Skip to main content

Vagtlægeflugt breder sig

RETTELSE: 22 læger (ikke 42 som tidligere oplyst) har sagt op i Region Sjællands lægevagt. I Region Syd fortsætter flugten. Ministeren griber nu ind og forlanger, at Styrelsen for Patientsikkerhed løser problemet.

Foto: Ugeskrift for Læger
Foto: Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. jan. 2018
3 min.

22 læger har kvittet deres job hos Region Sjællands lægevagtsordning.

Tidligere på dagen havde regionens vagtchef oplyst, at tallet var 42, men da tallet sent onsdag eftermiddag var endligt opgjort, var der "kun" tale om 22.

”Jeg havde håbet, at det bare var teatertorden – men det er altså ikke tilfældet. Vi er i forvejen hårdt presset i lægevagten, så det er rigtig dårlige nyheder”, siger vagtlægechef Gregers Hansen-Nord

”Én ting er, at vi kommer til at mangle læger i vagtordningen. Noget helt andet er den impact, det vil få fremover.

Når unge læger, i stedet for at opdage, at vagter er spændende og lærerigt skal starte med at få en ’bøde’ på 4.000 kroner til Styrelsen for Patientsikkerhed, vil de med garanti finde det m indre end motiverende. Og vi vil få endnu sværere ved at få dem til at køre vagt”, siger den sjællandske vagtlægechef.

I mellemtiden fortsætter lægernes exodus i Region Syddanmark. Ugeskriftet.dk kunne i går fortælle, at 61 læger i regionen havde valgt at ophøre i lægevagten, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed har pålagt dem et årligt gebyr på 4.000 kroner.

Onsdag eftermiddag nåede det tal op på 67, da yderligereseks læger ifølge vagtlægechef Ole Holm Thomsen havde sagt op.

Relativ ro i øvrige regioner

I Region Midtjylland oplyser formand for vagtudvalget Søren Svenningsen onsdag, at tre læger har sagt op. Det sker – som i Region Syddanmark – i protest over et tilsynsgebyr på 4.000 kroner på alle ”behandlingssteder”.

I region Nordjylland oplyser vagtlægechef Eddie Nielsen, at han indtil onsdag havde modtaget tre mails fra læger, som er fristet til at forlade vagtlægeordningen på grund af gebyret, men at han ”bad dem klappe hesten” i forventning om, at der nok vil blive grebet ind mod det omstridte gebyr.

”Her i regionen har vi 40-50 unge læger i vagtordningen, og vi skulle nødig miste nogen af dem. For så hænger det ikke sammen længere”, siger han.

Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS, har valgt at opkræve gebyret hos alle, der kører lægevagt på vagtydernummer. Begrundelsen er, at læger, som ikke har egen praksis, enten, fordi de er under uddannelse, eller fordi de har solgt deres praksis, hver især – ifølge styrelsen – har individuel status som tilsynspligtigt ”behandlingssted”.

I Region Hovedstaden er problemstillingen en anden, idet det er Akuttelefonen 1813, der som arbejdssted er gebyrpligtigt.

Minister: ”Det har aldrig været meningen”

Onsdag meddelte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at hun vil bede Styrelsen for Patientsikkerhed om at finde en løsning, der kan stande masseflugten fra vagtlægeordningen.

”Det har aldrig været meningen at gøre vilkårene for vagtlægeordningerne dårligere. Intentionen med lovændringen var at sikre kvaliteten i lægevagten”, siger hun i et skriftligt svar til Ritzau og fortsætter:

”Jeg har bedt Styrelsen for Patientsikkerhed se på, om problemet kan løses ved, at lægevagtordningerne eventuelt kan organiseres anderledes”.

De praktiserende lægers organisation PLO har protesteret over det nye gebyr, som i øvrigt også opkræves af andre behandlergrupper, som f.eks. idrætslæger, fysioterapeuter og fodterapeuter.

Formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), mener, at gebyret bringer vagtlægeordningen i fare:

”Det dur simpelthen ikke. Det er med til at bringe den syddanske lægevagtsordning i fare og vil i sidste ende svække rekrutteringen til almen praksis”, skriver hun på Facebook.

Læs også: Masseflugt af vagtlæger i Region Syd