Skip to main content

YL og Overlæger i forlig med regionerne

Anne Steenberger, as@dadl.dk og Klaus Larsen, kll@dadl.dk

1. mar. 2013
2 min.

Overenskomsten vil først og fremmest kunne mærkes på bestemmelserne om arbejdstid.

Fremover vil overlægernes normale arbejdsdag kunne strække sig frem til kl. 21, når det gælder planlagt behandling. For akut behandling kan overlægerne komme til at arbejde til klokken 23.

Hermed er de to parter nået til et kompromis:

For regionerne var det et hovedkrav, at overlægerne skal være billigere at have på arbejde om aftenen. I følge regionernes chefforhandler, Jens Stenbæk, betyder forliget, at sygehusene fremover vil have længere åbent. Vi vil se patienter komme på ambulatoriet om aftenen, og patienter, der skal have en planlagt operation, vil blive opereret om aftenen.

Overenskomsten gør honoreringen for tjeneste om aftenen relativt lavere, og honoreringen for vagtfunktion om natten er blevet relativt højere. Den samlede betaling for tjeneste efterfulgt af vagt er uændret i forhold til gældende vagthonorar. Også i FAM’erne vil der være flere overlæger at finde om aftenen, lyder det fra regionerne.

For Overlægeforeningen har det været afgørende at sørge for, at regionerne ikke ureguleret sætter overlægerne til vagtarbejde om aftenen og at sikre overlægerne reel indflydelse på deres egen arbejdstilrettelæggelse. Begge dele er lykkedes, siger OL’s formand, Anja Mitchell:

»Vi har fundet et fornuftigt kompromis, som både sikrer overlægernes arbejdsmiljø, kvaliteten og hensynet til effektiv drift af sygehusene«, siger hun.

Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz, erklærer sig også tilfreds:

»I betragtning af det pres, der var for at forringe vores arbejdsvilkår, er det tilfredsstillende, at der ikke er sket forringelser. Danske Regioner ønskede stort set at fjerne alle begrænsninger, så man f.eks. kunne sættes de yngre læger til at arbejde endnu mere om aftenen og natten«, sagde hun efter afslutningen af forhandlingerne klokken fem torsdag morgen.

Læs interviews med Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell, YL-formand Lisbeth Lintz og Danske Regioners chefforhandler, Jens Stenbæk (V).