Skip to main content

Vagtbelastning blev klaret med dialog

I Aarhus har ledelsen og tillidsrepræsentanten i fællesskab strikket vagtplanen sammen, så belastningen er blevet mindre. God løsning på et aktuelt problem, siger formanden for Yngre Læger.

Iben Sundtoft er 1. reservelæge og tillidsrepræsentant på Afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital. Foto: Privat
Iben Sundtoft er 1. reservelæge og tillidsrepræsentant på Afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital. Foto: Privat

Anders Heissel, ah@dadl.dk

24. nov. 2015
4 min.

Efter den seneste overenskomst for Yngre Læger trådte i kraft 1. april i år var Iben Sundtoft, 1. reservelæge og tillidsrepræsentant på Afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital, bekymret for både sit eget og kollegernes arbejdsliv og familieliv. Overenskomsten gjorde det nu muligt at ændre i vagtplanen, så de lange aften-natte-vagter på 16 timer kunne kortes ned til eksempelvis 12-timers vagter, men det ville få store konsekvenser, siger Iben Sundtoft.

Faktaboks

Fakta

”Det ville betyde flere vagter af kortere varighed, og selv om vi på papiret kun vil gå i vagt hver 8. døgn, vil det for de fleste familier opleves som vagt hver 4. døgn. Det ville ikke give mindre travle og hektiske vagter, og gøre det vanskeligt at få familielivet til at hænge sammen. Timemæssigt ville det være uændret, men familiemæssigt ville det ændre meget, ” siger Iben Sundtoft.

Erfarne læger tager tjansen

Men Jannie Dalby Salvig, ledende overlæge på afdelingen, ville det anderledes. Hun gik i forbindelse med overenskomsten straks i gang med at lave en vagtopgørelse og kunne konstatere, at vagtbelastningen var for høj, men i stedet for at forkorte vagterne til 12-timers vagter, lod hun de yngre læger beholde de lange 16-timers vagter og fik indført halvanden times hvile omkring midnat. Men ændringen betød samtidig, at speciallægerne nu skal arbejde en smule længere.

”Da jeg havde lavet vagtopgørelsen, kunne jeg se, at belastningen hos de yngre læger var for høj, mens de mere erfarne læger godt kunne klare lidt mere belastning. Derfor er hviletiden fundet ved at lade speciallægerne tage over i den halvanden time, mens de yngre læger hviler sig. Belastningen er dermed flyttet fra yngre læger til de mere erfarne læger, der godt kan acceptere ændringen. En ændring af denne karakter er mulig, hvis bagvagten kan rumme en smule mere belastning, og i så fald kan de fleste afdelinger gøre, som vi har gjort,” siger Jannie Dalby Salvig.

Jeg er imponeret af ledelsens forståelse for, hvor meget vagtplanlægningen betyder for familielivet. Iben Sundtoft, 1. reservelæge og tillidsrepræsentant på Afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital

Iben Sundtoft er glad for ændringen:

”Jeg er imponeret af ledelsens forståelse for, hvor meget vagtplanlægningen betyder for familielivet. Og selv om speciallægerne hjælper os med at tage over i den halvanden time, så har mit budskab været til dem, at vi som Yngre Læger blot får de samme rettigheder i arbejdsmiljøloven, som de hele tiden har haft. Og det kan det fleste godt forstå, ” siger Iben Sundtoft.

Andre bør gøre som Aarhus

Selv om overenskomsten tydeligt siger, at den korte vagt kun kan indføres efter forhandling mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten, er der følge formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, flere eksempler på, de korte vagter tænkes indført uden en forhandling.

”Ændringen med en belastningsgrænse blev indført for at mindske belastningen om natten og ikke mindst for, at alle patienter – uanset om de bliver indlagt nat eller dag – kan håndteres fornuftigt og under ordentlige forhold. Kvaliteten om natten skal også prioriteres, og patienter skal ses i rimelig tid efter indlæggelse, og ikke kl. 04.00, hvis de er indlagt tidligt på aftenen. Den ofte meget store belastning om natten skyldes ikke sjældent, at patienter indlagt i dagtid ikke er håndteret i dagtid. Derfor dur det selvfølgelig ikke, at ledelsen bare laver de lange vagter om til 12-timers vagter uden drøftelse med de yngre læger – som det forlyder, at man melder ud bl.a. i Region Hovedstaden. Det ændrer ikke nødvendigvis på en unødig belastning. En kort vagt skal mere være undtagelsen end reglen og kan kun ske efter drøftelse med tillidsrepræsentanten. Derfor er eksemplet fra Aarhus rigtigt godt, fordi de har snakket tingene igennem og fundet ud af at lægge kabalen på en måde, så de har beholdt de lange vagter og har samtidig ændret på belastningen. Det bør efterlignes af andre afdelinger, ” siger Camilla Rathcke.