Skip to main content

Verdens første malariavaccine er her

Det Europæiske Medicinagentur har givet grønt lys for verdens første vaccine mod malaria. Men effekten er begrænset og varer ikke ved.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
24. jul. 2015
1 min.

For første gang har en malariavaccine fået ok fra en lægemiddelmyndighed, nemlig Det Europæiske Medicinagentur (EMA). Midlet, som hedder Mosquirix, anbefales til småbørn mellem 6 uger og 17 måneder, men EMA gør i en pressemeddelelse specifikt opmærksom på, at vaccinen ikke beskytter komplet.

Den forskning, der ligger til grund for godkendelsen stammer fra et klinisk studie udført i syv lande i Afrika.

"Data fra forsøget viste, at Mosquirix yder beskeden beskyttelse mod Plasmodium falciparum malaria hos børn i 12 måneder efter vaccination", skriver agenturet bl.a. Det fremgår også, at effektiviteten af vaccinen falder efter et års forløb.

Men EMA har vurderet, at selv den begrænsede og uholdbare effekt er bedre end slet ingen og har godkendt vaccinen til brug uden for EU. Her tænkes vaccinen brugt i henhold til retningslinjer fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen) og de lokale sundhedsmyndigheder.

Agenturet fremhæver dog, at det fortsat er nødvendigt at bruge andre metoder til bekæmpelse af malaria - f.eks. moskitonet, som er imprægneret med insektdræber.

WHO regner med at komme med sine anbefalinger om brugen af Mosquirix inden november i år, fremgår det.