LEDER Det er svært at forstå, at så mange folketingspolitikere har stor tillid til, at sundhedsvæsenet vil blive bedre, hvis kommunerne overtager en stor del af regionernes opgaver.
Vi nærmer os et folketingsvalg, og det er en oplagt mulighed for at fortælle politikere, hvad der skal til for at skabe bedre forhold for patienter og for os, der arbejder i sundhedsvæsenet.
Men et folketingsvalg skaber desværre også en scene for hurtige løsninger. Quick fixes, hvor politikere foreslår løsninger, som er ufuldstændige, uden fagligt afsæt og svære at se omsat til virkelighed. Dansk Folkeparti har i sommer foreslået at afskaffe regionerne og overlade styringen til kommuner og stat. Partiet står ikke alene med ønsket om at nedlægge regionerne. Det deler Liberal Alliance og De Konservative, selv om deres tanker om, hvad der skal komme i stedet, i øvrigt er meget forskellige.
For Lægeforeningen er det ikke en mærkesag, at regionerne bevares til evig tid. Sikrer alle regioner optimale forhold i sundhedsvæsenet? Nej, det kan man ikke påstå. Sig ordet ’Sundhedsplatform’, og vi er mange, som med frustration og undren betragter beslutningsgangen i de to regioner med hovedsæde på Sjælland. Her kan meget gøres bedre, mildt sagt.
Men regionerne er også andet. De har på andre områder sikret en fornuftig udvikling trods sparsomme ressourcer. Borgerne får megen sundhed for pengene i det danske sundhedsvæsen, ventetider til planlagte operationer er faldet, og færre dør af kræft og hjertesygdomme. Regionerne har ført en kompleks specialeplan ud i livet. Det er markante resultater, og derfor er det er underligt, at nogle politikere har så travlt med at lægge dem ned – uden nogen egentlig analyse eller bud på et levedygtigt alternativ.
Det er også svært at forstå, at så mange folketingspolitikere har stor tillid til, at sundhedsvæsenet vil blive bedre, hvis kommunerne overtager en stor del af regionernes opgaver. Kommunerne har et stort efterslæb, når det handler om at klare de opgaver, som de fik overdraget i forbindelse med strukturreformen i 2007. Rehabilitering og alkoholbehandling halter stadig efter mere end ti år. Men nu er det så regionerne – som faktisk har demonstreret fremgang – man foreslår nedlagt. Det giver ikke rigtig mening. Det giver heller ikke mening at lade staten overtage drift af sygehusvæsenet, hvis det er nærhed, man vil opnå.
Rehabilitering og alkoholbehandling halter stadig efter mere end ti år. Men nu er det så regionerne – som faktisk har demonstreret fremgang – man foreslår nedlagt
Det er ikke kun et folketingsvalg, der er på vej inden for kort tid, det er en reform af sundhedsvæsenet også. Det kan være sundt med mellemrum at kaste et kritisk blik på strukturen. Der er i den grad brug for bedre sammenhæng i patienternes behandlingsforløb. Kommuner og regioner skal være bedre til at samarbejde om at give patienten den optimale behandling og pleje. Det koster også mange ressourcer at reformere sundhedsvæsenet. Enhver, der har prøvet det, ved, hvor mange kræfter der går fra behandling og pleje, når nye strukturer skal flyttes fra tegnebrættet til virkeligheden. Det er vigtigt, at gevinsten er større end bøvlet. Derfor vil jeg appellere til, at en kommende reform tager afsæt i en faglig proces og i respekt for, hvordan sundhedsvæsenet arbejder. Det handler om menneskers ve og vel.
Og allervigtigst – vi står i dag med et sundhedsvæsen, hvor ressourcerne ikke matcher opgaverne. Afdelinger slås med overbelægning. Der mangler speciallæger, ikke mindst i almen praksis og psykiatrien. Stadig flere patienter kommer til i de kommende år. Det er den slags problemer, som læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle står med. Vi tager vores arbejde alvorligt, og vi har travlt. Derfor har vi brug for ressourcer og gennemarbejdede forslag til forbedringer. Lad os fokusere på det og ikke på verdensfjerne tankeeksperimenter og hastigt nedkradsede ’spændende’ organisationsdiagrammer fra Christiansborg.
