Skip to main content

Tvangsfiksering af patient var brud på menneskerettighederne

Mindre tvang i psykiatrien vil fremover blive resultatet af en ny erstatningsdom fra Østre Landsret, mener flere eksperter.

(Foto: colourbox.com)

Forfatter

8. dec. 2014
2 min.

Det var i strid med menneskerettighederne, da en 29-årig mand sidste år blev bæltefikseret i over 12 timer.

Sådan lyder en opsigtsvækkende dom fra Østre Landsret, som samtidig har pålagt Odense Universitetshospital - hvor tvangsfikseringen fandt sted - at betale en erstatning på 5.000 kr. til patienten, som var tvangsindlagt med en anbringelsesdom, skriver Jyllands-Posten.

Det er første gang, at psykiatrien i Danmark bliver dømt for brud på menneskerettighederne, og da en stribe lignende erstatningssager er på vej til domstolene, vil dommen få konsekvenser for både patienter og personalet i psykiatrien, siger sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet.

»Dommen er skelsættende. Den udvider patienters muligheder for erstatning og tvinger nu sundhedsmyndighederne til at være mere omhyggelige med den måde, de fikserer patienterne på,« siger han til avisen.

Dommen er skelsættende. Den udvider patienters muligheder for erstatning og tvinger nu sundhedsmyndighederne til at være mere omhyggelige med den måde, de fikserer patienterne på. Kent Kristensen, sundhedsjurist på Syddansk Universitet

I dommen henviser landsretten til nyere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og formand for landsforeningen Sind, Knud Kristensen, ser gerne, at der skrives en takst for erstatninger direkte ind i psykiatriloven.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) ser dommen som et skridt i retning af at ligestille psykisk syge med patienter med fysiske lidelser. Derimod er formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe, bekymret for, at en stigning i søgsmål vil belaste både de psykiatriske afdelinger og klage-og retssystemet.

»Vi kan ikke risikere at sætte patientens, medpatienters eller personalets sikkerhed over styr af frygt for et erstatningskrav,« siger han til avisen.