Skip to main content

WHO: Zika er en global trussel

Den myggebårne smitte med zika-virus udgør en global sundhedstrussel, der kræver et samlet svar, siger WHO.

WHOs generalsekretær, Margaret Chan. Foto: WHO
WHOs generalsekretær, Margaret Chan. Foto: WHO

Klaus Larsen kll@dadl.dk

2. feb. 2016
1 min.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret zika-smitten, der på kort tid har bredt sig til store dele af Latinamerika, for en global sundhedstrussel.

Organisationens eksperter frygter, at virusset kan sprede sig hurtigt og til andre dele af verden.

Sygdommen er under mistanke for at være årsag til den dramatiske stigning i antallet af nyfødte med microcephali. I Brasilien er der rapporteret om cirka 4.000 sådanne tilfælde siden oktober mod normalt ganske få.

WHOs advarsel placerer zika-epidemien i samme kategori som ebola. Det betyder, at forskning i vaccine og behandling af smitten vil blive fremskyndet.

Den brasilianske regering har sammen med lokale sundhedsmyndigheder indledt en bekæmpelse af Aedes-myggen, som er bærer af zika-virusset. Myggen er i forvejen bærer af dengue-virus.

WHO er blevet kritiseret for at reagere for langsomt på ebola-udbruddet i Vestafrika, der sidste år kostede over 11.000 mennesker livet.

Statens Serum Institut om zika-udbruddet

WHO Fact sheet om zika-virus

Læs ECDC's risikovurdering (pdf)