Vi er en del af løsningen

Regionerne afbrød torsdag den 8. november forhandlingerne om en ny overenskomst med de praktiserende læger efter kun en halv time, og der er ikke aftalt nye møder. Det er en fremgangsmåde, som jeg er dybt skuffet over, da vi slet ikke var kommet rigtigt i gang med det tredje forhandlingsmøde og de reelle forhandlinger. Når man ser tilbage på det hidtidige forhandlingsforløb, virker det mest, som om regionerne hele tiden har styret efter et sammenbrud.

På mødet blev vi stillet over for to ultimative krav. Vi skulle afgive vores paritetiske indflydelse på styringen og udviklingen af almen praksis, og vi skulle anerkende, at der de næste to år skulle være en 0-økonomisk ramme for driften af almen praksis. Det vil sige, at vi gratis skulle løse de mange nye opgaver, som udlægges til almen praksis, for eksempel fra sygehusene. Vi skulle også levere »produktivitetsgevinster« til regionerne for eksempel i form af honorarnedsættelser. Disse krav afviste vi naturligvis.

Vi er fuldstændig klar over, at landet befinder sig i en økonomisk krise. Derfor har vi heller ikke forlangt honorarstigninger. Vi har derimod en klar forventning om, at resurserne skal følge opgaverne.

Hvis vi får tilført flere og flere opgaver, men ikke har mulighed for at ansætte hjælpepersonale, vil der blive mindre tid til den enkelte patient, og adgangen til almen praksis vil blive rationeret. Dertil kommer, at opgaver vil begynde at glide videre til sygehuse og speciallæger i stadig større omfang, unge læger vil vige tilbage fra at nedsætte sig i praksis, ældre læger vil fremskynde pensioneringen, og alle tanker om at investere og nyansætte i almen praksis vil blive skrinlagt.

I en tid med sparsomme resurser er det værd at hæfte sig ved, at hvis blot en procent flere patienter henvises til sygehusene fra almen praksis, vil det forøge antallet af patienter med ti procent på sygehusene.

Regionernes strategi om at svække familielægesystemet vil således på en og samme tid føre til et både dyrere og dårligere sundhedsvæsen. Det kan ingen være tjent med.

Vi har i hele forhandlingsprocessen været konstruktive og forsøgt at komme med udspil, som der kunne opnås fælles enighed om. For eksempel foreslog vi i en omfattende syvpunktsplan, at regionerne nedsatte et interregionalt planlægningsudvalg alene med repræsentanter for regionerne. Dette interregionale planlægningsudvalg skulle så bestemme, hvor mange lægekapaciteter der skulle fordeles, og hvor de skulle placeres. Regionerne ville imidlertid slet ikke drøfte forslaget og de øvrige elementer i udspillet. Det er blot et af mange eksempler på, at regionerne ikke har ønsket en reel forhandling.

Jeg appellerer til, at regeringen og Folketinget i anerkendelse af almen praksis' vigtige rolle i sundhedsvæsenet medvirker til, at de praktiserende læger har nogle ordentlige arbejdsbetingelser, der kan sikre, at patienterne fortsat kan få adgang til velkvalificeret primær lægehjælp. De praktiserende læger er løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer. Vi er ikke problemet.