Skulk eller supplement?

Jeg efterlod desværre en lettere desperat fotograf, da jeg havde fået taget billeder til De Seks-panelet. Først og fremmest troppede jeg op med en manke fuld af sølvgrå glimmer – og det på trods af, at jeg havde brugt tre lange bade på febrilsk at forsøge at skrubbe det ud. Fotografens øjne flød over af desperation ved tanken om de mange timers photoshoparbejde, der potentielt lå foran ham.

Glimmeret var fra Copenhagen Pride Parade, som jeg havde deltaget i sammen med International Medical Cooperation Committee (IMCC) – en skøn sundhedsfremmende ungdomsorganisation, som jeg er næstforkvinde for. En beskæftigelse jeg er stolt af, og som er så meningsfuld for mig, at det ofte har førsteprioritet.

Igen strålede bekymringen ud af fotografens øjne. Han kunne nu »bedst lide tanken om, at dem, der skal behandle ham i fremtiden, prioriterer deres faglighed højest«.

Den reaktion har jeg ofte mødt blandt både medstuderende og læger. Der eksisterer hos mange en opfattelse af, at frivilligt arbejde er en overspringshandling. At det er for de mindre seriøse medicinstuderende. I hvert fald hvis det ikke drejer sig om specialeforeningerne.

Jeg har da også været meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var det rigtige sted. Kan jeg virkelig kun blive en dygtig læge, hvis jeg dedikerer al tid til at læse?

Jeg har heldigvis fundet ud af, at svaret er nej. Studiet er vigtigt. Det lærer os at blive faglige eksperter. Og vi får da også nogle kommunikative og kooperative redskaber. Men netop rollen som kommunikator og samarbejder udvikles i særdeleshed gennem frivilligt arbejde! Det samme gælder for rollen som sundhedsfremmer og leder. Det frivillige sundhedsfremmende arbejde i IMCC har givet mig langt mere perspektiv på og forståelse for lokale, nationale og globale sundhedsudfordringer, end nogen bog eller forelæsning kunne. Det har lært mig at forstå og nå til enighed med mennesker, der har en helt anden opfattelse af verden, sygdomme og sundhed, end jeg har. Det har lært mig at lytte til og stole på mig selv, men samtidig mærke, hvornår jeg bør lytte til andre. Det lederskab, jeg er blevet betroet, har uddannet mig, og jeg kender både mine svagheder og styrker i lederrollen.

Det skal selvfølgelig være et supplement til studiet. Det frivillige arbejde må ikke tage overhånd. Men det er der heller ikke nogen af os frivillige sjæle, der har interesse i. Den passion, vi har for lige adgang til sundhed for alle, hænger sammen med sundhed for den enkelte. Det giver ikke mening at lave sundhedsfremmende arbejde, hvis man ikke er interesseret i at kunne behandle den enkelte patient – herunder den kære fotograf – ansvarligt.

Jeg kan mærke, at jeg har brug for både studiet og det frivillige arbejde for at blive den læge, jeg gerne vil være. Jeg har lært at tage beslutninger, men jeg har også lært, hvornår jeg skal bede om hjælp. Og det er noget, jeg selv ønsker af en fremtidig kollega.