Skip to main content

Yngre læge om krisen i Midtjylland: ”Jeg tager fyringen som et udtryk for, at der bliver lyttet til medarbejderne”

Vi skal som læger altid kunne sige vores mening højt uden at frygte for vores arbejde, siger Therese Straarup, formand for Yngre Læger i Region Midtjylland efter krisen.
Therese Straarup formand og fællestillidsmand for Yngre Læger i Region Midtjylland. Foto: Privat
Therese Straarup formand og fællestillidsmand for Yngre Læger i Region Midtjylland. Foto: Privat

Anders Heissel, ah@dadl.dk

21. sep. 2018
6 min.

Da Jacob Stengaard Madsen tirsdag aften blev fyret som regionsdirektør i Midtjylland, blev der sat et foreløbigt punktum for krisen i regionen.

Fyringen kom kun en uge efter, at hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen af netop Jacob Stengaard Madsen var blevet fyret fra deres stillinger i Hospitalsenhed Midt.

De mange afskedigelser af topchefer i den midtjyske region var kulminationen på et længere forløb med manglende dialog mellem de ansatte og regionens ledelse, siger Therese Straarup, formand og fællestillidsmand for Yngre Læger i Region Midtjylland.

”Jeg tager fyringen af Jacob Stengaard Madsen som et udtryk for, at der bliver lyttet til medarbejderne. Jeg håber, at vi nu kan se frem til, at tilliden og respekten for medarbejderne kan genetableres,” Therese Straarup, der til daglig er 1. reservelæge på Anæstesiafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Den aktuelle krise i regionen startede efter en ophedet debat om regionens budget for 2019. Blandt spareforslagene fra regionens administration var flere, der betød, at Regionshospitalet Viborg skulle afgive funktioner til andre hospitaler i regionen. Det fik Lars Dahl Pedersen til tasterne og som formand af HMU (Hoved-MEDudvalget) ved Hospitalsenhed Midt foreslog han i stedet en alternativ spareplan i slutningen af august.

Men tilsyneladende var det for meget for regionens topembedsmand Jacob Stengaard Madsen, der den 10. september med omgående virkning fyrede Lars Dahl Pedersen og Tove Kristensen med denne begrundelse:

”Årsagen er, at parterne ser forskelligt på den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland”, sagde regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen i en pressemeddelelse.

Klart udtryk for manglende dialog

Therese Straarup hørte første gang om fyringerne af hendes to chefer i Viborg i medierne i løbet af mandagen den 10. september, da regionen meldte det ud. Og det undrede hende.

”Direktionen i regionen må naturligvis hyre og fyre, som de vil. Det er deres ret. Men vi blev ikke orienteret om det i medsystemet, som det ellers er aftalen. Og det er et klart udtryk for den manglende dialog i systemet mellem medarbejdere og ledelsen i regionen, der startede, da Gert Sørensen blev fyret. I den sag følte vi os heller ikke orienteret på den rigtige måde”.

Hun henviser til Gert Sørensen, der indtil januar i 2017 var direktør for Aarhus Universitetshospital, men blev fyret af Jacob Stengaard Madsen, som gerne ville have ”en anden profil til den fremadrettede ledelse af Aarhus Universitetshospital.”

I dagene efter fyringen af de to chefer fra Viborg steg frustrationen hos Therese Straarup og de andre medarbejderrepræsentanter, og frustrationen kulminerede om torsdagen i samme uge, hvor der var ordinært møde i regionens medarbejderudvalg (RMU), der er det øverste udvalg for udøvelse af medindflydelse og medbestemmelse i regionen.

”Der var ikke noget på dagsordenen om fyringerne, men jeg havde et formøde sammen med de andre medarbejderrepræsentanter, som alle var frustrerede. Vi oplevede ikke, at der havde været en dialog, og at vi blev taget alvorligt, og vi diskuterede på formødet, hvordan vi kan gøre den frustration tydelig”.

Jeg kæmper for ytringsfriheden for lægerne og alle mine kollegaer, og at man kan sige kritik højt uden at skulle frygte en fyreseddel. Derfor er denne sag så vigtig for alle læger i regionen. Therese Straarup, formand og fællestillidsmand for Yngre Læger i Region Midtjylland

Udvandrede fra møde

På formødet opstod ifølge Therese Straarup ideen om at udvandre fra RMU-mødet, og sammen skrev medarbejderne en fælleserklæring. Og foran bl.a. regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen, koncerndirektør Christian Boel og alle hospitalslederne fra Randers, Aarhus og de andre matrikler i regionen læste næstformanden i udvalget, den medarbejdervalgte sygeplejerske Anja Laursen, erklæringen op. Herefter forlod medarbejderrepræsentanterne lokalet.

Men ved at udvandre lægger I vel heller ikke op til dialog?

”Nej, og det var også hovedargumentet imod at gøre det, for vi havde jo netop kæmpet for at få dialog, og så vælger vi at gå fra mødet. Derfor var udvandringen vidtgående, og jeg tror også at flere havde ondt i maven, fordi de ikke kunne overskue konsekvenserne. Men vi kunne omvendt ikke se, hvordan vi ellers skulle råbe op”.

Dagen efter holdt medarbejderne et hasteindkaldt møde med regionsformand Anders Kühnau (S), og flere politikerne kom på banen i løbet af weekenden og var kritiske over for fyringerne og ikke mindst regionstoppens håndtering af sagen. Mandag holdt regionen møde og dagen efter blev Jacob Stengaard Madsen fyret.

Kæmper for ytringsfriheden

”Den enkelte læge på en given afdeling i regionen kan måske ikke umiddelbart mærke, at der mangler dialog mellem tillidsfolkene og ledelsen. Men omvendt forplanter det sig ned igennem et system, at man ikke kan eller har svært ved at ytre sig med kritik uden at det får konsekvenser. Over tid vil det præge alle ansatte. Jeg kæmper for ytringsfriheden for lægerne og alle mine kollegaer, og at man kan sige kritik højt uden at skulle frygte en fyreseddel. Derfor er denne sag så vigtig for alle læger i regionen”, siger Therese Straarup.

Der er ikke planlagt nye forsonende møder, og der resterer ifølge Therese Straarup et stort arbejde forude, fordi sagen har efterladt åbne sår.

”Vi har på den ene side midlertidigt brudt samarbejdet ved at udvandre og på den anden side har vi følt os tilsidesat i MED-systemet. Derfor håber jeg, at vi kan genvinde respekten og tilliden til hinanden. Og ikke mindst, at vi som læger kan ytre os og gå de gængse veje i en stor organisation her i Midtjylland. Dialogen er jo en kerneværdi - også i Region Midtjylland - og man skal altid kunne sige sin mening højt uden at frygte for sit arbejde”.

Faktaboks

Fakta