Skip to main content

Valgmøde i hovedstaden: Læger grillede politikere om prioritering

På et bagtæppe af regeringens sundhedsreform var 200 læger mødt op til valgmøde for at grille otte folketingskandidater. Lægerne ville vide, hvem der skal prioritere i en presset sundhedsøkonomi. Men også kommunernes manglende kompetencer, hvis regionerne nedlægges, og en bredere opfattelse af lægemangel lå salen på sinde.

Line Felholt, kontaktlinef@gmail.com

28. mar. 2019
7 min.

Giver det mening, at 28 procent af hospicepatienter stadig får kemoterapi, selvom de i gennemsnit kun lever i 18 dage? Er det god kassetænkning, når det koster to millioner pr. øje at give en behandling mod arvelig blindhed, selvom der er evidens for, at det kun virker i 2-3 år? Sådan lød et af de mange indlæg fra de cirka 200 læger, der i går deltog i et valgmøde, som Lægeforeningen Hovedstaden havde arrangeret med deltagelse af folketingskandidater fra i alt otte partier.

»Kun få af jer vil tale om prioritering. Men hvem skal bestemme, hvem vi skal behandle? Og hvor stor vægt skal der være på det faglige?«, lød det under det tre timer lange valgmøde.

Prioritering, evidens og faglighed lå lægerne på sinde.

»Evidens er en af de ting, som skal hjælpe os med at spare penge. Og det skal hjælpe os med at prioritere. Men hvor mange af jer politikere mener, at prioritering skal baseres på sundhedsfaglig viden og ikke fokestemning og vælgertilslutning?«, ville en anden læge i salen vide.

Netop disse spørgsmål til politikerne fik nogle af salens største bifald og endda juhuråb. For lægerne i hovedstaden lod sig hverken forblænde af regeringens 8,5 valgmilliarder til en ny sundhedstruktur eller Socialdemokratiets forslag om at gå tilbage til en tid med flere nærsygehuse. Lægerne ville i stedet se politisk mod til at forholde sig til prioritering i en presset sundhedsøkonomi.

Politikere eller evidens?

Salen blev mindet om klinikchef på Rigshospitalet Jakob Triers medieombruste farvel og tak til konstante besparelser, da Morten Boye Petersen, formand for Det Regionale Overlægeråd i Region Hovedstaden, indledte sit oplæg med et klip fra DR2. Dermed satte han debatten om sundhedsvæsenets økonomi og spørgsmålet om prioritering i gang.

»Situationen er ganske alvorlig. Alt og alle er overbelastede. Min bekymring er et regulært sammenbrud i systemet. De seneste ti år er det offentlige sundhedsvæsen kun vokset med en procent årligt, hvor det før var tre procent. Samtidig er der kæmpekrav til, at vi bruger de bedste og nyeste og ganske dyre behandlinger inden for en garanteret tidsfrist. Det ser ret bekymrende ud. Enten bliver vi nødt til at få flere penge, eller også må der fra politisk side tages ansvar i forhold til, hvilke patienter vi skal prioritere, og hvem der er ikke er penge til«, lød det fra overlægernes rådsformand i hovedstaden.

Især oppositionspolitikerne i panelet lovede sig villige til at tale om prioritering efter et kommende folketingsvalg.

Stinus Lindgreen fra De Radikale understregede tydeligst, at netop prioritering lå hans parti på sinde. Og at det er lægernes faglighed samt den videnskabelige evidens, der skal bruges til at vurdere, hvilke behandlinger der giver bedst effekt for pengene:

»Vi skal kigge meget mere på evidens i de behandlinger, vi bruger. Når der ikke er den bedste evidens for at bruge MR-skanninger til leddegigt, så skal vi lade være med at gøre det«, sagde han.

»Vi foreslår, at man tilfører sundhedsvæsenet to procent mere om året til at hæve kvaliteten. Men der skal også laves et prioriteringsinstitut. Som det er nu, bliver I læger tvunget til at lave prioriteringerne ude på hospitalerne, og så får I også skideballerne bagefter«, sagde Ken Patrick Petersson fra Alternativet og fik stort bifald.

Nick Hækkerup fra det det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, var enig i behovet for mere evidensbaseret prioritering, men leverede ikke et håbefuldt budskab.

»Sandheden er jo, at der ikke bliver prioriteret på evidens i dag. Kræftens Bekæmpelse og andre bestemmer, hvad der skal prioriteres. Der er en masse faktorer, der spiller ind, når der skal prioriteres. Vi kan som politikere have et mål om mere evidens, men vi må også erkende, at det mål er flygtigt for os«, lød det fra den tidligere sundhedsminister.

»Kujoner!«, lød det prompte fra en af salens læger, og han blev næppe beroliget af svaret fra Martin Geertsen fra Venstre, som fik hele salen til lydeligt at reagere.

»Hvis man vil have alt baseret på evidens, hvad skal man så bruge politikere til? Her i salen kan man måske spørge sig selv, hvorfor kæmpe så meget for at beholde regionsrådene, hvis man ønsker mere evidens? Hvorfor kæmpe for så mange politikere som muligt?«.

Endnu mere til vaflerne

Netop regeringens forslag i sin nye sundhedsreform om at nedlægge regionerne var et af valgmødets store emner. Flere læger i forsamlingen var langt fra overbeviste om, at kommunerne er i stand til at løfte opgaven for regionerne.

»Er der aldrig nogen, der har fortalt jer, at kommunernes ekspertise på hospitalsområdet er lig nul? De har ingen viden om det og er slet ikke forberedte. Det her er en meget større reform, end man tror«, lød en af kommentarerne.

Også Helene Westring Hvidman, formand for Lægeforeningen Hovedstaden, var kritisk i sit oplæg forinden.

»Der er gode takter i sundhedsreformen. Men ingen ros uden lidt skos. Vi mener, at de mange udfordringer i sundhedsvæsenet kan løftes ud fra den struktur, vi har lige nu. Ressourcerne er brugt bedre ved at finde løsninger frem for store strukturelle ændringer«, mente hun.

Hertil svarede oppositionspartierne over en bred kam, at de heller ikke tror på, at kommunerne er klar til at overtage fra regionsrådene. Selv Socialdemokratiet, der har sit eget forslag om flere nærsygehuse drevet af kommunerne, erkendte, at kommunerne ikke er klar til den opgave endnu.

»Lige nu kan kommunerne ikke løfte opgaven. Lige nu er kommunerne ikke engang i stand til at håndtere relativt banale ting, så vi undgår dårlige indlæggelser. Der er der en bred erkendelse af. Den største svaghed i sundhed er det dysfunktionelle samarbejde mellem kommuner, hospitaler og praktiserende læger. Men de kan lære de kompetencer«, mente Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet.

Martin Geertsen fra regeringspartiet Venstre forsvarede sig med, at sundhedsreformen ikke er en nedlæggelse af regionerne. Han henviste til de fem sundhedsforvaltninger, som regeringen i stedet vil nedsætte, samt 21 nye sundhedsfællesskaber, som skal bygge bro mellem sygehuse, kommuner og almen praksis.

»Jeg tilhører dem, der synes, at vi godt kunne have gået endnu mere til vaflerne. Sagen er, at vi nedlægger ikke regionerne. Ikke rigtigt. Vi nedlægger rådene, men ikke regionerne«, påpegede Martin Geertsen.

Pia Kjærsgaard var babysitter

De praktiserende læger og lægedækning var endnu et af valgmødets store emner. Her var der blandt både læger og politikere bred opbakning til afskaffelsen af seksårsregel, som kan betyde, at yngre læger ikke når at blive specialiseret – eksempel vis inden for almen medicin – inden de falder for reglen. Men lægerne i salen var tydeligvis ikke kun praktiserende læger. For såvel privatpraktiserende speciallæger som hospitalslæger rejste sig op og efterspurgte politisk fokus på lægemangel i en bredere forstand.

En sygehuslæge fra Bornholm ville vide, hvordan politkerne vil løse problemet med at rekruttere læger til hendes hospital. Ligesom en speciallæge kaldte sit speciale nødlidende. Mens en tredje læge påpegede, at der ingen arbejdsløse læger er i Danmark, og tager man dem fra sygehusene og lokker eller tvinger dem ud i almen praksis, så mangler de på sygehusene.

Men det indlæg, der gav mest genlyd blandt salens læger og panelets politikere, var et forslag fra en tilhører om at bevilge flere penge til Sundhedsstyrelsen til en reel efterspørgselsprognose for, hvor mange læger, der bliver behov for i fremtiden.

Mette Abildgaard fra Konservative blev decideret overrasket over forslaget.

»Når man som politiker hører sådan et forslag, så tænker jeg, gør man ikke det da? Det lyder idiotisk, at man ikke laver prognoser«.

Nick Hækkerup, tidligere sundhedsminister for Socialdemokratiet, var positivt stemt over for efterspørgselsprognoser, men:

»Det er uhyre interessant. Men jeg vil nok ikke stemme for en ekstrabevilling. Jeg er sikker på, at en prognose kan håndteres inden for Sundhedsstyrelsens budget med den nærhed, jeg har haft til budgettet«.

Jette Gottlieb fra Enhedslisten mente, at hun sagtens kunne levere prognosen.

»Behovet for læger er uendeligt. Vi bliver flere ældre og kan reparerere mere. Derfor er behovet uendeligt. Så har jeg lavet prognosen«, sagde hun til salens morskab.

»Men netop fordi behovet er uendeligt, er vi nødt til at lave en prioritering. Det er der desværre ikke mange, der tør«, fortsatte hun.

I mellemtiden var Mette Abildgaard fra Konservative smuttet fra debatten grundet en anden aftale. Selv havde hun humoristisk indledt valgmødet med at fortælle, at hun ikke havde sin lille datter med, fordi:

»Pia Kjærsgaard insisterede på at passe hende i aften«.

Da Abildgaard måtte forlade valgmødet i går, kvitterede Lise Müller fra SF med konklusionen:

»Pia Kjærsgaard kunne nok ikke passe hende længere«.