Skip to main content

YL-politikere på OK-turné

Den seneste overenskomsts bagmænd og -kvinder rejser i disse dage land og rige rundt i det direkte demokratis tjeneste. Formanden, Camilla Rathcke, er blandt dem. Budskabet til medlemmerne er ret enkelt: Vær nu rare at stemme! Please!

Yngre Lægers formand Camilla Rathcke vil gerne have flere medlemmer til at stemme om den nye overenskomst. Foto: Lars Just.
Yngre Lægers formand Camilla Rathcke vil gerne have flere medlemmer til at stemme om den nye overenskomst. Foto: Lars Just.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

25. mar. 2015
2 min.

Ved forrige overenskomst i 2013 stemte kun ca. 40 pct. af medlemmerne af Yngre Læger ved urafstemningen. Ikke engang valg til Europaparlamentet når sådanne dybder.

En så ynkelig forestilling vil Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke, nødig overvære i år, hvor den seneste overenskomst - OK-15 - er til afstemning.

"Hvad enten det er ja eller nej, håber vi, at flest muligt deltager. Vi vil gerne have en åben, demokratisk proces", siger hun.

Ifølge Yngre Lægers regler skal mindst 50 pct. af medlemmerne stemme, før en urafstemning er gyldig. Så i 2013, hvor den lave valgdeltagelse betød, at afstemningen var ugyldig, skete der det, at bestyrelsen tog stilling på bemyndigelse fra repræsentantskabet.

Denne gang har repræsentantskabet med 58 stemmer for og fem imod anbefalet medlemmerne et ja til OK15-resultatet. Og repræsentanterne har igen bemyndiget bestyrelsen til at tage stilling til overenskomsten, hvis afstemningen blandt medlemmerne viser sig at være ugyldig. Det har Camilla Rathcke ingen problemer med, men det giver selvfølgelig en knap så demokratisk proces.

"Derfor bruger vi valgperioden til at komme rundt til medlemsmøder. Det sidste er på mandag i Esbjerg, og i morgen er der møder i København og Køge", siger Camilla Rathcke.

I går, tirsdag, var hun til et sådant møde i Aalborg.

"Vi har været rundt til vældigt mange møder og haft vældigt gode debatter. Denne her proces skal gøre det muligt for medlemmerne at få svar på spørgsmål eller uddybe deres bekymringer, og vi får mulighed for at præsentere tanken bag overenskomsten. Det er nemmere at folde et resultat ud på den måde", siger hun.

Hvad spørger folk så om?

"Der er rigtig mange spørgsmål - skal vi nu alle sammen til at gå i en vagtform, hvor vagterne bliver kortere? Betyder det, at vi med overenskomsten i hånden kan få ledelsen til at kigge på vores arbejdsmiljø? Hvad er det for nogle penge, I har forhandlet hjem? Hvordan kan jeg få det og det tillæg?"

Er der nogen rød tråd?

"Den røde tråd er, hvad man egentlig kan bruge overenskomsten til. De ændrede vagtvilkår f.eks. - hvor mange kommer det til at påvirke? I går i Aalborg blev der også talt rigtig meget om lægeboliger".

Urafstemningen om OK-15, som er elektronisk, løber frem til 31. marts.