”Patienten er sigtet for ildspåsættelse …”

7.00 Jeg står op, mens min mand sover videre. Børnene er næsten flyttet hjemmefra, så jeg nyder roen. Laver lækker morgenmad, mens solen står op over Frederiksberg Have. Jeg læser avisen og kigger på arbejdsmails for at være klædt på til dagen. Cykler til arbejde ad Den Grønne Sti og over Assistens.

9.00 Jeg er fremme. Hilser på mine medarbejdere og tager en kop kaffe med op på min arbejdsplads. Jeg skal planlægge lokallønsforhandlinger sammen med sektionslederen. Vi ser på ansøgninger og tjekker datoer i relation til kontakten med Yngre Læger og deres tillidsmand.

9.45 Vi bliver afbrudt af en af vores speciallæger, som vil drøfte en formulering om, hvorvidt en person, hun har undersøgt, stadig er sindssyg, som han var på gerningstidspunktet. Det er afgørende, selvom han nu, efter behandling, har færre psykotiske symptomer. Vi ser på akterne og udarbejder konklusionen, hvor det fremgår, at han fortsat må betragtes som sindssyg, selv om han fungerer bedre. Vi gennemgår vurderingen om risiko for fremtidig, farlig kriminalitet. Det er afgørende for, hvordan der skal passes på ham efter den behandlingsdom, som vi vil anbefale.

10.50 Vi planlægger morgendagens faglige læsegruppe. Hver anden torsdag har vi en times læsegruppe for psykologer og læger. I morgen er temaet historisk: kvindelige barnemordere i 1700-tallets København. Vi rundsender en teaser om mødet sammen med den relevante paragraf i Danske Lov fra 1683, der stadig ligger til grund for store dele af vores lovgivning.

11.45 Modtager en mail om best practice vedr. mentalundersøgelser. Et projekt i rigsadvokatens regi, hvor jeg sidder med i gruppen. De vil høre min mening om indkaldelsesproceduren til mentalundersøgelse af dem, der er på fri fod. Da de både er syge og kriminelle, er der mange, der ikke møder op; hvordan undgår vi det, så erklæringerne ikke forsinkes urimeligt?

12.15 Da jeg vil gå til frokost, kommer endnu en kollega med et fagligt spørgsmål: En person, som tidligere er blevet vurderet, og som ligger på grænsen mellem mentalt retarderet og bare dårligt begavet i normalområdet. Han har lavet personfarlig kriminalitet, og hvad der skal ske med ham afhænger af, om han hører til den ene eller den anden kategori. Derfor må vi lave en ny psykologisk test og se, om han ligger over eller under stregen.

12.55 Da jeg endelig når ned til frokoststuen, er den tom, og jeg går igen. Tilbage på kontoret møder jeg den næste kollega, som gerne vil konferere. Den tager vi over frokostbollen. Det handler om diagnostiske vanskeligheder: Patienten er sigtet for ildspåsættelse, og der er tvivl om, hvilken underdiagnosekategori han tilhører.

14.00 Møde med alle faggrupper om ”Projekt 6U”, som hele klinikken er involveret i, og som handler om at nedbringe sagsbehandlingstiden på mentalerklæringer til maks. seks uger. Det har været svært, efter at vores optageområde på kort tid er udvidet fra kun at være København og Vestegnen til hele Sjælland og Lolland-Falster. Vi har fået tre gange flere kunder i butikken, så vi har enormt travlt – også med at ansætte nye. Og oplæringen tager altså tid.

15.30 Jeg ser på nogle sager, som jeg selv har ansvar for – færre end de andre – og som jeg følger op på. Efter en runde, hvor jeg snakker med de ansatte om dagens status, cykler jeg hjemad. På vejen køber jeg ind i Rema.

17.45 Da min mand kommer hjem, har han også købt ind, så lagrene er fulde. Ingen af os gider dog lave mad, så vi ender på ostemadder. Sidder længe og vender dagen og snakker om børnene.

21.30 Vi ser lidt tv og planlægger min mands fødselsdag på søndag. Hele familien kommer til kakao og boller, og vi planlægger en gåtur i Frederiksberg Have med alle de 18-20 gæster. Og så er det sengetid.