Kort og godt var det enormt sjovt at have været med til vildmarkseventyr, helikopterudspring og ikke mindst mennesker, der voksede indefra, når de blev udsat for Carsten Mørchs prøvelser.
»Ren drengerøv«, som Ib Fallesen siger.
»Engang kom der en af deltagerne og klagede over ondt i benet. Det viste sig, at det var brækket. Det havde han ikke mærket før efter 3-4 dage, så høj havde han været«.
Fra vikarlivet, hvad er så din sjoveste oplevelse?
»Det er nok dengang, vi vandt europamesterskabet i fodbold [i 1992, red.]. Da var jeg ansat i Oskarshamn. Jeg havde fundet en sukkersyge på en fisker, han kom til kontrol, alt gik fint, og han var godt tilfreds med det hele. Så vandt vi dette her europamesterskab, og jeg sidder inde på klinikken om morgenen med klaphat og ordner journaler. Pludselig stikker en af sygeplejerskerne hovedet ind og siger: ,Der er en, der vil snakke med dig'«.
Havde du virkelig klaphat på?
»Ja, ja, jeg havde klaphat på. Så kommer denne her store fisker ind ad døren: "gratulerer, gratulerer". Han havde en stor laks med, og den kastede han ned i alle journalerne. "Ha’ det så bra", sagde han, og så gik han igen. Og det bedste af det hele var, at personalet fluks ringede efter en taxa, ryddede hele laboratoriefryseren og sendte indholdet ud på lasarettet, så der var plads til min fisk«.
Men der kan være grænser for, hvor sjovt ethvert lægeliv kan være. Også hans.
»Noget af det værste, jeg har været udsat for her, relaterer til flygtninge. Jeg tager normalt ikke på sygebesøg, men tog ekstraordinært ud for at se til en flygtningedreng, som havde lagt sig til sengs med dynen over hovedet og ingenting kunne mere. Det hedder akut resignationssyndrom. Han og hans familie havde været i Sverige i fem år, han var integreret og havde en masse kammerater, og så fik han den besked, at nu kan du godt tage tilbage til Libanon, eller hvor du nu kommer fra – og så krakelerer alt jo. Han gik simpelthen i seng. Han kunne ikke kontaktes. Han havde ingen smerter. Han kunne ingenting«, fortæller han.
»Jeg havde mest af alt lyst til at indlægge ham på psykiatrisk eller neurologisk, men de havde allerede set ham og sagde, at der var ikke noget at gøre, jeg skulle bare lade ham ligge. Han ligger der fortsat på fjerde eller femte måned nu. Det var voldsomt. Jeg kunne ikke gøre noget«.
Savner efteruddannelse
På et mindre patientnært niveau er Ib Fallesen frustreret over efteruddannelsen. Eller rettere manglen på samme.
»Jeg er fra den tid, hvor medicinalfirmaer stod for det. Jeg syntes rigtigt godt om de aftenmøder, men nu synes jeg, at tre fjerdedele af det, jeg kan finde at gå til derhjemme, handler om: Hvordan driver vi klinikken, hvordan forholder vi os til overenskomsten?; så er der noget om samtaleterapi, og det hele koster det blege. Jeg synes virkelig, der mangler noget klinisk undervisning«.
Så du savner industriens kurser?
»Ja, helt sikkert. Og jeg synes ikke, der er kommet noget i stedet. Men nu er der så flere af vikarbureauerne herovre, som holder møder. Det sidste, jeg var til, var med industrien – det var i Skåne – og handlede om nye diabetesmidler. Det er jo et virvar. Heroppe har vi også diabetesmøder, hvor der kommer en guru fra Umeå – det er det store hospital i området – han har sådan en runde, og det er da i samarbejde med industrien. Det er klinikken, der kører det, og det foregår på klinikken«.
Argumentet mod industrisponsorering er jo, at I bliver påvirket?
»Jamen, det gør vi nok også. Men det gør vi stadigvæk, selv om kurserne ikke er der. Der bliver jo skrevet artikler, og du handler ud fra de artikler. Jeg kan godt se, at det tog overhånd. Men altså, der er ikke sat noget i stedet«.
Villa, vovse og Volvo
Danmark har efterhånden også et arbejdsmarked for vikarlæger, nemlig på regions- og udbudsklinikkerne rundtomkring. Men det frister ikke Ib Fallesen.
»En gang imellem har jeg tænkt, at det var da nemmere at tage til Struer, eller hvor det nu er. Men så tænker jeg: Nej, så er jeg tilbage i præcis det samme. Jeg tror også, jeg er kommet for langt væk fra edb’et. Der er sket en del siden. Jeg gider ikke komme ind som Noller, der ikke kan noget som helst«.
De har vel også it her?
»Jo, jo, men de er indstillet på, at man ikke rigtig har styr på det«.
Ib Fallesen er i dag 62 år og arbejder ca. halv tid. Så han er »gået drastisk ned i løn«, som han siger, i forhold til at drive en klinik i Danmark. Indtjeningen ligger på ca. 26.000 kr. om ugen.
»Men det er fint nok. Jeg har allerede hus, hund og Volvo, så jeg skal ikke tjene det store«, siger han.
Desuden arbejder Ib Fallesens hustru også. Hun har et firma, der underviser hjemmesygeplejersker.
Hvad siger hun til, at du er så meget væk?
»Vi har jo kendt hinanden i mange, mange år. Vi kan også tage telefonen og skype, ikke? Så går det. Ofte arrangerer vikarbureauet, specielt nede i Skåne, en sommerstuga ned til en sø eller sådan noget. Så tager hun og hunden med, og så er vi sammen«.
Om et par dage tager du hjem fra Gällivare – hvad skal du så?
»Jeg skal hjem og holde jul. Og så skal jeg på skiferie«
Ski! Igen?
»Ja, det er så i Alperne. Det er lidt anderledes«. À