Skip to main content

”Videnskabelig uredelighed” får klarere definition

Regeringen lægger med et lovforslag op til en mere klar definition af videnskabelig uredelighed.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

1. dec. 2016
1 min.

Regeringen lægger med et lovforslag op til en mere klar definition af videnskabelig uredelighed.

Fremover skal der udelukkende være tale om at opfinde data, forfalske data og plagiere forskning, før man kan bruge betegnelsen videnskabelig uredelighed.

Herved fjernes nogle af de gråzoner, som er opstået, når det nuværende ”Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed” (UVVU) har skullet inddrage det noget uklare kriterium ”andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis”.

UVVU erstattes fremover af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), og Lægeforeningen udtrykker tilfredshed over, at NVU vil få et mere klart uredelighedskriterium at arbejde med.

Der mangler en klagemulighed

”Men der mangler fortsat tilstrækkelige muligheder for at klage over afgørelser om videnskabelig uredelighed, og det stiller forskerne retssikkerhedsmæssigt dårligt”, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Uddannelses- og Forskningsudvalg, i en pressemeddelelse.

Han glæder sig over, at NVU vil få lettere ved ”at skelne mellem fusk og sjusk”.

Han peger dog på, at det er problematisk, at der fortsat ikke er nogen klagemulighed, hvis en forsker føler sig urimeligt behandlet i en afgørelse fra NVU.

”Af hensyn til forskeres retssikkerhed er der brug for en reel mulighed for at klage. Afgørelser om uredelighed er jo meget indgribende for den forsker, som bliver anklaget for videnskabelig uredelighed”, siger Mads Skipper.