Skip to main content

Ulla Astman: Vi kan ikke undvære sygehuset i Thisted

Selvfølgelig eksisterer sygehuset i Thisted om 10 år, vi skal bare gøre det mere fagligt interessant at arbejde der, siger formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S).

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. feb. 2017
2 min.

I alt 24 ud af 70 lægestillinger er ubesatte på sygehuset i Thisted, og lægevikarbudgettet er vokset med 4,5 mio. kr. eller 34 pct på blot et år. Hvad er tallene et udtryk for?

“Vi har lige ansat tre-fire erfarne læger, som det næste halve år vil sørge for at sikre kontinuitetet på det medicinske område, og så har vi et solidt hold af vikarer på sygehuset. Så jeg er tryg ved det faglige niveau, men man kan naturligvis ikke basere driften på midlertidige løsninger eller vikarer, fordi de mangler kendskabet til sygehuset og de øvrige medarbejdere. Så vi er udfordret, og jeg kan eller vil ikke løbe fra tallene. Sådan er virkeligheden i jernindustrien.”

Hvad er regionens planer med sygehuset i Thisted?

“Regionens planer med sygehuset er, at vi igen skal have et velfungerende akutsygehus i Thisted. Derfor er vi i gang med at lægge en ny profil for sygehuset, som skal fremlægges i slutningen af marts. Eksempelvis kan fastfrysningen af antal speciallæger på universitetssygehusene være en hjælp for sygehuse som Thisted, men vi skal arbejde for en mere attraktiv faglig profil for sygehuset. Vi kigger bl.a. på, om sygehuset kan være firstmover på digitaliseringen, og hvilke muligheder vi har for at arbejde mere med grupper af kroniske patienter eller ældre.”

Eksisterer sygehuset i Thisted om 10 år?

“Ja, vi kan ikke undvære sygehuset i Thisted. Vi har behov for, at patienterne i Thy og Mors bliver godt betjent, og at vi har en velfungerende akutmodtagelse. Selv om der kommer et nyt universitetshospital i Aalborg, kommer vi ikke til at fjerne funktioner fra de mindre sygehuse, Thisted inklusiv. Der skal også være akutfunktioner i Thisted og Hjørring om 10 år. Derfor arbejder vi stenhårdt på at gøre det attraktivt at arbejde der. Vi skal ikke tvinge folk til at arbejde i Thisted, men gøre det fagligt interessant at arbejde i Thisted, bl.a. ved at dele stillinger, så man arbejder med det mere specialiserede i Aalborg og så lægge interessante funktioner til Thisted.”