Undersøgelse og behandling af alvorlige spiseforstyrrelser

Forståelsen og behandlingen af spiseforstyrrelser har, mere end det er tilfældet ved nogen anden psykisk sygdom, været præget af skiftende skoler og teorier.

Som følge heraf har også behandlingen af spiseforstyrrelser været præget af forskellige retninger og overbevisninger. Det har bidraget til det komplicerede billede, at behandlingen i sundhedsvæsenet har været varetaget af forskellige lægelige specialer (børne- og ungdomspsykiatri, voksenpsykiatri, pædiatri, medicin og almen medicin), forskellige faggrupper og uden for sundhedsvæsenet også af personer uden sundhedsfaglig baggrund.

Undersøgelse og klassifikation

En af årsagerne til den meget forskellige forståelse er, at begrebet spiseforstyrrelse anvendes diffust og dækker en bred vifte af meget forskellige tilstande.

Inden for sygdomskategorierne kan tilstanden variere i forhold til kronicitet, stabilitet, om den somatiske tilstand er akut eller kronisk påvirket, om der er komplicerende komorbiditet i form af misbrug, personlighedsforstyrrelse, tvangssymptomer, depression eller psykose, og om der er komplicerende sociale forhold; for børn og unge gælder det især omsorgssvigt.

Årsager

I dag ser man på spiseforstyrrelser som multifaktorielt forårsagede sygdomme. Af betydende faktorer kan nævnes: genetiske, fysiologiske, psykologiske, familiedynamiske, sociale og kulturelle forhold.

Det er hensigtsmæssigt at opdele årsagerne i disponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer og undersøge, hvilke faktorer der er relevante og mest betydende for den enkelte patient. Det vil herefter være naturligt at inddrage disse overvejelser i planlægningen af behandlingsstrategien.

Behandling

Med udgangspunkt i ovennævnte er det indlysende, at behandlingen af spiseforstyrrelser i dag både skal indeholde flere elementer fra en bio-psyko-social behandlingsmodel, omfatte tilgængelighed af flere faggrupper og være faseopdelt. Samtidig skal der tages højde for den store ambivalens eller modstand over for behandling, som nogle patienter udviser.

Ved anoreksi, hvor forløbet nogle gange mest er præget af den alvorlige somatiske tilstand med livstruende underernæring og organskade, kardiale arytmier og svære elektrolytforstyrrelser, er der behov for akut indlæggelse på en medicinsk eller intensiv afdeling eller en psykiatrisk specialenhed for anoreksi med henblik på somatisk genopretning. Andre gange er den somatiske tilstand ringe, men stabil med kroniske evt. uoprettelige organskader, og hovedproblemet er alvorlig komorbiditet i form af f.eks. depression med suicidalforsøg. I så fald er akut indlæggelse på en psykiatrisk afdeling mest hensigtsmæssig, og psykofarmaka er eventuelt indiceret. I en dårlig, men stabil fase kan man arbejde ambulant eller tillade sig at afvente, at motivationen indfinder sig. Behandlingen retter sig mod vægtøgning, normalisering af spisemønstret og psykoterapi individuelt og/eller i grupper.

Patienter med bulimi behandles derimod oftest ambulant, og der arbejdes med kostdagbog og psykoterapi i grupper. Indledningsvis kan behandlingen understøttes af psykofarmaka. Behandlingsresultaterne afhænger meget af, om der er komorbiditet i form af en personlighedsforstyrrelse.

For de unge og børnene er det mest betydende problem her og nu måske ikke spiseforstyrrelsen, men relationen til familien, som med tiden er blevet belastet, eller som altid har været præget af omsorgssvigt. Det kan være nødvendigt, at familien »får en pause«, eller at der arbejdes familieterapeutisk, før barnet eller den unge kan blive rask uden tilbagefald. I visse tilfælde kan det være nødvendigt, at barnet eller den unge er langvarigt indlagt eller bor på en social institution, som kan overtage omsorgen og evt. tage ansvar for spisningen i en periode.

Afslutning

Som det fremgår er den aktuelle status inden for behandling af spiseforstyrrelser præget af, at man snarere end at forenkle forsøger at tage højde for kompleksiteten og integrere den i planlægningen med det formål at individualisere og tilpasse behandlingen til den enkelte patient. Forskning i årsagsfaktorer og effekten af forskellige behandlingstiltag (herunder såvel den psykoterapeutiske som den biologiske) bør styrkes for at øge forståelsen for og behandlingen af de svært spiseforstyrrede patienter.

I det forgangne år har en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen arbejdet med en rapport om behandling af alvorlige spiseforstyrrelser. Denne rapport udkommer i foråret 2003 med anbefalinger vedrørende undersøgelse, behandling og organisering. Rapporten kan varmt anbefales til særligt interesserede.

Reprints: Eva Christiansen , Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, DK-2400 København NV.