Skip to main content

Verdens læger går ind i sag om tilbageholdt kollega

Iranskfødte Ahmadreza Djalali, som er bosat i Sverige, har siden april sidste år været tilbageholdt i et iransk fængsel og har sultestrejket siden december. Verdenslægeforeningen WMA har nu henvendt sig til de iranske myndigheder om lægens sag.

Dr. Ahmadreza Djalali risikerer dødsstraf i et iransk fængsel. Foto: Facebook
Dr. Ahmadreza Djalali risikerer dødsstraf i et iransk fængsel. Foto: Facebook
9. mar. 2017
2 min.

Giv ham adgang til en advokat og lægehjælp. Lad være at true med dødsstraf. Og løslad ham, hvis I ikke kan finde noget at anklage ham for.

Sådan lyder kort fortalt den opfordring til de iranske myndigheder, som WMA - Verdenslægeforeningen - har sendt i sagen om en læge fra Sverige, Ahmadreza Djalali, som har iransk oprindelse.

Allerede i februar skrev WMA til Iran og udtrykte bekymring om umenneskelige forhold i landets fængsler.

De kommer til fulde til udtryk i Ahmadreza Djalalis sag. I en pressemeddelelse fra WMA fremgår det, at Dr. Djalali er blevet tilbageholdt uden nogen arrestordre, har tilbragt tre måneder i isolation og er blevet udsat for intense forhørsmetoder, ligesom han i månedsvis er blevet nægtet adgang til en advokat.

"Vi er chokerede over denne fortsatte praksis og opfordrer Dem til som en hastesag at tage alle nødvendige skridt for at sætte en stopper for den", siger WMAs præsident Ketan Desai, i pressemeddelelsen.

WMA opfordrer Iran til at løselade Dr. Djalali, med mindre han anklages for en forbrydelse, og under alle omstændigheder tillade ham adgang til en advokat af eget valg. Desuden bør Dr. Djalali have adgang til hjælp fra en kvalificeret sundhedsprofessionel samt beskyttes mod straf for at have sultestrejket, lyder budskabet fra WMA.

Og endelig ønsker WMA truslen om dødsstraf løftet.