Skip to main content

Zika i Texas overført seksuelt

Zika kan smitte ved sex, og både de amerikanske og britiske sundhedsmyndigheder har ændret deres anbefalinger.

Smittebæreren: Aedes aegyptis. Foto: Vectorbase.org
Smittebæreren: Aedes aegyptis. Foto: Vectorbase.org

Klaus Larsen kll@dadl.dk

3. feb. 2016
3 min.

Zika-virus er blevet overført mellem to mennesker via seksuelt samkvem. Det oplyser lokale sundhedsmyndigheder i Dallas, Texas.

Patienten har ifølge Centers for Disease Control (CDC) ikke rejst i de berørte lande. Smitten skete ved seksuel kontakt med en inficeret person, som havde besøgt Venezuela, som er et af de lande, hvor sygdommen findes.

Zika-virus er myggebåren, og sættes i forbindelse med, at tusinder af børn i latin- og mellemamerika siden oktober er født med microcephali -alvorligt underudviklede hjerner.

Sygdommen er af WHO erklæret for en global sundhedstrussel. Amerikansk Røde Kors har henstillet til potentielle bloddonorer, som har rejst i de berørte lande, om at vente mindst 28 dage, før de afgiver blod.

Faktaboks

WHO Europa slår alarm

At den myggebårne virus også kan overføres seksuelt vil komplicere kampen for at hindre en global epidemi. Ifølge New York Times frygter eksperter, at det nu vil blive endnu vanskeligere at opspore og forebygge zika-udbrud, da man nu ikke alene skal bekæmpe Aedes-myggen, men også undervise i sikker sex.

CDC har efter det nye tilfælde i Texas ændret sine anbefalinger og tilråder, at mænd, der har besøgt områder, hvor zika spreder sig, bruger kondom ved samleje.

Nye anbefalinger

Gravide kvinder bør undgå kontakt med sæd fra mænd, som for nylig har været ekspponeret for zika-virus, siger en CDC-talsmand til New York Times. CDC ventes at udsende yderligere anbefalinger snarest..

Forskere har i flere år haft mistanke om, at zika-virus kan overføres ved sex. I 2008 blev en malariaspecialist smittet med zika-virus i Afrika, og kort efter hans hjemvenden til USA overførte han infektionen til sin kone.

Sidste år beskrev franske forskere et fund af levende zika-virus i sæd fra en 44-årig tahitianer, som var kommet sig efter et udbrud i 2013 i Fransk Polynesien.

Allerede i sidste uge rådede britiske sundhedsmyndigheder par til at udsætte forsøg på at opnå graviditet, hvis en af parterne for nylig er vendt hjem efter rejse fra et zika-ramt land. Mænd rådes til at bruge kondom i mindst 28 dage efter hjemkomsten, og mænd med zika-symptomer, herunder udslet, feber, røde øjne eller ledsmerter undgår ubeskyttet sex i et halvt år.

Ifølge BBC News er der to bekræftede tilfælde i Australien. Ifølge myndighederne drejewr det sig om personer, der for nylig har besøgt Caribien.

Derudover er der fundet to separate tilfælde i Irland, hvor en ældre mand og en ældre kvinde var blevet syge efter besøg i et zika-berørt land.