Skip to main content

»Vi er ikke stærkere end det svageste led«

Anne Weimar, anneweimar@mac.com

9. nov. 2012
2 min.

Telefonforbindelsen til Ålbæk, også kaldet »porten til Skagen« er ikke verdens bedste, men måske er det bare, fordi det blæser. Eller også er det, fordi budskabet fra dette års modtager af Carlsbergs Mindelegat, Peter Gaardbo Simonsen, godt nok går stærkt igennem, selvom han bliver næsten stille over al den ære, han er blevet tildelt. Nogle gange lyder det, som om han »falder ud«, men i virkeligheden tænker han sig bare rigtig godt om, før han taler.

Der er ikke mange læger, som har lyst til at indrømme, at de begår fejl, men det er uundgåeligt. I princippet er der to muligheder: Fortræng fejlen, lad skammen forsvinde med dagslyset, eller gør, som man gør i Anonyme Alkoholikere - gå til bekendelse.

»Jeg er overbevidst om, at alle i sundhedssektoren forsøger at gøre sig umage og at superoptimere patientforløbene, men vi er ikke stærkere end det svageste led. Det må vi bare erkende«, siger han og fortsætter: »Vi oplever stadig, at vi tror, at ,den anden hånd`, den, der tager over, når man slipper patienten, ved, hvad næste skridt bør være. Det er desværre bare ikke altid tilfældet. Derfor ved vi nu, at alene de forskellige kulturer, vi har i sundhedsvæsenet, kan udgøre en fare og i værste fald føre til utilsigtede hændelser, også kaldet UTH. Disse hændelser, eller nærhændelser, hvor det kunne være gået galt, vi må lære af og forebygge, at de kan ske igen«, siger praktiserende læge Peter Gaardbo Simonsen.

Ifølge en analyse fra januar 2012, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har offentliggjort, skønner man, at 1-2% af patientkontakterne i almen praksis udløser en utilsigtet hændelse. Det er generelt set mindre alvorlige fejl, der finder sted i familielægens klinik. Til gengæld er antallet af kontakter væsentlig højere end i hospitalssektoren, hedder det.