Ugeskriftet har bedt en række mennesker - læger og ikke-læger - om at kommentere den truende konflikt i det offentlige arbejdsmarked. Denne gang: Christina Frøslev-Friis, afdelingslæge på bedøvelse og intensiv på Sygehus Sønderjylland og fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger
”Det handler om, hvordan det er at være offentligt ansat i Danmark anno 2018. Gennem mange år er rammerne for vores arbejde i det offentlige betydeligt forringet. Vi er plaget af underbemanding, manglende ressourcer og for lidt tid til at være sammen med patienterne. Vi oplever en topstyret ledelse - ikke lokalt, men politisk - som vil bespare, men samtidig lover vælgerne et højt serviceniveau. De ting hænger slet ikke sammen.
Vi føler os talt meget ned til og er rigtig kede af arbejdsgivernes retorik – ikke dem lokalt på sygehusene, men dem langt fra det hele inde på Christiansborg. Manglen på respekt over for det arbejde, vi leverer hver dag, bliver mere og mere tydelig.
Helt overordnet er der tre knaster: Lønrammen, retten til at forhandle sin arbejdstid, og den betalte spisepause. I virkeligheden har vi ikke betalt spisepause, fordi vi, som det er nu, ikke har nogen reelle pauser, men arbejder og går med telefonerne på. Men det ændrer ikke ved, at jeg skal være en halv time længere på arbejde hver dag, hvis den bliver fjernet. Vi kommer aldrig til at ville tage patienterne som gidsel, så vi kommer stadig til at arbejde i vores spisepause. Derfor betyder det reelt en lønnedgang på 7,5 procent og en arbejdstidsforøgelse på en halv time daglig. Og vi ved godt, at den betalte spisepause bliver fjernet på et tidspunkt, hvis vi ikke har den stående i en overenskomst.
De tre knaster er bare overfladen. I virkeligheden handler det om retten til at forhandle en overenskomst: Har vi reelle forhandlinger, eller har vi en arbejdsgiverside, der, hvis de ikke får deres vilje, bare ophøjer det til lov? Og det er kampen værd.
Lærerlockouten i 2013 viste, at man ikke kan gøre det alene, så jeg synes, at det er godt, at vi står sammen i lønmodtagersiden. Musketereden handler ikke om indholdet af lærernes arbejdstidsaftale, men om, at de skal have lov til at forhandle ved forhandlingsbordet og ikke få en arbejdstid påtvunget ved lov.
Jeg synes, at omfanget af lockoutvarslet er en unødvendig magtdemonstration og en tydelig optrapning af konflikten. For os demonstrerer det, at arbejdsgiverne ikke har et ønske om at opnå forlig, men bare vil forsvare et hurtigt lovindgreb. Det fulde ansvar i forhold til omfanget ligger hos arbejdsgiverne, for det er dem, der har valgt at ophøje det til en konflikt af en helt anden dimension. Vi har kun varslet konflikt på 10 procent, fordi vi ikke ønsker at ramme patienterne bredt.
Anæstesiologiske afdelinger er serviceafdelinger, så det er klart, at en strejke vil have stor konsekvens for al elektiv kirurgi. Men vi vil rigtig gerne undgå, at vores patienter kommer i klemme. Det er det, der fylder allermest for mig og mine kolleger, og derfor har vi også ønsket, at der skal være et nødberedskab. Men indtil videre har vores arbejdsgivere ikke henvendt sig til os.”
