Især to punkter på den politiske agenda de kommende måneder har en meget direkte indflydelse på, om sundhedsvæsenet og vi som læger kan give patienterne den behandling, de har brug for.
Sommeren er heldigvis ikke slut endnu. Men snart er efteråret her, og dermed lyder startskuddet til nogle afgørende måneder, hvor især to punkter på den politiske agenda har en meget direkte indflydelse på, om sundhedsvæsenet og vi som læger kan give patienterne den behandling, de har brug for.
Der er meget på spil. Mange afventer med tilbageholdt åndedræt, hvad der kommer til at ske, efter at forhandlingerne om en overenskomst mellem PLO og Danske Regioner strandede lige før sommerferien. Vi var mange, som troede på, at regionerne og PLO ville finde hinanden og sætte deres signatur på en fælles overenskomst tilbage i juni. Sådan gik det desværre ikke, og det bremser den faglige udvikling og det engagement, som skal til for at skabe et stærkt og nært sundhedsvæsen. Uden en aftale har forslagene fra regeringens eget udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen heller ingen chance for at blive til noget. Kort sagt: Der skal findes en holdbar løsning.
Toprocentskravet er efterårets andet store sundhedspolitiske emne. Her vil Lægeforeningen fortsat presse på for, at det så hurtigt som overhovedet muligt bliver fortid. Det er ingen hemmelighed, at Lægeforeningen langtfra var tilfreds, da regioner og regering i starten af juni indgik den meget magre økonomiaftale, som lægger rammerne for sundhedsvæsenet næste år. Der ville det have været oplagt at sige farvel til toprocentskravet i økonomiaftalen.
Det kan blive et langt og sejt forløb at komme af med toprocentskravet. Men der er ingen vej udenom.
Men det skete desværre ikke. I stedet blev det aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, som mere overordnet skal se på styringen af sundhedsvæsenet med deadline til foråret 2018. Hvad det ender med? Det er umuligt at sige på forhånd. Men vi vil have opmærksomheden skarpt rettet mod, at arbejdet meget konkret forholder sig til en afskaffelse af produktivitetskravet. Vi vil naturligvis også gerne bidrage med forslag til, hvordan styringen af sundhedsvæsenet generelt kan forbedres.
Afgørende bliver også, hvordan aftalen om næste års finanslov forløber. Det har ligget i luften, at regeringen her kan være nødsaget til at »reparere« på økonomiaftalen. Dansk Folkeparti har konkret meldt ud, at de vil rejse krav om flere midler til sygehusene i finansloven i 2018, når nu produktivitetskravet ikke blev afskaffet i økonomiaftalen.
Til november er der valg til regioner og kommuner. Med mulighed for at sætte vigtige emner til debat, f.eks. manglen på speciallæger i både praksis og på sygehuse, bedre mulighed for sammenhængende patientforløb, stoppet for ansættelse af speciallæger på visse universitetssygehuse, og kravet om at man skal være speciallæge i fem år, før man kan blive overlæge. Der er nok at gå i clinch med.
Men vi har samtidig en fælles interesse med regionspolitikerne i at få toprocentskravet væk. Erfaringen viser, at der hos mange af dem ofte er en helt anden forståelse for de ødelæggende konsekvenser af toprocentskravet end hos deres partifæller på Christiansborg. Derfor er valget også en oplagt mulighed for dialog med regionsrådskandidaterne om produktivitetskravet og for at lægge pres på partierne nationalt frem til en kommende økonomiaftale for 2019.
Det kan blive et langt og sejt forløb at komme af med toprocentskravet. Men der er ingen vej udenom. Lægeforeningen kan ikke stiltiende se på de konsekvenser, som det har for patienterne, og vi står heldigvis ikke alene, men sammen med både gode kolleger og regioner i denne sag. Vi er klar.
