Jesper Holmelund har netop haft 25 års jubilæum som praktiserende læge i Vendsyssel. Til april fylder han 60 år, og ved samme lejlighed stopper han. Lugten i klinikken er blevet for sur. Og så kan han ikke holde »kvantitetshysteriet« ud.
Det er 35 år siden, at Jesper Holmelund blev uddannet sygeplejerske på Sygeplejeskolen i Herlev, og 25 år siden, at han dimitterede som læge fra Københavns Universitet.
De seneste ni år har han haft praksis i et parcelhus i Brønderslev, en stationsby i Vendsyssel med lidt over 12.000 indbyggere. I 1995 var der ti praktiserende læger i byen. Nu er der bare fem, hvoraf kun to er under 55 år. Og med Jesper Holmelunds afgang skrumper lægestaben yderligere.
Nogen vil måske sige, at han løber fra pladsen og kaster sine patienter for de regionklinikker, som ikke er PLO's kop te.
Selv mener han, at han udviser »rettidig omhu« i forhold til sin personlige drift.
»Jeg vil ikke ende som dem blandt mine patienter, der sidder over for mig og græder, fordi de ikke selv længere holder roret i hånden og måske også har mistet deres sejl.
Jeg ville under alle omstændigheder være stoppet som 65-årig og inden da have aftrappet arbejdsbyrden stille og roligt. Men som sololæge i udkantsdanmark er det ikke muligt. Kvantitetshysteriet har overtaget kvalitetsmålene i sundhedsvæsenet, og en stigende arbejdsbyrde lægges på almen praksis i takt med, at vi bliver færre og færre. Vi skal f.eks. holde forebyggelsessamtaler, selv om vi ikke nødvendigvis er den bedste faggruppe til at gøre det. Jeg er ikke bange for nye opgaver, men jeg har ikke tiden til at løfte dem.
Og de dokumentationskrav, som vi ellers har været forskånet for i almen praksis, fylder nu mere og mere.
Derudover er vi underlagt samme overenskomstmæssige forpligtelser til at dække hinanden ind under ferier, kurser og sygdom. Og vi er forpligtet til at dække en ligelig andel af lægevagterne i regionen. Vores lægevagtsforening har besluttet, at kun almenmedicinere skal være med i driften af lægevagten.
Det, der engang var privilegier og fik en til at føle sig på den grønne gren, opleves i dag som et tyngende åg.«
Uden de store betænkeligheder flyttede Jesper Holmelund i 1989 sammen med hustru og tre børn fra Allerød nord for København til Hjørring, hvor han fortsat bor.
»Jeg stod for at skulle sammensætte min blok i almen medicin, og i Nordjylland kunne jeg sammensætte den uddannelse, jeg gerne ville have.
Det har jeg ikke et øjeblik fortrudt. Jeg savner ingenting – hverken fagligt, kulturelt eller i det hele taget. Vi har i Hjørring et i alle henseender rigt liv og savner på ingen måde forstadslivet i Allerød. I Hjørring er der alskens uddannelsesinstitutioner, to teatre (Jesper Holmelunds hustru er daglig leder af Hjørring Teater, red.) og natur i rigelige mængder«.
Og nej, det var ikke et kulturchok at slå rødder i Vendsyssel.
»Både min kone og jeg meldte os ind i Rotary. Det kan man have mange meninger om, men at være med her betød, at vi hurtigt fik en indgang til landsdelen, og at vi traf andre mennesker end dem, der lignede os selv. Og jeg har fra begyndelsen involveret mig meget i lokalsamfundet«.
Jesper Holmelund er bidt af at sidde i sadlen på såvel sin racercykel som sin mountainbike. Han er chef for sit eget cykelhold, Team Hjørring, som cykler alt fra Hærvejsløbet til sit eget Team Hjørring Tour de Paris. Sammen med sin hustru, Inge, som han mødte på sygeplejeskolen, driver han også Bønnehuset Mygdal, et kulturhus, der bygger bro mellem husets tidligere funktion som missionshus og dets nuværende mission om at byde på koncerter, foredrag mv.
Ud over en stor familie vil længere rejser »af mere primitiv karakter« udfylde Jesper Holmelunds tid, når han stiger af til april.
Nok er ydernummeret opsagt, men lysten til at arbejde er intakt. Som konsulent. Som vikar i udlandet eller for nødstedte kolleger i Vendsyssel. Eller som praktiserende læge i en regionsklinik. Blot uden bøvlet.
Tid til bare at være doctor.
