Skip to main content

Visionær læge og organisationsmand får pris

Anæstesiolog, overlæge Erik Jylling, der 1. maj tiltræder som sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, hædres for sit store engagement i sundhedsvæsenets udvikling.

Årets modtager af Barfred Pedersen Hædersgaven Erik Jylling (th) med Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.
Årets modtager af Barfred Pedersen Hædersgaven Erik Jylling (th) med Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

12. apr. 2014
2 min.

Lægeforeningens ærespris, der bærer navnet Barfred-Pedersens æresgave, er i dag blevet givet til Erik Jylling, lige nu ledende overlæge og anæstesiolog på Odense Universitetshospital, fra 1. maj sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner.

Han tildeles prisen for sit store engagement i sundhedsvæsenets udvikling, sagde Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, ved overrækkelsen:

”Han har altid haft visioner for patienter og lægestanden. Igennem hele sin karriere har han brugt sine lederevner og sit talent for at organisere i en række vigtige sammenhænge i sundhedsvæsenet. Og hele vejen igennem har haft sin lægefaglige baggrund med sig”.

Karrieren igennem har Erik Jylling befundet sig i såvel de øvre luftlag i sundhedsvæsenet som i klinikken. Flere gange endda på samme tid. Som formand for AC, Akademikernes Centralorganisation var han fx samtidig ansat som overlæge på OUH. Dog på nedsat tid. Før han satte sig på posten som AC-formand stod han i spidsen for Yngre Læger. Her evnede han ikke bare at markere sig som sundhedspolitisk interessant tænker, men også at placere Yngre Læger i mange danskeres bevidsthed med indlæg i dagspressen. Mads Koch Hansen fremhævede også i sin tale Erik Jyllings evner som kommunikator og nytænker:

”Erik Jylling er god til at tænke nyt. Han har sat sine spor alle steder, hvor han har været – både som yngre læge, overlæge, vicedirektør, formand for Yngre Læger og som formand for Akademikernes Centralorganisation. Jeg ser sikker på, at det også vil ske, når han den 1. maj tiltræder som nu sundhedsdirektør i Danske Regioner.”

I forbindelse med udnævnelsen til sundhedsdirektør i Danske Regioner blev Erik Jylling i et interview med Ugeskrift for Læger spurgt, om han nu helt forlader klinikken. Her er hans svar:

”Det er jo risikoen. Men jeg må også erkende, at det er blevet tiltagende vært at holde fast i klinikken. Jeg er meget glad for det kliniske arbejde, men på et tidspunkt kommer erkendelsen til én om, at man ikke kan skræve over det hele og være lige sufficient begge steder. Men jeg er nok ved at være der.”

Om jobbet i Danske Regioner sagde han:

”Det bliver et drømmejob. For på en måde kommer jeg til at forene de erfaringer jeg har opsparet i andre sammenhænge.” Han tilføjede:

”Jeg håber at kunne bygge bro mellem den kliniske hverdag i markarbejdet ude på hospitalerne og i sundhedsvæsenet, og så den lidt forkætrede DJØF-verden.”

Barfred-Pedersen æresgaven blev indstiftet af godsejer Georg Barfred-Pedersen og er blevet uddelt hvert år i forbindelse med Lægeforeningens årsmøde siden 1945.