Skip to main content

Undersøgelse: læger er de nødvendigste og arbejder også hårdest

Det skorter ikke på plusord om læger i en ny undersøgelse af forskellige faggruppers omdømme i befolkningen. De kaldes både kompetente og troværdige, ligesom de anses for at være de mest ansvarlige, nødvendige og hårdtarbejdende.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
5. mar. 2014
2 min.

”Populære praktikere og upopulære kontorfolk” er overskriften på den undersøgelse af faggruppers omdømme, som DJØFs nyhedsbrev DeFacto bringer i sin seneste udgave.

Undersøgelsen, der er lavet af Epinion, viser nemlig, at de varme hænder, der udfører praktiske kerneopgaver, er populære, mens papirnussere og skrankepaver ikke er.

Læger hører i den grad til i den første gruppe. I den samlede vurdering af i alt 12 faggruppers popularitet ud fra de tre parametre ”hårdtarbejdende”, ”ansvarlige” og ”nødvendige” scorer lægerne højest sammen med politifolk og skarpt efterfulgt af hjemmehjælpere.

Længere nede i undersøgelsen kan man læse, at de sekst mest valgte tillægsord for læger er hhv. ”dygtige”, ”kompetente”, ”seriøse”, ”troværdige”, ”omsorgsfulde” og ”magtfulde”.

Undersøgelsen hæfter sig ved, at lægernes popularitet kommer på baggrund af en tilspidset situation, der grænsede til åben konflikt sidste år, da de praktiserende læger og regionerne ikke kunne enes om en ny overenskomst. En situation, der endte med et lovindgreb.

Dertil kommer lægernes modstand mod Region Hovedstadens 1813-telefon med efterfølgende kritik af, at nogle læger ifølge Region Hovedstaden skulle have foretaget chikaneopkald. En påstand, som de praktiserende lægers organisation i øvrigt har indbragt for Ombudsmanden og Datatilsynet.

På den baggrund mener lektor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, at undersøgelsens resultat godt kan tolkes som en støtte til lægerne.

"Der ligger en støtteerklæring i det her. Det kan handle om, at man synes, der er blevet taget for hårdt fat fra systemets side. Men jeg ser det primært som udtryk for, at man anerkender det arbejde, de udfører, og at arbejdsmarkedskonflikten ikke bliver koblet med den rolle", siger han til nyhedsbrevet.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, er ikke overraskende særdeles tilfreds med undersøgelsen.

”Jeg er glad for undersøgelsens resultat, men samtidig skal det også se sådan ud. Læge-patient-forholdet bygger på tillid, og man kan ikke sidde og krænge sin sjæl ud uden tillid til, at læger er både dygtige og ansvarlige,” siger han til DeFacto.