Skip to main content

Kræftkontrollerne – nye paradigmer

Christoffer Johansen

Ugeskr Læger 2014;176:V66392

29. sep. 2014
4 min.

Tusinder af patienter med kræft vil i løbet af dette år besøge et ambulatorium på en sygehusafdeling, hvor man er engageret i den såkaldte kontrol af kræft.
Patienterne vil møde en blanding af læger og sygeplejersker. Danske Regioner hælder millioner af kroner i projektet – hvert år, og masser af arbejdstid for mange faggrupper er allokeret til projektet. Fælles for disse kontroller er idéen om, at et tidligt diagnosticeret recidiv eller en tidligt opdaget ny primær kræftsygdom vil – alt andet lige – medføre en bedre prognose for den enkelte patient. Der bliver sået tvivl om, hvorvidt denne fremgangsmåde, hvor det er en kalender, der bestemmer, hvornår en kontrol skal udføres, nu også opfylder dette formål. Der kommer snart nye retningslinjer, men trods opfordringer om at differentiere og fokusere på psykosociale forhold vil forandringerne nok overvejende være kvantitative – altså, hvor mange fremmøder er tilstrækkeligt for med størst mulig sandsynlighed at nå målet.

Det er ikke rigtigt at se på alle kræftsygdomme under et, når opfølgningen skal tilrettelægges og diskuteres. Hver kræftsygdom eller sygdomsgruppe har sin biologi og behandlingsalgoritme, der er under konstant udvikling, så der må skabes individuelle programmer for hver sygdom. Men for visse kræftsygdomme i visse stadier synes kontrollerne, således som de nu er tilrettelagt, ikke at opfylde formålet.

Hvorfor skulle en tumors biologi også følge den gregorianske kalender med en normalfordeling hen over året i forekomst af recidiv? Fastholder vi en praksis, som for visse kræftsygdomme savner empirisk grundlag? I Danish Medical Journal har Sperling et al offentliggjort en tværsnitsundersøgelse, hvor de i en stor population af prævalente kræftoverlevere fandt, at 60% udtrykte behov for støtte til fysiologiske og emotionelle problemer, der ikke var blevet mødt [1]. I dette nummer af Ugeskrift for Læger påviser Dahl et al, at patienternes tryghed var størst umiddelbart efter en kontrol, men omvendt, at der var stor nervøsitet forbundet med at skulle til kontrol [2]. Ingen af de to undersøgelser tester en hypotese om, hvad indholdet af et opfølgningsprogram kunne være, eller hvordan patient og professionel skal arbejde sammen om indholdet af disse besøg. De behov, som if. Sperling et al ikke var adresseret, behøver jo ikke at dreje sig om kræftsygdommen, og i baggrundsbefolkningen findes der også emotionelle og fysiologiske problemer, der af den enkelte kan opleves som vanskelige at få hold på.

De to undersøgelser rejser i virkeligheden spørgsmål om formålet og dermed indholdet og organiseringen af opfølgningen hos patienter med kræft. Jeg foreslår, at vi betragter patienter og pårørende som resurser, der kan bidrage til genkendelse og reaktion på symptomer. Nøjagtig som vi forventer det af den ikkekræftsyge borger. Vi flytter altså lægens virke til at understøtte den enkelt patients færdigheder, frem for at patienten passivt afventer næste besøg i ambulatoriet. Man kunne forestille sig at udvikle en manual, med detaljeret beskrivelse af temaer som f.eks.: umiddelbare reaktioner på behandling, risiko for senere fysiske og psykologiske følger efter behandling for netop denne type kræft med netop denne type behandling, arbejdslivet, hvordan et parforhold kan blive påvirket af en kræftsygdom, sociale problemer, der kan opstå, og hvor man kan få hjælp til at få dem løst, hvilke symptomer skal man holde øje med, hvordan og hvem kontakter man, hvis der kommer symptomer – osv. En ambition om at give ambulatoriebesøgene indhold og betydning og skabe en arbejdsdeling mellem patient og behandler, der giver en del af ansvaret for »kontrol« tilbage til patienten. Der er også behov for at finde en balance mellem, hvad der skal foregå i almen praksis, og hvad der kræves af den specialiserede afdelings ambulatorium. Nogle patienter vil fortsat skulle monitoreres tæt gennem kliniske undersøgelser – ingen tvivl om det.
I øvrigt kan sygeplejersker klare en meget stor del af dette opfølgningsarbejde inklusive undersøgelser, receptudskrivning og henvisninger, men det kræver uddannelse og en ændring i opfattelsen af, hvilke fagligheder der gør hvad.

Korrespondance:
Christoffer Johansen,
Onkologisk Afdeling,
Finsencentret, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9,
2100 København Ø.
E-mail: christoffer.johansen@regionh.dk

InteressekonfliktER:
Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. Sperling C, Sandager M, Jensen H et al. Current organisation of follow-up does not meet cancer patients’ needs. Dan Med J 2014;61(6):A4855.

  2. Dahl L, Væggemose U, Blaakaer J et al. Kræftpatienters og lægers erfaringer med kontrolforløb er forskellige. Ugeskr Læger 2014;176:V10130634.