Skip to main content

YL-formand: Nu kæmper vi skattesagen som fælles sag

Yngre Lægers formand Camilla Rathcke lover fuld fokus på skattesagen, der kan koste store ekstra skatte regninger til læger, der har boet i lægeboliger. Og sagen kan ende med retslige skridt mod regionerne, siger YL-formanden.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

16. mar. 2015
3 min.

Det skal ikke være op til den enkelte læge at slås med et skattesmæk som følge af at have boet i en lægebolig siden 2013. Det er en kamp, som Yngre Læger vil kæmpe, siger formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke.

”Vi ser på sagen som en fælles sag. Det er altså ikke alene den enkelte læge, der har et udestående med SKAT, men vi betragter det som en større fælles sag. Vi overvejer derfor også retslige skridt mod regionerne, fordi lægerne ikke af regionerne er blevet orienteret om ændrede skatteregler eller er blevet oplyst om markedsværdien af den lægebolig, de bor i, hvorfor de har haft en klar forventning om en fast husleje, som så viser sig at være en anden.Dermed har lægerne ikke haft mulighed for at vælge en anden løsning, hvis de hellere ville det. Vi er klar til at kæmpe for vores medlemmer hele vejen,” siger Camilla Rathcke.

Sidste uge kom det frem, at de fem regioner har overset en skatteændring og dermed deres indberetningspligt, der betyder, at læger, der siden 1. januar 2013 har boet i en lægebolig, skal betale skat af differencen mellem markedsværdien og den egentlige husleje. Og i fredags havde de fem regioner så møde med SKAT for at kaste mere lys over sagen.

Vi er klar til at kæmpe for vores medlemmer hele vejen. Formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke

Møde i task-forcen i morgen

I morgen tirsdag middag mødes den særlige taskforce, som de fem regioner har lavet i denne sag, og Yngre Læger er inviteret med til mødet i Aarhus.

”Vi vil gerne have klare svar på, om den enkelte læge har en klagemulighed over den markedsværdi, som regionerne får vurderet, og om der vil være individuel sagsbehandling, da dobbelt husførelse ændrer på, hvilke regler der gælder. Vi er indforstået med, at den enkelte læge har ansvaret for sine egne skattemæssige forhold, men hvis der står i kontrakten, hvad huslejen er og huslejen er fastsat i overenskomsten, så skal man være ualmindelig opmærksom, hvis man skal opdage, er der en problemstilling, når man ikke samtidig gøres opmærksom på af sin region, at skattereglerne ændres,” siger Camilla Rathcke.

Skal regionerne være med til at betale lægernes ekstra-regning?

”Jeg synes, det ville være rimelig, hvis regionerne betaler en del af denne ekstra regning.”

Mange læger har på sociale medier brokket sig over Yngre Læger, og mener at, I lige som regionerne også sovet i timen – har I det?

”Vores medlemmer er med rette frustrerede og vrede, fordi de står til et skattesmæk af betydning. Og jeg er ubeskrivelig ærgerlig over, at vi ikke har været opmærksomme på ændringen. Havde vi været det, så havde vi naturligvis selv kunne advisere vores medlemmer i tide. Men det kan jeg kun være ked af, også selvom det egentlig er arbejdsgivernes ansvar,” siger YL-formanden.

Hvad vil skatteændringen betyde?

”Det vil blive sværere at rekruttere læger til Udkantsdanmark, hvis huslejen, der er aftalt i overenskomsten bliver højere fordi der kommer en skatte-betaling oveni,” siger hun.

Ud over mødet med de fem regioner vil Yngre Læger også mødes med SKAT for derigennem at få endnu mere overblik i sagen.

Yngre Læger har ikke overblik over, hvor mange læger der har boet i lægeboliger og dermed heller ikke hvor mange der er ramt af skattesagen.