Velkommen til Bertel Haarder

Det er skæbnens ironi, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder tiltrådte sin nye post samme dag, som en række af de største aktører i sundhedsvæsenet holdt en konference om sygehusenes krise på Christiansborg. Haarder tiltræder på et tidspunkt, hvor det danske sundhedsvæsen står over for nogle af de største udfordringer i nyere tid. Vi kan blot henvise til vismændenes særlige rapport fra sommeren 2009. Vi håber, at udnævnelsen af en af Venstres ældste og mest erfarne politikere til denne post, der samtidig igen udvides med indenrigsområdet, signalerer, at regeringen for alvor vil tage udfordringen op. Regeringens nye arbejdsprogram synes delvist at bekræfte dette. Vi kan love samarbejde og al mulig faglig støtte til opgaven.

Der er brug for meget hurtigt at agere på den åbenlyse mangel på sammenhæng i de styringsmekanismer, der bruges i det danske sundhedsvæsen. Der er brug for at prioritere den store opgave, som vi står med. Der er brug for en mere langsigtet planlægning i stedet for den hoppen fra tue til tue, som vi har nu. Der er ikke mindst brug for nu at fastholde investeringerne i nye sygehuse, sundheds-it og akutberedskab. Det skal sikre, at vi i fremtiden kan blive mere effektive, så vi også i 2020 kan levere et sundhedstilbud af høj kvalitet til hele befolkningen. På disse punkter spiller regeringens arbejdsprogram positivt ud. Det lægger op til, at regeringen sammen med regionerne vil etablere bedre styringsredskaber, og de store investeringer fastholdes. Til gengæld synes regeringen at være tonedøv over for ændringer i det udvidede frie sygehusvalg.

Vi har i begyndelsen af dette år fået en klar demonstration af, at det ikke hænger sammen, at borgerne bliver tildelt stadig flere rettigheder på grænsen af det fagligt velbegrundede, hvis der ikke følger penge med. Tilstrækkeligt med penge, vel at mærke. Det er rigtigt, at sundhedsvæsenet har fået ganske mange ekstra penge i de senere år. Men efterspørgslen på ydelser er løbet foran og er løbet fra økonomien. Derfor et det nødvendigt at prioritere, og vi bliver aldrig trætte af at sige, at det er de mest syge, der bør prioriteres først, mens mere banale lidelser godt kan vente mere end en måned. Det kan også være nødvendigt at vurdere, om nye meget kostbare behandlinger med meget lidt ekstra effekt er pengene værd. Og vi bliver heller ikke trætte af at henvise til, hvor velargumenteret disse ting er belyst i vismændenes rapport.

Regeringens arbejdsprogram bebuder, at der kommer en ny »løkke-pose« til meraktivitet og nye kriterier for tildeling. Vi vil meget gerne i dialog om disse kriterier, fordi programmet på den ene side bastant omtaler belønning af øget produktion, men også åbner for, at bedre kvalitet og god patientbehandling kan belønnes. Det har vi længe haft på vores ønskeliste. Programmet gentager også, at det skal være den bedste behandlingsstandard, der skal være normen, så her vil vi gerne tale med den nye minister om etablering af et nationalt system med kliniske retningslinjer.

Vi opfatter det som en styrkelse af området, at indenrigs og sundhed igen bliver samlet i ét ministerium. Det giver nogle ekstra muligheder for at få den ønskede sammenhæng mellem det, der foregår i kommunerne og i regionerne, ikke mindst med sigtet på at få øget indsatsen for forebyggelsen. Vi håber på denne måde ikke, at fjernelsen af forebyggelse fra ministeriet navn har den forkerte signalværdi. Regeringens arbejdsprogram lægger op til fornyet handling omkring alkohol og tobak. Vi vil gerne se, at der bliver sat handling bag hensigtserklæringerne.