Skip to main content

Tvivlsom dataindsamling stoppes

Myndighederne lukker delvis ned for landsdækkende database, der har samlet store mængder patientoplysninger fra de praktiserende læger. Men de praktiserende kan fortsat trygt bruge databasen, mener styregruppen bag.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
6. okt. 2014
2 min.

Myndighederne stopper nu indsamlingen af en række følsomme helbredsoplysninger til Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD), oplyser DR Nyheder. Det drejer sig f.eks. oplysninger om patienters kønssygdomme, misbrug, seksuelle dysfunktioner eller sociale problemer, som fattigdom eller knas i ægteskabet.

Det sker efter, at P1 Orientering og DR Nyheder har afdækket, at indsamlingen af oplysninger ifølge sundhedsjurister er i strid med loven, og at tilladelserne til indsamlingen og brugen af oplysningerne ikke er i orden.

Det er Region Syddanmark, der er ansvarlig for databasen, og regionen besluttede mandag at stoppe indsamlingen af en stor del af de oplysninger, man hidtil har hentet:

”Vi agter at indskrænke indsamlingen af data og videregivelsen af data fra databasen midlertidigt, indtil de her spørgsmål er blevet afklaret”, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Per Busk.

Fra nu af og indtil videre vil der kun blive indsamlet oplysninger om fire sygdomsområder, hvor der ifølge sundhedsdirektøren foreligger en speciel godkendelse fra Statens Serum Institut. Det gælder diabetes, lungesygdommen KOL, depression og hjertesvigt.

Datafangst er stadig trygt at bruge

Styregruppen bag DAMD, hvor Lars G. Johansen er formand, mener dog fortsat, at datasikkerheden er god.

”Det er DAMD-styregruppens opfattelse, at de praktiserende læger trygt kan fortsætte med at anvende datafangst. Der er den dataansvarlige myndighed bekendt ingen eksempler på, at personoplysninger, der er opsamlet i DAMD, er kommet til uvedkommendes kendskab eller på anden måde er blevet misbrugt,” skriver styregruppen i en pressemeddelelse.

Ifølge styregruppen har Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed (DAK-E) den 30. september henvendt sig til SSI for at få klarlagt, hvad dataindsamlingen må indeholde, men ifølge pressemeddelelsen kan SSI ikke oplyse, hvornår der forventes svar på DAK-E’s henvendelse.