Ugeskrift for ... alle?

Alle bør have fri og gratis adgang til forskningsresultater, som er finansieret af offentlige midler.

Det er både de offentlige forskningsråd og -fonde og uddannelsesminister Morten Østergaard enige om. Også forskerne, universiteterne og de videnskabelige tidsskrifter går ind for såkaldt Open Access - i hvert fald i princippet. For efter en sommer i tænkeboks ser det nu ud til, at begejstring er afløst af forsigtig eftertanke.

Open Access - fri adgang for alle til forskningsresultater - er nødvendigt og uomgængeligt. Det var Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Danmarks Grundforskningsfond, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation enige om, da de i slutningen af juli udsendte en fælles erklæring.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) var enig og sagde til dagbladet Information: »Der har måske været en tendens til at gå rundt om den varme grød, men nu er tiden kommet til at stille krav til forskerne«.

»... hvis tidsskrifterne tillader det«

Forskningsrådene står årligt for uddelingen af 4,3 milliarder offentlige kroner til forskning, og i erklæringen slår de fast, at der skal sikres »uhindret og omkostningsfri digital adgang for alle til offentligt finansierede forskningsresultater«. Målet er, at »alle videnskabelige artikler, som er kvalitetssikrede i peer review og optaget i et videnskabeligt tidsskrift, skal kunne læses og distribueres uden finansielle, tekniske eller juridiske restriktioner«.

Artikler, som er helt eller delvist finansieret af forskningsråd og fonde skal derfor »gøres frit tilgængelige for alle via Open Access«, hedder det. Og med en tilføjelse, som forventes at være en overgangs-formulering, tilføjes det: »... hvis tidsskriftet tillader det«.

Den sidste formulering betyder i realiteten, at tidsskrifterne får vetoret over for Open Access, så længe der ikke er lovgivet om det.

Udmeldingen fra forskningsrådene og ministeren fik en række danske videnskabstidsskrifter - ikke mindst flere af de ganske små - til at frygte for deres fortsatte eksistens. En bekymring, de i sommerens løb har redegjort for over for Styrelsen for Forskning og Innovation.

Og her er der tilsyneladende blevet lyttet:

»Vores møder med forlagene har afsløret, at dette er et nyt forretningskoncept, som man skal have tid til at forberede sig på«, siger styrelsens direktør, Hans Müller Pedersen.

Han tolker vendingen »hvis tidsskrifterne tillader det« som udtryk for, at »tiden nok ikke er inde til at stille ultimative krav til forskerne«.

»Og det viser nok også en erkendelse af, at hvis man skulle gennemføre ,gylden` Open Access (hvor forskerne selv betaler for publiceringen, red.), så skulle der enten sendes penge i halen på forskningsprojekterne, som forskerne kunne bruge til at betale for publiceringen - eller de skulle bruge en del af forskningsbevillingen på det«, siger Hans Müller Pedersen.

»Tiden er ikke moden til lovgivning«

Og selv om uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i varme vendinger hilste fælleserklæringen velkommen for tre måneder siden, bliver der ikke lovgivet om det foreløbig:

»Tiden er ikke moden til lovgivning om Open Access«, siger Morten Østergaard til Ugeskrift for Læger.

Han finder, at både universiteter og videnskabelige tidsskrifter skal have tid til omstilling, og derfor skal forskerne heller ikke vente påbud om kun at publicere i tidsskrifter med Open Access.

»Der skal ikke lægges bånd på forskerne, så den bedste danske forskning ikke kan blive offentliggjort i de bedste tidsskrifter på grund af rigide krav«, siger Morten Østergaard.

Han peger dog på, at »stærke kræfter« presser på, og at Open Access derfor på længere sigt vil være uomgængeligt.

Og der er unægtelig et stærkt pres: I juli vedtog Europa-Kommissionen at kræve Open Access for alle artikler, der udarbejdes med støtte fra EU's forskningsstøttefond, Horizon 2020, der råder over 595 mia. kr. Kommissionen anbefaler desuden medlemsstaterne at håndtere forskningsresultater, der er finansieret under deres egne nationale programmer, på samme måde.

Også de amerikanske forskningsråd går aktivt ind for Open Access, og i maj bekendtgjorde den britiske regering, at den har hyret Wikipedia-grundlægger Jimmy Wales til at hjælpe med at udtænke en platform, der kan give gratis adgang til al offentligt finansieret forskning.

Milliardprofitter

Et tungtvejende argument for Open Access er, at abonnementsprisen på nogle videnskabelige publikationer efterhånden er så høj, at forskningsbiblioteker i nogle tilfælde afkræves titusinder af kroner for et enkelt årsabonnement.

»Selv nogle af vore største virksomheder må vælge og fravælge, hvilken forskning de finder det nødvendigt at have adgang til«, siger professor, dr. med. Jens Chr. Djurhuus, bestyrelsesformand i Det Frie Forskningsråd og medunderskriver på fælleserklæringen. Han bemærker, at de høje abonnementspriser ikke alene bremser den videnskabelige diskussion, men også er med til at hæmme virksomhedernes innovation til skade for hele samfundet.

Verdens største videnskabelige forlag, Elsevier, som bl.a. udgivet The Lancet, tjente i 2011 ifølge The Economist 768 mio. GBP (6,5 mia. kr.) ved en omsætning på 2,1 mia. GBP (17,7 mia. kr.) Det er en profitmargin på 37 pct., som kun er mulig, fordi størstedelen af det faglige indhold leveres gratis af forskerne, og peer review'es gratis af andre forskere.

Bagefter må forskerne og forskningsinstitutionerne betale for adgangen til de forskningsresultater, de selv har frembragt.

Ugeskriftet og DMJ

I sammenligning med Elseviers monopolagtige adfærd ligner Danish Medical Journals (DMJ) og Ugeskrift for Lægers politik den skinbarlige socialisme.

Ugeskriftet er egentlig to blade: En medlemsrettet del med journalistiske artikler, debatstof osv. og et videnskabeligt tidsskrift, der udgør ca. halvdelen af bladet. Ugeskriftets udgivelse finansieres for to tredjedeles vedkommende af Lægeforeningen, dvs. af medlemmernes kontingent. Den sidste tredjedel stammer fra annoncer - og denne del er svundet betydeligt ind gennem flere år. Og i takt med at Ugeskriftet kunne læses gratis på nettet, forsvandt også en stor del af abonnementsindtægterne. Fra at tjene mange penge til Lægeforeningen er udgivelsen af Ugeskriftet blevet afhængig af tilskud.

Det netbaserede, engelsksprogede DMJ er Ugeskriftets »elektroniske vindue« til publicering af videnskabelige originalartikler. DMJ er Open Access, og medlemmer af Lægeforeningen betaler ikke author's fee for at publicere her. Indholdet er gratis og frit tilgængeligt for alle.

Et resume af disse artikler publiceres i Ugeskrift for Læger. Det sker i princippet først på nettet og derefter i den trykte udgave.

Indtil for få år siden var også Ugeskriftet fuldt Open Access, men økonomien tvang for to år siden tidsskriftet til at kræve betaling fra ikkemedlemmer af Lægeforeningen: 100 kr. for et døgns adgang, 1.000 kr. for et år.

I foråret kom en rapport, som kortlagde forskningsformidlingen i dansksprogede videnskabelige tidssk rifter. Rapporten var bestilt af Styrelsen for Forskning og Innovation, og den peger bl.a. på den model, som er bærende for det britiske lægevidenskabelige tidsskrift BMJ: fri elektronisk adgang til alle videnskabelige artikler. Og det er forskerne (eller deres institutioner), der betaler: Antages deres artikler, skal de indbetale et author's fee på 2.500 GBP.

Denne model, der også er kendt som den »gyldne« Open Access, vil ikke være realistisk at overføre på Ugeskrift for Læger, siger chefredaktøren, Torben Kitaj:

»BMJ er et af de højest profilerede internationalt udbredte tidsskrifter, og det er et særligt incitament for forskerne til at publicere netop der, i stedet for at gøre det i f.eks. Ugeskrift for Læger«, siger Torben Kitaj.

»De forskere, der publicerer hos os, har sjældent så store sponsorer eller fondsbevillinger i ryggen, at det også kan dække et author's fee. De fleste af dem sidder i almindelige kliniske ansættelser og bruger fritiden til en stor del af skrivearbejdet«.

Patienter eller profit

Hvis overlæge og professor Jacob Rosenberg skal udtale sig som forsker, en han en varm tilhænger af Open Access:

»Jeg synes, at alt skulle være Open Access. Hvorfor dog ikke - det, vi laver, er jo til gavn for menneskeheden, ikke til gavn for et enkelt tidsskrift eller forlag. Det er ikke min opgave at holde Elsevier eller Lippincott i live. Jeg skal redde patienter«, siger han.

Men som videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger (samt på DMJ, som i parentes bemærket er Open Access) ser Jacob Rosenberg lidt mere nuanceret på det:

»Hvis vi blev påtvunget en generel Open Access til alt indhold i Ugeskriftet, ville jeg være bekymret, for så ville vores økonomi ikke hænge sammen. Skulle vi være helt åbne - som vi jo var indtil 2010 - ville der ske det samme, som vi så dengang: Så ville antallet af betalende abonnenter falde. Ingen vil betale for noget, som man kan få gratis«, siger Jacob Rosenberg.

Han tilføjer, at Open Access også kan betyde, at Ugeskriftet må vinke farvel til de tilbageblevne annoncører: En vigtig årsag til at rejse »betalingsmuren« omkring store dele af Ugeskriftet var nemlig, at lovgivningen forbyder medicinalannoncer i almindeligt tilgængelige medier.

Uvist, hvem der skal betale

Forskningsrådenes og -fondenes Open Access-politik tager udgangspunkt i model, hvor forskeren dels publicerer den peer review'ede artikel i et videnskabeligt tidsskrift, dels parallelpublicerer den i en database, hvor den efter en karenstid (for sundhedsvidenskabernes vedkommende seks måneder) er frit tilgængelig uden abonnement.

Statens forskningsbudget beløb sig i 2011 til 16,2 mia. kr. Dertil kommer 3 mia. kr. fra EU, Nordisk Ministerråd samt regioner og kommuner - i alt ca. 19 mia. kr.

Ifølge kvalificerede skøn, bl.a. fra Foreningen af Danske Videnskabsredaktører, vil Open Access koste forskningsinstitutionerne op mod 400 mio. kr. om året. Ser man på tidsskriftartikler alene, vil udgifterne være 280 mio. kr.

Skal disse 280-400 mio. kr. tages fra forskningsmidlerne, eller kan der tænkes andre økonomiske modeller?

»Det er for tidligt at spekulere i«, siger direktør Hans Müller Pedersen, Styrelsen for Forskning og Innovation. »Foreløbig bevæger den fælles beslutning fra forskningsrådene sig jo ikke derud - da man har en klar fornemmelse af, man endnu ikke er klar. Men det er en bevægelse i den retning., vi gerne vil gå«, siger Hans Müller Pedersen.

Han vil helst ikke løfte sløret for meget for de økonomiske overvejelser, men peger dog på, at staten i dag bruger omkring 150 mio. kr. om året på at betale for licenser og abonnementer for Forskningsbibliotekerne.

»Og hvis man går fuldt over til Open Access, bliver der da frigjort noget økonomi der«, siger Hans Müller Pedersen.

Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, som Jens Chr. Djurhuus var leder af indtil i sommer, producerer op mod 2.000 forskningsartikler om året. Det er ca. en tredjedel af alle universitetets videnskabelige publikationer.

Selv med den billigste Open Access-model anslår Djurhuus, at instituttets udgifter vil være 3-4 mio. kr. ud af et forskningsbudget på 72 mio. kr. Og selv om han er tilhænger af Open Access, nyder Jens Chr. Djurhuus ikke ligefrem udsigten til at bruge omkring en så stor del af forskningsmidlerne på det.

»Så hvis regeringen virkelig mener sin opbakning til Open Access, og når ministeren selv fremhæver vigtigheden for erhvervslivet af Open Access, så bør man også finde en økonomisk løsning«, mener Jens Chr. Djurhuus.

Minister: ingen penge herfra

Indtil videre må universiteterne dog nøjes med ministeriel velvilje - og selv finde pengene:

»Ministeriet lægger ikke op til at betale for fri adgang til forskning, som i forvejen er finansieret af offentlige midler. Det må universiteterne kunne rumme inden for deres egne budgetter«, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og tilføjer:

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at der skal være færre penge til selve forskningen. Men når forskningsbibliotekerne ikke skal betale de meget dyre abonnementer, vil det formentlig også frigøre resurser«.

Hvad de videnskabelige tidsskrifter angår, peger Morten Østergaard på, at omkring halvdelen allerede er Open Access, og at andre giver tilladelse til parallelpublicering - eventuelt efter en karensperiode.

»Med meldinger fra stærke aktører som Europa-Kommissionen og de amerikanske universiteter er der sendt et klart signal til de videnskabelige tidsskrifter om, at de må indstille sig på at finde en ny forretningsmodel«, siger ministeren.

Open Access findes i flere modeller

Grøn Open Access

Samtidig med, at artiklen publiceres i et tidsskrift, lægger forskeren selv sit manuskript - som kan være peer review'ed, redigeret og layoutet, men ikke nødvendigvis er det - i en database (et repositorium). Her har alle adgang uden at være abonnent på det tidsskrift, som har publiceret artiklen. Databasen kan være hosted af forskningsinstitutionen eller af et andet Open Access-website.

Gylden Open Access

Forskningsartikler publiceres i et tidsskrift, som straks kan læses gratis på nettet af alle uden abonnement. Forfatterens institution betaler tidsskriftet for at publicere artiklen. »Institutionsløse« forskere må selv betale eller finde en fond, som kan og vil.

Den orange model

En modificeret udgave af den gyldne Open Access. I stedet for, at forfatteren skal skaffe penge til at få sin artikel udgivet, skal det i stedet være en central fond, som betaler de danske tidsskrifter for at publicere danske forskeres artikler gratis på nettet samtidig med udgivelsen.

Forsinket Open Access

Den traditionelle udgivelsesform: Abonnenterne betaler for udgivelsen af tidsskriftet. Adgang til netudgaven kræver password. Efter en embargoperiode, hvor udgiveren kan sælge tidsskriftet for at tjene sine udgifter hjem, kan adgang til artiklen gøres gratis.

De offentlige forskningsråd og -fondes Open Access-politik tager udgangspunkt i en hybrid af den grønne og den forsinkede model, hvor den peer review'ede artikel efter en embargoperiode parallelpubliceres i universitetets database (repositorium) - eller i et emnespecifikt repositorium. For natur- og sundhedsvidenskaber tænkes embargoperioden at være på seks måneder efter at artiklen er publiceret. Denne model tænkes på længere sigt afløst af total Open Access.