Jacob Juul Jensen brænder for akutmedicin og vil være speciallæge i det. Men specialet findes ikke i Danmark. Nu har han fundet en vej: Han bliver svensk speciallæge. Det meste af uddannelsen tager han i Danmark, men han må leve med, at uddannelsen ikke er anerkendt i Danmark.
Jacob Juul Jensen kan godt lide det akutte. Allerede før han begyndte på medicinstudiet arbejdede han med sin baggrund som frømand i forsvarets sundhedstjeneste som sanitetsmedarbejder på felthospitaler i Afghanistan og Irak. »Jeg var fascineret af det. Jeg kunne lide, at der skete noget, at være blandt de første, der så patienterne og at skulle træffe hurtige beslutninger«, siger han.
Som KBUer kom han til Akutafdelingen på Herning Sygehus. Her mødte han sin counterpart i form af akutmodtagelsens ledende overlæge, der har en svensk speciallægeuddannelse i akutmedicin. Han hedder Tommy Andersson og brænder også for det akutte arbejde og har siden 2009 kæmpet for at bemande sin afdeling med akutlæger, som han har hentet fra nær og fjern. Alligevel har frustrationer over rekrutteringsproblemer været en stabil følgesvend. I de senere år han desuden haft blikket stift rettet mod 2019. Da skal hans akutafdeling flytte ind i det nye supersygehus i Gødstrup Hospitals akutmodtagelse.
Gødstrup bliver et akuthospital, understreger han og peger på skitsen over det nye hospital, som hænger på væggen, hvor den anseelige del, der udgør akutmodtagelsen er rammet ind med rødt. Her skal alle akutte patienter komme ind. Som i alle. Også kardiologiske, neurologiske, gynækologiske og pædiatriske patienter, der ellers mange steder bypasser akutmodtagelserne.
»Hvordan skal vi klare det? Gødstrup Hospital er ikke et universitetshospital, hvordan skal det så kunne mønstre de speciallæger døgnet rundt i de specialer, som Sundhedsstyrelsen kræver?« spørger han. Spørgsmålet retorisk. For han har svaret. Det kan det ikke. Derfor skal der være akutlæger, altså læger med speciale i at håndtere det akutte patientforløb inden for flere specialeområder.
Faktaboks
Men i Danmark har vi ikke et akutmedicinsk speciale – her har vi kun det, der hedder et akut fagområde, som speciallæger kan tage i et toårigt forløb. Og det tager en krig at få nok af dem til at dække bemandingen i akutmodtagelserne, mener Tommy Andersson, som derfor lagde en plan. Den gik ud på – med hospitalsledelsens opbakning og regionens samarbejde – at få unge læger til at tage en godkendt svensk femårig speciallægeuddannelse i akutmedicin.
I Jacob Juul Jensen øjnede Tommy Andersson en mulighed for at tage det første skridt og en dag indkaldte han KBU’eren til en »alvorlig samtale«. Her forelagde han ham muligheden for at tage en svensk speciallægeuddannelse i akutmedicin.
»Jacob har det rette mindset«, forklarer Tommy Anderson, »man skal elske akutarbejdet og mene, at akutafdelingen er det bedste sted på hospitalet. Man skal være ustresset, nysgerrig og klar til at håndtere patienter, som man ikke på forhånd ved, hvad fejler«.
Fristelsen for Jacob Juul Jensen var stor, og han sagde ja. Men prisen for det ja er også stor. Han falder nemlig for femårsreglen. Han får ikke dansk speciallægeanerkendelse. Det betyder ingen overlægetitel.
Men det tager han i stiv arm.
»Jeg løber med hovedet lige ind i femårsreglen. Men jeg er ret ligeglad. De skal ikke bestemme over mig. Der er en nordisk samarbejdsaftale, der betyder, at Danmark skal anerkende min svenske speciallægeuddannelse. Og det kan godt være, at jeg ikke får titel som overlæge, men det er allerede aftalt med regionen, at jeg får en ansættelse med vilkår på overlægeniveau og så kommer jeg nok til at kalde mig 1. reservelæge«.
»Jeg løber med hovedet lige ind i femårsreglen. Men jeg er ret ligeglad. De skal ikke bestemme over mig. Der er en nordisk samarbejdsaftale, der betyder, at Danmark skal anerkende min svenske speciallægeuddannelse. Og det kan godt være, at jeg ikke får titel som overlæge, men det er allerede aftalt med regionen, at jeg får en ansættelse med vilkår på overlægeniveau og så kommer jeg nok til at kalde mig 1. reservelæge«.
Tommy Anderssons plan ser ud til at komme godt fra start. For den 1. november begynder endnu to unge læger på hans akutafdeling, som vil tage den svenske uddannelse.
Det vil sige, svensk og svensk. De fleste af forløbene foregår på afdelinger i Region Midtjylland. Ni måneder foregår på akutmodtagelsen på universitetshospitalet i Linköping. Tommy Andersson har den svenske speciallægeuddannelse og er specialeansvarlig.
I dag er Jacob Juul på andet år i sit hoveduddannelsesforløb. Han har været i tre måneder i akutmodtagelsen i Linköping og er nu på Intern Medicin/Kardiologisk Afdeling på Holstebro Sygehus.
Det meste af uddannelsen er ikke placeret i akutmodtagelser, men i andre specialer (se boks). Sådan må det nødvendigvis være, så længe vi ikke har specialet i Danmark, siger Jacob Juul Jensen:
»Udfordringen ved konstruktionen er, at vi i de danske akutmodtagelser ikke har fagligheden til at uddanne mig godt nok. Jeg må i stedet for ud i specialerne for at få de nødvendige kompetencer. Sådan må vi gøre endnu 10-15 år, indtil vi i akutafdelingerne her i landet har den fornødne faglighed til selv at forestå uddannelsen«.
Tommy Andersson har udvalgt Jacob Juul Jensen, blandt andet fordi han er god til at udvikle og bryde barrierer. Det har der også været brug for, når Jacob ene mand er kommet til en specialafdeling i et hoveduddannelseforløb, som ingen kender, og som ikke særligt mange kan se behovet for.
»Da jeg startede på medicinsk afdeling sad der på den første morgenkonference flere overlæger nærmest med korslagte arme. Der var enkelte sure opstød og hentydninger og holdninger til akutlæger og deres faglige evner. Men det har ændret sig. Folk er blevet mere åbne og dialogsøgende, mens jeg har været på det ophold, og vi har fået en gensidig forståelse for hinandens fagområder og indbyrdes afhængighed«, fortæller han.
Historien på Herning Akutafdeling ligner mange af de andre nye store akutmodtagelsers: De har måttet slås med stamafdelingerne om anerkendelse og har haft problemer med samarbejdet med specialerne. »Det er blevet bedre, og jeg synes ikke længere, specialerne ser ned på os«, konstaterer Tommy Andersson.
Med det nye uddannelsesforløb i akutmedicin ser det ud til at blive endnu bedre, siger Tommy Andersson:
»Jacobs uddannelse bliver defineret i samarbejde med stamafdelingerne, de hjælper til med, at han opnår de ønskede kompetencer inden for de enkelte specialer. Dermed får de en del af ansvaret for Jacobs uddannelse, og vi skaber en tæt kontakt mellem akutafdelingen og specialerne, så vi undgår at blive endnu en søjle«.
Jacob Juul Jensen supplerer:
»Specialerne og akutafdelingen bliver også klogere på hinanden. Jeg får et kendskab til, hvad der sker med de patienter, som jeg sender op fra akutmodtagelsen. Og de kommer til at kende mine kompetencer, det er en stor fordel«.
Det afgørende argument for at et akutmedicinsk speciale er faglighed, mener Jacob Juul Jensen.
»Det handler om fagligheden i akutmodtagelsen. Specialerne, som hidtil har stået med de akutte patienter, kan med rette spørge os, der arbejder i akutmodtagelsen: Hvad kan I, hvad vil I? Og det har vi svært ved at forklare, for der er ikke enighed i det akutmedicinske miljø. Grunden til det er, at akutmodtagelserne er besat med folk meget forskellige kompetencer – nogle er ortopædkirurger, andre er medicinere, de kan alt muligt forskelligt og har alle områder, hvor de ikke er særligt dygtige. Til gengæld er der områder, hvor de er rigtig dygtige. Der er med andre ord en kæmpevariation«.
»Med et speciale får vi en fast defineret faglighed. Og vi får et højere niveau end i dag. På akutmodtagelsen i Linköping kunne jeg se, at niveauet hos de nye speciallæger i akutmedicin, som de p.t. har over 20 af, var højere end hos de gamle akutlæger – dem, der oprindelig kom fra et andet speciale. De nye akutmedicinske speciallæger er trænet i det akutte arbejde og i at håndtere de akutte patienter, og det er essensen«.
Tommy Andersson:
»Akutmedicineren får en spidskompetence i det akutte, de laver for eksempel kardiologi på det niveau, der skal til i akutafdelingen. Det er ikke på niveau med kardiologens, men det, som er nødvendigt i akutmodtagelsen«.
Tilbage til væggen med den store plantegning af Gødstrup Hospital, der krøller lidt ved akutmodtagelsen, som Tommy Anderssons flade hånd har banket så ofte:
»Når vi flytter derover, skal vi have rigtige akutmedicinske speciallæger. Vi skal have platformen til det og strukturen. Det er den proces, vi har taget hul på«.
Læs andre artikler fra Ugeskriftet om Akumodtagelser og akutmedicin
Pro et contra: Skal vi have et akutspeciale?
Speciallæger i FAM i Esbjerg: Vi sidder ikke og spiller kort
