Skip to main content

Yngre Læger og Overlægeforeningen har ikke opgivet kamp mod sundhedsreform

Med en Twitter-kampagne forsøger Yngre Læger og Overlægeforeningen sammen med flere andre at påvirke den politiske proces omkring sundhedsreformen i protest imod at reformen bliver en brik i spillet op til folketingsvalget.
Yngre Læger og Overlægeforeningen går gennem Twitter for at nå politikerne og få indflydelse på sundhedsreformen. Illustration: Alexander Nepper, FOA.
Yngre Læger og Overlægeforeningen går gennem Twitter for at nå politikerne og få indflydelse på sundhedsreformen. Illustration: Alexander Nepper, FOA.

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

28. feb. 2019
3 min.

Yngre Læger kører sammen med Overlægeforeningen, FOA og HK i disse dage en kampagne på Twitter, i et forsøg på at få indflydelse på et udspil til en sundhedsreform, der kun har inddraget de faglige parter ganske lidt, ifølge formand Helga Schultz.

”Vi er bange for, at det politiske spil, der foregår lige nu er usundt for vores sundhedsvæsen. At gøre det til en brik i et politisk spil op til valg er ikke en måde at lave store reformer på”, siger hun.

Kampagnen under overskriften ”Regeringen spiller hasard med sundhedsvæsnet – sygehusansatte siger stop!” er et forsøg på at nå ud til flere politiske partier inden forhandlingerne går ind i slutfasen.

Har I ikke været inviteret til at komme med input?

”Jo, på et kort møde på Marienborg og derefter først efter reformen var fuldstændig færdig og regeringen præsenterede den som en del af en valgkamp. Så det har været en proces, hvor tingene har skullet gå hurtigt. Vi synes det ville have været passende, at vi var blevet inviteret grundigt ind, før udspillet til en reform, der lægger op til så store strukturelle ændringer, kom. Det ville have været en naturlig proces”.

Så kampagnen er en reaktion på, at I ikke føler jer inddraget nok?

”Ja, nu prøver vi i stedet at råbe de politiske parter op og spørge dem, om de er sikre på, at den her proces egentlig har været som den burde være, når der lægges op til så store ændringer af vores sundhedsvæsen.”

Det er ifølge Helga Schultz blevet mere presserende at gøre opmærksom på de svage punkter i sundhedsreformen, fordi hun ser tegninger til et bredere forlig end først antaget.

”Før snakkede vi om, at vi var bange for, det var for smalt et forlig, hvis det kun var regeringen og Dansk Folkeparti, men nu ser det ud til at Alternativet overvejer at gå med. Det kan betyde det værst tænkelige brede forlig, fordi det kan betyde, at reformen ikke kan ændres efter et valg”, siger formanden.

Alternativet er endnu ikke afklarede i forhold til sundhedsreformen.

Sundhedsreformen vil give store udfordringer
Udspillet til sundhedsreformen er ikke udelukkende dårligt, og Helga Schultz anerkender, at det giver god mening at opgradere primærsektoren og snakke om, hvad der skal ske i sundhedsvæsnet i takt med at der bliver flere og flere ældre patienter. Men sundhedsreformen forholder sig ikke til den løsning, der ligger lige for.

”Den oplagte løsning på udfordringerne er, at der skal tilføres flere ressourcer, for ellers kommer det ikke til at kunne hænge sammen. Det er slet ikke adresseret i regeringens udspil”, siger Helga Schultz.

To af Yngre Lægers store kritikpunkter ved sundhedsreformen er oplægget til store strukturændringer og en decentralisering

”Store dele af reformen ville godt kunne løses uden at ændre på den nuværende struktur. Det gælder for eksempel oprustningen af almen praksis og bedre samarbejde mellem sektorerne. En så stor strukturreform koster kræfter og energi, vi hellere ville bruge på patienterne”, siger formanden.

Strukturreformen bliver af mange tolket som en centralisering af sundhedsvæsnet. Det gælder også Yngre Læger.

”Det kan give god mening, at der kan træffes beslutninger om it-systemer og den slags centralt. Men der er brug for at beslutninger om hvad der skal ske i sundhedsvæsnet træffes tæt på borgerne, så der kan træffes beslutninger ud fra et mere lokalt kendskab til befolkningen”, siger Helga Schultz.

Derfor ærgrer hun sig over, at det folkevalgte, politiske lag i regionerne ser ud til at forsvinde, hvis reformen bliver gennemført.