Skip to main content

Vinderafdelinger vælger, hvem der skal fyres

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

15. okt. 2010
3 min.

Hundredvis af medarbejdere på hospitalerne i Region Hovedstaden bliver i disse måneder flyttet rundt fra afgivende til modtagende afdelinger. Nogle er købt, andre er solgt og udstyret med en fyreseddel.

Medarbejdere må erkende, at de ikke arbejder på ét hospital, men de facto i én region, hvorfor de nu flyttes rundt som ludobrikker.

I alt 171 medarbejdere, heraf 20 overlæger, fik eksempelvis i sidste uge på det lukningsramte Hørsholm Hospital at vide, at de skal kompetencevurderes i forhold til det hospital, som i fremtiden skal løse opgaven. Medarbejderne skal flyttes til hospitaler i Gentofte, Glostrup, Hillerød og Helsingør.

Et ændret optageområde flytter derudover knap syv procent af aktiviteten, svarende til 175 medarbejdere, fra hospitalet i Hillerød til Herlev Hospital. Trods flere ugers forhandlinger har det kun været muligt at finde plads til ganske få.

Alle disse rokader, der sker i disse måneder på hovedstadens hospitaler, har ført til, at forretningsudvalget i Region Hovedstaden i sidste uge godkendte ændringer af de »personalepolitiske principper for større organisationsændringer«.

Da de første gang blev vedtaget i 2007, var læger og andet personale sikret deres job ved fusioner. Sådan er det ikke længere.

De nye retningslinjer handler om, hvordan afdelingerne skal gebærde sig, når fusioner fører til fyringer.

»I princippet skal alle lod i hatten, og så må man se på, hvilke opgaver, der skal løses, og hvem der fra de forskellige afdelinger besidder disse kompetencer. Men det er den modtagende afdeling, der beskriver det fremadrettede behov. Så de har lead på det. Lidt forenklet kan man sige, at den modtagende afdeling har det primære ansvar«, siger personalepolitisk chef i Region Hovedstaden, Sven Skovmand Eriksen.

Denne reelle magt på de modtagende afdelinger har fået flere læger på de afgivende afdelinger til at reagere. De føler sig udsat for ulige vilkår, hvor de måles på en anden vægt, end lægerne på den modtagende afdeling er blevet vejet på. De frygter, at det ikke bliver faglige kompetencer, men personlige relationer og tradition, der kommer til at bestemme, hvem der overlever, og hvem der fyres.

Ifølge Overlægeforeningen burde alle lægerne ligestilles, så det bliver en reel faglig vurdering, der sikrer, at de bedst egnede overlever fusionerne:

»Jeg forstår ikke, at Region Hovedstaden ikke har stillet det som krav«, siger formanden Erik Kristensen.

Svaret er ifølge Region Hovedstaden enkelt:

»Det handler om det økonomiske ansvar. De, der får den fremtidige opgave, har også det økonomiske ansvar. Derfor er det dem, der reelt bestemmer antallet og hvilket type personale, der er brug for. Det skal drøftes i et samarbejde, men det økonomiske ansvar kan ikke forhandles«, siger han og fortsætter:

»Ved at lægge op til en kompetencevurdering får man - hvis det gennemføres i en god proces - den bedste mulighed for en ligestilling af de ansatte efter kvalifikationer og kompetencebehov i den fremtidige struktur. Mere lige kan vi ikke gøre det«.

Ledelserne på begge afdelinger har pligt til at informere lægerne om fremtidens behov og kompetencer.

»Vi har en tyrkertro på, at vi får en bedre proces, hvis man opfattes som ligeværdige, selvom ansvaret for økonomien ligger hos den ene. Det vil skabe en mere effektiv ny enhed, hvis ingen opfatter sig som andenrangspersonale. Det håber vi ikke vil ske. Men vi kan ikke garantere noget eller gardere os,« siger Sven Skovmand Eriksen.