Læs hele Danmap 2013-rapporten her (link)