?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 6. jan 2017
Efter 18 år i almen praksis sagde Ib Fallesen stop. Træt af administration, it og bøvl. Som vikar kan han koncentrere sig om at være læge.

Vildbasse i vildmarken

Nyheder

»Diagnosticering og behandling«. De to ting kan speciallæge i almen medicin, Ib Fallesen, godt lide. De andre aspekter af et almindeligt liv som praktiserende læge i Danmark – administration, it, attester m.m. – kan han godt undvære. Det gør han så. I seks år har han levet som omrejsende vikarlæge.

Dato
6. Jan 2017
Forfattere
Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk. / Foto: Mikael Martinsson.
💬 0

Gällivare - Den etværelses lejlighed er lillebitte – velsagtens 20-25 m2 – og møbleret med en enkeltmandsseng, to borde – et i stuen og et i det diminutive køkken – samt et stort tv.

På gulvet ligger en lille kuffert med nogle stykker tøj i, og ved siden af ligger en stor skikuffert. Persiennerne er lukkede her ved middagstid. Det kan også være det samme at åbne dem, for på denne tid af året henligger Gällivare i det svenske Lapland alligevel i forskellige grader af tusmørke hele dagen. Vi befinder os ca. 100 km nord for polarcirklen.

Her bor praktiserende læge Ib Fallesen. Eller rettere: Her har han boet i de to uger, han for nylig var vikar på lægeklinikken Laponia Hälsocentral, som ligger lige ved siden af Gällivares hospital.

Han vurderer, at han har været her 8-10 gange, siden han for seks år siden solgte sit ydernummer i en praksis i Aarhus. Dengang var han 56 år og havde siddet i praksis i 18 år.

»Jeg syntes, jeg kørte træt i det. Der var for mange rutiner, sygemeldinger, attester og alt sådan noget. Og det er blevet værre og værre siden, kan jeg forstå. Jeg tror faktisk, det var min kone, som sagde, at jeg da bare kunne holde op, og så tænkte jeg, at det gør jeg sgu«, siger han.

  • En gang imellem har jeg tænkt, at det var da nemmere at tage til Struer, eller hvor det nu er. Men så tænker jeg: Nej, så er jeg tilbage i præcis det samme.

Der gik dog ikke mange måneder, før Ib Fallesen blev rastløs over at gå rundt uden lægeligt arbejde, så han meldte sig som vikar hos VikTeam og har siden jobbet der. Han har været alle mulige steder ikke mindst i Sverige, hvor lægemanglen er notorisk og har været det længe. Gällivare vender han gerne tilbage til, bl.a. fordi han her kan stå på ski, dyrke interessen for naturfotografi og fluefiske – omend den efterstræbte vildlaks indtil videre er undsluppet ham.

»Sidste gang jeg var i Jockfall [et jagt- og fiskested, red.], fik jeg købt en ny, stor 15-fods stang, og det var så godt det hele. Jeg fik kastet en flue ud, og den flød præcis, som den skulle, og jeg var helt stolt af mig selv. Det funkede bare. Indtil der kom sådan en laks og bare sprang over linen«, griner han.

En rigtig læge

Men Gällivare og lignende steder er først og fremmest attraktive for Ib Fallesen, fordi han her kan være læge. Rigtig læge.

»Jeg kan godt lide at diagnosticere og behandle«, siger han enkelt.

Det svenske system med ansatte læger – i modsætning til det danske med selvstændige praksis – passer ham af samme årsag fint. Man gør sit job og får sin løn. End of story.

Det er ikke første gang, Ib Fallesen er i Gällivare i det svenske Lapland. Denne gang er vinteren mild. Det er ikke første gang, Ib Fallesen er i Gällivare i det svenske Lapland. Denne gang er vinteren mild.

Og så er der lige patienterne.

»På klinikken i Aarhus var der mange unge mennesker, for den lå næsten ved universitetet. Heroppe er der mange med håndværksmæssigt arbejde. Når de kommer, så er de syge«, som han siger.

Synes du, danske patienter er forkælede?

»Nej, det er hele systemet, der er bygget op sådan. Inklusive pressen. Vi skal jo være bange for alting. Hele tiden. Og så følger lægerne vel egentlig bare deres guidelines. Mens vi andre måske synes en gang imellem: åh ja, tag det da roligt«.

Folk her er mere hårdføre?

»Ja. Og på en eller anden måde så tror de mere på, hvad man siger. De er ikke på samme vis skeptiske, som danskere kan være«.

Når du nu kommer her gang på gang – har du så en vis kontinuitet i forhold til patienterne?

»Der er nogle, jeg ser igen og igen, men ellers: nej, det har jeg ikke. Men hvis der er tid, så man kan nå at sætte sig ind i den patient, der kommer, så tror jeg ikke på, at det gør noget. Det er også afhængigt af, hvordan backuppen er på sygehuset og i hjemmeplejen. Der kan man godt blive i tvivl i det danske system. Det er så opdelt. Der er ingen, der ved, hvem der skal gøre hvad«.

Den dag, Ugeskrift for Læger er på besøg, har Ib Fallesen haft akutvagten på lægeklinikken og har set 5-6 patienter om formiddagen samt 12 om eftermiddagen. Pænt travlt, altså. Men der er ikke noget, der hedder at afsætte et bestemt antal minutter pr. konsultation. Det er sygeplejerskerne, der visiterer, og efterhånden som antallet af patienter stiger, falder konsultationstiden. Men som udgangspunkt kan der godt afsættes en halv time til en patient.

Der var i dag også afsat ekstra tid til Ib Fallesens yndlingsaversion – administration. Hans diktater bliver renskrevet på svensk, hvorefter han skal kontrollere og signere notaterne. Det skal alt sammen være færdigt, inden han skal hjem få dage efter Ugeskriftets besøg.

Bagsiden af medaljen

Den omkringrejsende tilværelse har dog også visse ulemper.

»Iblandt kan det godt være lidt kedeligt. Når jeg skal være her i 14 dage, så plejer jeg at leje en bil i weekenden og tage ud for at se mig om. På den måde holder jeg humøret oppe, og så gennem computeren. Det var en hel katastrofe, sidst jeg var her, hvor min computer stod af. Så var man jo virkelig lost. Det var slemt. Men nu har jeg fået en ny«, siger han.

Der er også bøgerne. Og så naturligvis skiturene, hvor det ikke engang er nødvendigt at tage op til det nærliggende fjeld Dundret. Der løber en langrendsløjpe lige nedenfor, hvor Ib Fallesen bor. Både den og slalomløjperne på fjeldet er ovenikøbet oplyst om vinteren, så man kan tage sig en tur om aftenen, hvor det er bælgmørkt.

Kanindræberlæge

Det er næppe helt tilfældigt, at Ib Fallesen har valgt et lidt usædvanligt lægeliv. Der er lidt vildbasse over ham, som skinner igennem, når han f.eks. fortæller om dengang, han var læge på den tidligere jægersoldat Carsten Mørchs legendariske overlevelseskurser for forretningsfolk tilbage i Danmark i 1980'erne. Kanindræberkurserne, som de blev kaldt.

Ib Fallesen står glad og gerne på ski. Her på en af slalomløjperne på Dundret i Gällivare.Ib Fallesen står glad og gerne på ski. Her på en af slalomløjperne på Dundret i Gällivare.
Kort og godt var det enormt sjovt at have været med til vildmarkseventyr, helikopterudspring og ikke mindst mennesker, der voksede indefra, når de blev udsat for Carsten Mørchs prøvelser.

»Ren drengerøv«, som Ib Fallesen siger.

»Engang kom der en af deltagerne og klagede over ondt i benet. Det viste sig, at det var brækket. Det havde han ikke mærket før efter 3-4 dage, så høj havde han været«.

Fra vikarlivet, hvad er så din sjoveste oplevelse?

»Det er nok dengang, vi vandt europamesterskabet i fodbold [i 1992, red.]. Da var jeg ansat i Oskarshamn. Jeg havde fundet en sukkersyge på en fisker, han kom til kontrol, alt gik fint, og han var godt tilfreds med det hele. Så vandt vi dette her europamesterskab, og jeg sidder inde på klinikken om morgenen med klaphat og ordner journaler. Pludselig stikker en af sygeplejerskerne hovedet ind og siger: ,Der er en, der vil snakke med dig'«.

Havde du virkelig klaphat på?

»Ja, ja, jeg havde klaphat på. Så kommer denne her store fisker ind ad døren: "gratulerer, gratulerer". Han havde en stor laks med, og den kastede han ned i alle journalerne. "Ha’ det så bra", sagde han, og så gik han igen. Og det bedste af det hele var, at personalet fluks ringede efter en taxa, ryddede hele laboratoriefryseren og sendte indholdet ud på lasarettet, så der var plads til min fisk«.

Men der kan være grænser for, hvor sjovt ethvert lægeliv kan være. Også hans.

»Noget af det værste, jeg har været udsat for her, relaterer til flygtninge. Jeg tager normalt ikke på sygebesøg, men tog ekstraordinært ud for at se til en flygtningedreng, som havde lagt sig til sengs med dynen over hovedet og ingenting kunne mere. Det hedder akut resignationssyndrom. Han og hans familie havde været i Sverige i fem år, han var integreret og havde en masse kammerater, og så fik han den besked, at nu kan du godt tage tilbage til Libanon, eller hvor du nu kommer fra – og så krakelerer alt jo. Han gik simpelthen i seng. Han kunne ikke kontaktes. Han havde ingen smerter. Han kunne ingenting«, fortæller han.

»Jeg havde mest af alt lyst til at indlægge ham på psykiatrisk eller neurologisk, men de havde allerede set ham og sagde, at der var ikke noget at gøre, jeg skulle bare lade ham ligge. Han ligger der fortsat på fjerde eller femte måned nu. Det var voldsomt. Jeg kunne ikke gøre noget«.

Savner efteruddannelse

På et mindre patientnært niveau er Ib Fallesen frustreret over efteruddannelsen. Eller rettere manglen på samme.

»Jeg er fra den tid, hvor medicinalfirmaer stod for det. Jeg syntes rigtigt godt om de aftenmøder, men nu synes jeg, at tre fjerdedele af det, jeg kan finde at gå til derhjemme, handler om: Hvordan driver vi klinikken, hvordan forholder vi os til overenskomsten?; så er der noget om samtaleterapi, og det hele koster det blege. Jeg synes virkelig, der mangler noget klinisk undervisning«.

Så du savner industriens kurser?

»Ja, helt sikkert. Og jeg synes ikke, der er kommet noget i stedet. Men nu er der så flere af vikarbureauerne herovre, som holder møder. Det sidste, jeg var til, var med industrien – det var i Skåne – og handlede om nye diabetesmidler. Det er jo et virvar. Heroppe har vi også diabetesmøder, hvor der kommer en guru fra Umeå – det er det store hospital i området – han har sådan en runde, og det er da i samarbejde med industrien. Det er klinikken, der kører det, og det foregår på klinikken«.

Argumentet mod industrisponsorering er jo, at I bliver påvirket?

»Jamen, det gør vi nok også. Men det gør vi stadigvæk, selv om kurserne ikke er der. Der bliver jo skrevet artikler, og du handler ud fra de artikler. Jeg kan godt se, at det tog overhånd. Men altså, der er ikke sat noget i stedet«.

Villa, vovse og Volvo

Danmark har efterhånden også et arbejdsmarked for vikarlæger, nemlig på regions- og udbudsklinikkerne rundtomkring. Men det frister ikke Ib Fallesen.

»En gang imellem har jeg tænkt, at det var da nemmere at tage til Struer, eller hvor det nu er. Men så tænker jeg: Nej, så er jeg tilbage i præcis det samme. Jeg tror også, jeg er kommet for langt væk fra edb’et. Der er sket en del siden. Jeg gider ikke komme ind som Noller, der ikke kan noget som helst«.

De har vel også it her?

»Jo, jo, men de er indstillet på, at man ikke rigtig har styr på det«.

Ib Fallesen er i dag 62 år og arbejder ca. halv tid. Så han er »gået drastisk ned i løn«, som han siger, i forhold til at drive en klinik i Danmark. Indtjeningen ligger på ca. 26.000 kr. om ugen.

»Men det er fint nok. Jeg har allerede hus, hund og Volvo, så jeg skal ikke tjene det store«, siger han.

Desuden arbejder Ib Fallesens hustru også. Hun har et firma, der underviser hjemmesygeplejersker.

Hvad siger hun til, at du er så meget væk?

»Vi har jo kendt hinanden i mange, mange år. Vi kan også tage telefonen og skype, ikke? Så går det. Ofte arrangerer vikarbureauet, specielt nede i Skåne, en sommerstuga ned til en sø eller sådan noget. Så tager hun og hunden med, og så er vi sammen«.

Om et par dage tager du hjem fra Gällivare – hvad skal du så?

»Jeg skal hjem og holde jul. Og så skal jeg på skiferie«

Ski! Igen?

»Ja, det er så i Alperne. Det er lidt anderledes«. À

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 2/2017

EmediateAd

EmediateAd

Senest kommenteret

Den ottende lægerolle
💬
2
Claus Rasmussen 23. jan 2017 14:53
Jeg, Daniel Blake
💬
3
Niels Ole Knoblauch 23. jan 2017 09:40
BLOG - Jan Lindebjerg: Kvakademisk forskning nej tak!
💬
3
Lars Michael Rolf Jensen 22. jan 2017 14:35
Høje-Taastrup også truet af lægemangel
💬
1
Egon Rosendal 20. jan 2017 19:30

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

EmediateAd

Dagens navn

Rasmus Søndergaard Aagaard: læge, Fælles Akutafdeling, Aarhus Universitetshospital(Akut)