Skip to main content

Velkommen til Lægemøde 2015

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

2. mar. 2015
2 min.

Lægeforeningen afholder hvert år Lægemøde, hvor foreningens repræsentantskab drøfter og tager stilling til fælles stands- og sundhedspolitiske spørgsmål. Mødet er åbent for alle og foregår i år i København den 24.-25. april.

Vi har som læger et arbejde, som indebærer et stort ansvar for andre mennesker. Det giver en særlig status. Men det betyder også, at offentligheden holder skarpt øje med, om læger på den ene eller den anden måde mistænkes for at træde ved siden af.

Det er en udfordring, som læger skal være parate til at møde. Derfor skal repræsentantskabet på årets Lægemøde diskutere selvjustits, og om der er behov for at ændre den måde, lægestanden udøver selvjustits. I diskussionen indgår blandt andet arbejdet i Lægeetisk Nævn, og de etiske og kollegiale regler, som er grundlaget for selvjustitsen.

Jeg ser frem til en god og grundig debat om problematikken, så vi kan få skabt et solidt fundament for Lægeforeningens videre arbejde med selvjustits i det kommende år.

Ud over selvjustits tager årets Lægemøde også fat i at debattere, hvordan læger bedst kan bidrage til et godt patientforløb, som er respektfuldt og tilpasset individuelle ønsker. Der vil også blive præsenteret en ny politik om medikoteknisk udstyr.

Jeg glæder mig meget til årets Lægemøde med gode debatter, oplæg og socialt samvær med en masse kolleger fra hele Danmark.

Velkommen til Lægemøde 2015.