Signalet i regeringens rapport var sådan set klart nok: Det nære sundhedsvæsen skal styrkes. De 20 forslag peger i stort omfang i den rigtige retning, men samlet set var rapporten skuffende ukonkret og uforpligtende.
Så kom den endelig – den længe ventede rapport fra regeringens udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som for nylig blev lanceret af sundhedsministeren. Signalet var sådan set klart nok: Det nære sundhedsvæsen skal styrkes. De 20 forslag peger i stort omfang i den rigtige retning. Men samlet set var rapporten skuffende ukonkret og uforpligtende.
KL, Danske Regioner, Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet har ikke formået at komme med konkrete og gennemarbejdede handlingsanvisninger. Der mangler forslag, som anviser en vej. Til gengæld er halvandets års arbejde udmøntet i formuleringer i stil med »regionernes rådgivningsforpligtelse skal tilpasses udviklingen i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen«, og hvad kan man bruge dem til?
Behovet for at tænke nyt på tværs af sektorer vokser og vokser. Vi står over for en kæmpeudfordring i de kommende år.
Det er ærgerligt, at rapporten ikke er mere umiddelbart anvendelig. For behovet for at tænke nyt på tværs af sektorer vokser og vokser. Vi står over for en kæmpeudfordring i de kommende år. Flere ældre patienter med kroniske sygdomme, ofte flere på samme tid. Det er allerede i dag en opgave, som stiller stor krav til sundhedsvæsenet, og derfor kan det undre, at et udvalg med så prominente aktører ikke gør sig mere umage med at nå hinanden. Vi er ikke kommet nærmere en løsning på de store udfordringer.
Lægeforeningen står ikke alene med sin kritik. Danske Patienter kalder rapportens anbefalinger ukonkrete. Og sundhedsminister Ellen Trane Nørby har i pressen givet udtryk for, at opgaven med at få kommuner og regioner til at arbejde mere sammen ikke er løst i udvalget. Hun kritiserer direkte parterne for ikke at ville bide til bolle.
Det er positivt, at sundhedsministeren ikke lader sig nøje med udvalgets rapport. Hun lover også, at regeringen til efteråret vil komme med et udspil om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Den vil bygge videre på udvalgets anbefalinger, men også tilføre yderligere initiativer. Sundhedsministeren kan regne med, at vi fra Lægeforeningen vil byde konstruktivt ind i det arbejde. Der er brug for langtidsholdbare løsninger, som fungerer i den virkelige verden, og dem bidrager vi gerne med forslag til. Men det gør det ikke alene. Vi vil også appellere til sundhedsministeren om at sikre politisk opbakning til at afsætte tilstrækkeligt med ressourcer til indsatsen.
Og så er der desværre sat en helt aktuel bremse på udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Forhandlingerne mellem PLO og Danske Regioner om en ny overenskomst er p.t. strandet.
Det sætter udvikling, gejst og nye samarbejdsformer på hold, og det er er alvorligt. De praktiserende lægers stærke faglighed og unikke kompetencer er uundværlige i et stærkt, nært sundhedsvæsen, og det bør Danske Regioner som driftsherrer for et sammenhængende sundhedsvæsen have en klar forståelse af. Jeg vil indtrængende appellere til, at de og PLO får gang i forhandlingerne igen. Lad os nu snart se en aftale, som begge parter ser som et fremskridt. Fremtiden for almen praksis kan tegne lys med en ny aftale.
