Tvang i psykiatrien

Det er altid et etisk dilemma, når samfundet anvender tvang over for sine svageste medborgere. Det gælder også, når det er psykiatriske patienter. Der er imidlertid situationer, hvor tvang over for denne gruppe er forudsætningen for, at en relevant behandling og en potentiel bedring af patientens tilstand kan iværksættes. Derfor kan tvang, på trods af dilemmaet, være berettiget og kan ikke måles med den instinktivt negative vinkling, som vi har set i en række artikler i dagspressen. Vi har på det seneste oplevet to aspekter af denne problemstilling, hvor Lægeforeningen er positiv over for anvendelsen af tvang.

Regeringen forslår en ændring af psykiatriloven, der skal gøre det muligt at fastholde svært psykisk syge i deres behandling. Det betyder, at man f.eks. kan tvangsmedicinere hjemmeboende psykisk syge, der dropper ud af deres behandling med stor risiko for, at de ender i store psykosociale problemer. I sin yderste konsekvens indebærer det, at en kronisk skizofren patient kan hentes af politiet til medicinering på en psykiatrisk afdeling. Vi støtter denne lovændring, fordi det gør det muligt at gribe ind, før skaden er sket, og inden patienten har skabt uoverstigelige problemer for sig selv og sine omgivelser.

Det andet aspekt er fikseringen af patienter, der risikerer at gøre skade på sig selv eller sine omgivelser. Her har en af de store morgenaviser, støttet af udenlandske eksperter, haft held til at åbne en debat om det betimelige i den danske praksis over denne type patienter, der overfladisk set virker mere barsk end det, der foregår i en række andre lande. Det har på politisk niveau ført til overvejelser om alternativer til fiksering i form af kraftig medicinering eller anvendelse af gummiceller til meget voldelige psykiske patienter. Det er bl.a. den form for behandling, som anvendes i en række andre europæiske lande.

Lægeforeningens Etiske Udvalg har for nylig haft en høring med psykiatere om tvang i psykiatrien med særligt fokus på fiksering. Vi har efterfølgende skrevet til Ministeren for Sundhed og Forebyggelse og gjort opmærksom på de problemer, der er med behandling af svært psykisk syge og farlige patienter. Vi har over for ministeren fremlagt en række eksempler på, hvilke terapiformer, bl.a. i form af sanseoplevelser i naturen, der kan tilbydes disse patienter, hvis der f.eks. anvendes håndfiksering. Oplevelser, der ikke er mulige uden fiksering, fordi patienterne simpelthen er for farlige, men som, efter eksperternes skøn, har et vigtigt potentiale for bedring af patienterne og lindring af deres pinefulde symptomer.

Det er Etisk Udvalgs overbevisning, at alle behandlingsmuligheder principielt bør være til rådighed for behandlende psykiatere, således at behandling kan tilpasses den enkelte patients behov. Psykiatere har det faglige ansvar for en relevant behandling af patienten og bør ikke have mulighederne begrænset ud fra generelle betragtninger om anvendelse af tvang. Et fravalg af tvang vil reelt også betyde et fravalg af behandling, og det er Lægeforeningen selvsagt imod.